Tabte kager og nøgen-kolbøtter

Jeg har været en tur nede ad minde-gaden. Undulaten, som jeg har kendt altid, fordi hun både er min veninde og min kusine (i den rækkefølge) har en far, som har et videokamera. Det havde han også, dengang min krop var barn, og derfor findes der nogle få optagelser af en meget ung Skudamuda. Videobåndene er nu blevet digitaliseret, og jeg fik lov til at se dem i går, hvor jeg var på kombineret skovturs-/video-visit hos den søde fugl. Det endte med at blive et ret interessant antropologisk studium.

For eksempel kunne jeg meget hurtigt konstatere, at jeg var ret begejstret for at rende nøgen rundt som 5-årig. At være nøgen, mens jeg spiste kager, var det helt store hit. Der findes blandt andet en skøn seance fra min oldemors sommerhus, hvor jeg snupper en kage fra det fine kagefad, taber den på græsplænen, samler den op og lægger den tilbage på fadet, hvorefter jeg tager en ny. Det var ret betryggende at se, at jeg i hvert fald på ét tidspunkt i mit liv har formået at gøre præcis, hvad der passede mig – helt egoistisk og uden at bekymre mig synderligt om konsekvenserne.

Den stil fortsætter jeg senere i samme film, hvor jeg med maven fuld af kager beslutter mig for at vise kameraet mine evner udi kolbøtte-slåning – stadig nøgen. Det fremgår tydeligt af optagelserne, at min finmotorik heller ikke dengang var imponerende. Til gengæld fornemmer jeg, at det var her, mit talent for gøgl med kroppen så småt begyndte at manifestere sig.

Der findes også andre optagelser, som overraskede mig – blandt andet en lang scene med undulaten, hvor vi bliver ved med at kravle op på en stol og hoppe ned igen, kun afbrudt af korte pauser, hvor vi skriger utolkelige gloser og synger utolkelige strofer. Dengang havde jeg tydeligvis ikke lært, at højder er farlige. For jeg tør springe ned fra stolen igen og igen, og jeg ser faktisk ikke ud til at være det mindste bange. Imponerende, hvis jeg selv skal sige det (og jeg kan nu lidt bedre forstå, hvorfor jeg var bange for min mormors underbo, som altså var lidt sur).

De sidste optagelser med mig deltager jeg ikke så aktivt i. Der sover jeg. Helt tungt og midt på dagen. Undulaten og hendes lillesøster gør en ihærdig indsats for at vække mig, så de kan sige farvel. De skal nemlig hjem til deres egen ø langt, langt væk, mens jeg skal blive på fastlandet. Men jeg nægter at vågne. Også da de prøver med både kys og kram. Jeg husker ikke situationen, men jeg har en ret stærk fornemmelse af, at min reaktion var en form for adskillelses-protest. Jeg nægtede at være til stede, når de forlod mig, og derfor lukkede jeg i stedet øjnene, vendte ryggen til dem og lagde mig i fosterstilling. Et ikke helt så konstruktivt reaktions-mønster, men da jeg blev lidt ældre, fandt jeg heldigvis en bedre løsning på problemet. Jeg fulgte nemlig efter dem til deres ø langt, langt væk, så de slet ikke kunne få lov til at forlade mig. I hvert fald ikke særlig lang tid ad gangen. Det betyder heldigvis, at jeg i dag ikke behøver at langtidsplanlægge undulat-samvær – for hun er lige i nærheden og har altid Kinder-chokolade klar, når jeg kommer på besøg.

PS: Der var også nogle optagelser med min morfar, som døde for mange år siden. Dem havde jeg aldrig set før, og da han pludselig dukkede op på skærmen, begyndte mit hjerte at hamre helt oppe i halsen – på den gode melankoli-måde.

PPS: I øvrigt var der også en række optagelser af mig, der spiller violin (men heldigvis ingen, hvor jeg spiller jagthorn). Først tænkte jeg, at jeg ville lave et lydklip, fordi det simpelthen er umuligt at beskrive, hvor frygteligt det lød. Men jeg vil skåne jer. Den slags tortur har ingen ører fortjent!