Hov, jeg glemte da …

… noget vigtigt, dengang jeg skrev om, hvordan musik føles. Mit første kassettebånd med rigtig voksenmusik.

Jeg fik det af min søster, da jeg var fem-seks år gammel. På side A havde hun optaget Søs Fengers ‘Vinterdage’-plade. Det er stadig det tryggeste musik, jeg kender. Og ja, jeg ved godt, det muligvis ikke er sejt eller kuul eller noget at blære sig med på Dronning Louises Bro. Men tonerne trykker altid på de trygge knapper, når de utrygge er blevet presset. Og musikken sender mig tilbage til værelset med de skrå vægge og den nussede Ninus og det bløde sengetøj. Og en walkman med spritnye batterier i.

På side B havde hun optaget noget med Michael Falch. Han var pæn, syntes jeg. Men ikke lige så god som Kim Larsen. I en tidlig alder befandt jeg mig derfor i et typisk dilemma – splittet mellem fascinationen af det ydre og det indre. Jeg fandt en perfekt både-og-løsning, da jeg så ‘Tarzan Mama Mia’ for første gang. Med Michael Falch i bar overkrop (ja, jeg var ret fremme i gummistøvlen af en femårig at være) og Kim Larsens musik. Ham havde vi også et bånd med, men det var vist ikke mit eget.

Et af mine største barndomstraumer fandt sted, da jeg en dag snublede i ledningen til kassettebåndoptageren på vej til toilettet. Lige midt i ‘Jutlandia’. Da musikken pludselig forsvandt, smed jeg mig hysterisk og stortudende på gulvet og råbte: ‘Kimmelarsen er døøøød’! Jeg faldt først til ro igen, da en venlig sjæl satte stikket i kontakten og på mirakuløs vis genoplivede min helt. Tænk, hvis alting var så simpelt …

PS: Først ville jeg beklage det ellers så fine diasshow fra Mallorca, som en kreativ videofidus har fikset sammen. Det tager lidt opmærksomhed fra den trygge sang, som ikke er til at finde i en bedre version på nettet. Men så opdagede jeg, at videoen egentlig er en kærlighedserklæring til en kat. Lavet af en yderst entusiatisk ejer. Hvad de dog ikke finder på dernede i de kolde, varme lande …

Nok endnu en sang om beundringens misundelse

”SYNG, SYNG, SYNG, SYNG”!

Klokken er kvart over kvalme for et par måneder siden, og jeg er i gang med at prøve noget af det, jeg er allermest bange for – karaoke. Det er frygteligt angstprovokerende at stå på sådan en scene, når man ikke er født på den. Derfor var jeg også glad for, at min karaoke-debut kom til at foregå et sted, hvor jeg helt sikkert ikke kendte andre end tusindbenet, guldfisken og musen, som jeg rejste med. Vi var på Oslobåden (alle har ret til et fedt cruise), og jeg skulle synge den sikre vinder-duet ’Ain’t No Mountain High Enough’ med guldfisken. Hun var bare sjovt nok tilfældigvis ude at ryge, lige som det blev vores tur. Et kort øjeblik frygtede jeg derfor, at jeg skulle synge duet med mig selv (symbolikken er tragikomisk), men heldigvis udnytter tusindbenet alle chancer for at komme til at stå på en scene. Han har også engang sunget for dronningen med Danmarks Drengekor. Og han har også indspillet en cd. Han er god, og det vidste publikum godt, for han havde nemlig lige brilleret med en Ronan Keating-ballade. Musikken gik i gang, ordene kom på skærmen, og jeg gik i panik. Jeg kunne slet ikke få hverken musik eller ord til at passe med den sang, jeg troede, vi var i gang med. Tusindbenet var også forvirret, så vi stod helt handlingslammede uden at vide, hvad vi skulle gøre af vores hænder. Og så var det, publikum begyndte at råbe det samme ord igen og igen og igen og igen. Det var forfærdeligt og meget, meget utrygt!

Hvis du tilfældigvis overvejer at starte din karaoke-karriere med samme sangvalg, vil jeg gerne bringe en advarsel. Der findes to sange med næsten samme titel. Jeg troede, vi var i gang med at synge den her, men det viste sig, at vi rent faktisk var i gang med en helt anden sang, der er så ukendt, at jeg ikke engang kan finde den på Youtube. Problematisk. Endnu mere problematisk fordi det ikke gik op for mig på daværende tidspunkt. Jeg troede bare, forvirringen opstod, fordi jeg var fuld og havde glemt, hvordan teksten var. Så i et desperat forsøg på at få publikum til at stoppe med at råbe, prøvede jeg at synge teksten på skærmen til den melodi, som jeg kendte. Og som ikke passede til den melodi, der blev spillet. Det lød ikke godt. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med katastrofens omfang, men det endte med, at vi måtte forlade scenen halvvejs inde i sangen. Tusindbenet var rasende på mig. Det kan jeg godt forstå. Jeg havde ødelagt hans skønsangs-image, fordi jeg troede, jeg også kunne synge.

I mit næste liv vil jeg være sådan en type, der ikke har helt vildt meget lyst til at være én, hun ikke kan være. Det er nemlig så ukonstruktivt at føre krig mod sine egne begrænsninger. Da jeg var helt, helt lille og stadig boede i verdens-mindste-by-i-provinsen, nåede jeg ikke at gå særlig mange af mine første skridt rundt om kassettebåndoptageren, før jeg besluttede mig for, at jeg ville være sådan en musikalsk type på naturtalentsmåden. Jeg startede til violin som tre-årig. Det var ingen succes. Men det skulle sandelig ikke knække mig, så jeg forsøgte lige med klaveret og blokfløjten og jagthornet (!) og saxofonen. Intet virkede for mig.

Egentlig var det vel også det der med sang, jeg allerhelst ville. Det er jo den perfekte kombination af den musik, jeg elsker, og de ord, jeg elsker. Desværre er det ret umuligt at fremprovokere naturtalent. Jeg har for længe siden erkendt, at jeg aldrig bliver hverken hende her eller hende her eller hende her eller hende her eller hende her (okay, det sidste er ikke en hende, men han kan nå de høje toner, og så er musikvideoen fin). Jeg kommer nok ikke engang til at kunne synge en hæderlig karaoke. Men jeg lærte først at værdsætte talentfordelingen i min familie, da jeg hørte hende her synge en sang, hun selv har skrevet og komponeret.