Det andet køn part II

Dengang min krop var barn – sådan cirka syv år gammel – havde jeg en plastikbold. En flad en, som jeg kunne sparke op mod den hvide mur igen og igen. I flere timer. Så drømte jeg om det, de fleste andre små drenge også drømmer om: at komme på fodboldlandsholdet. Herrelandsholdet, altså. Det var ikke helt gået op for mig, at det muligvis ville blive lidt problematisk. Fordi jeg var meget bange for bolde, som ikke var flade og af plastik. Og selvfølgelig også fordi jeg manglede noget ret essentielt mellem benene.

Det sidste kan man jo købe sig til nu-til-dags. Eller drømme sig til. Ikke fordi jeg som sådan har et ønske om at skifte køn, men min underbevidsthed forvirrer mig engang imellem. Jeg ved ikke, om årsagen til det bunder i, at jeg de første ni år af mit liv rent faktisk troede, at jeg var et hankønsvæsen (og at resten af verden troede det samme takket være grydefrits). Men jeg drømmer tit, at jeg pludselig har noget mellem benene, som ikke plejer at være der. Og jeg er ikke den eneste, ved jeg. Det bekræftede guldfisken, da hun for et stykke tid siden leverede guldsætningen:

‘Når jeg drømmer, jeg har en penis, så er den altid helt slap, og den sidder meget langt nede …’

Mine drømme drejer sig ikke så meget om tilstand og placering, men mere om chokket over, at jeg lige pludselig tilhører begge køn. For i drømme af den særlige karakter er jeg egentlig ikke særlig mandig. Som regel har jeg faktisk kjole på. Men ingen trusser. Så tingenes tilstand er svære at skjule. Det hele er meget skamfuldt og pinligt, men også ret spændende og interessant. Den følelse tror jeg, guldfisken og jeg deler. Måske med en del andre hunkønsvæsner, som har en lige så absurd underbevidsthed som os.

Jeg gad bare virkelig godt vide, om mandspersoner drømmer det samme (eller det modsatte vel egentlig). At pakken pludselig er væk. Eller er der en grund til, at der ikke findes et feminint udtryk for penismisundelse? Måske er vi tilbage ved det evige spørgsmål om, hvorvidt fyre er mere interessante end piger, og bolde er mere interessante end både fyre og piger.

Mentalt er jeg i hvert fald tilbage ved den hvide mur og bolden, der bliver sparket op og vender tilbage igen og igen.

foto

PS: Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at bevæge mig væk fra muren og ud på fodboldbanen for at deltage i det rigtige spil. Også selvom det er med fare for at tabe (og mulighed/chance/risiko for rent faktisk at vinde …)

Spring

Nogle synes, det er hårdt at løbe maraton eller støbe store fundamenter. Så vildt behøver det slet ikke at blive, før jeg knækker. Bare tving mig til at pille mig selv i navlen en hel dag, og jeg skal give dig et styks halvneurotisk, helspekulerende barnevoksen, som både glemmer, hvordan man trækker vejret og holder fodfæstet.

Personlighedsanalyse part III fandt sted i dag (som nu er i går ifølge uret). Jeg havde arbejdstravlt og fik derfor ikke mentalforberedt mig på at skulle forholde mig til mig selv fra morgenstunden. Derfor fik jeg heller ikke helt hørt efter, da analyserende mandsperson i jakkesæt spurgte mig, om jeg kendte til selvbeskyttende færdigheder (underforstået – det gjorde jeg nok ikke). Men han fik da skubbet en bog i min retning, som han mente, jeg ville have godt af at læse. Titlen har jeg selvfølgelig allerede glemt. Den slags er jo alt for skræmmende at dykke ned i. Så hellere videre til næste problemstilling, som han fik præsenteret nogenlunde sådan her:

’Forudsætningen for, at du kan lede andre, er, at du kan lede dig selv’. Det tør jeg slet ikke forholde mig til. Så hellere videre til næste problemstilling.

Det var så til gengæld et punkt, vi både kunne blive enige om, og som jeg ikke var så bange for at snakke om. Jeg er nemlig helt afsindigt dårlig til at planlægge og sætte ting i system. Og ja, jeg er helt på det rene med, at det nogle gange kan være ret smart at lægge strategier og forberede sig på, hvad der kommer til at ske. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske? Al erfaring siger mig, at jeg i hvert fald ikke ved det. Netop derfor sætter jeg afsindigt stor pris på min evne til at holde vejret, springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Hvis jeg ikke havde haft den, havde jeg snydt mig selv for livsvigtige eventyr. Og krilleren ved tanken om chancen for eventyr slår til hver en tid frygten for at risikere potentiel nedtur. I min verden i hvert fald.

Så havde du måske håbet, at det stoppede her. Hvis du altså er nået så langt i teksten. Men det her handler altså om navlepillerier af værste skuffe. Det bliver langt. Hårdt og brutalt. For eftermiddagen bød på yderst grænseoverskridende møde med en hysterisk person, som åbenbart er mig selv.

Det startede egentlig bare som en forsinket julegave fra mig til mig. Fordi jeg har følt mig anspændt og derfor tænkte, det måske var en meget god idé at forsøge at løsne op. Med lidt alternativ massage (nej, ikke den frække slags). Allerede i venteværelset var jeg ved at stikke af igen, da jeg blev præsenteret for en bog med titlen ’Kunsten at give slip’. Tal om skræmmende titel. Jeg havde betalt for at blive løsnet op og nåede at blive dobbelt så anspændt bare ved at sidde fem minutter på en stol og vente.

Jeg forsøgte at slappe lidt af, da jeg endelig havde fået bakset mig op på briksen (et hurtigt indskudt tip til andre, som overvejer at prøve det samme. Tilsyneladende skal man lægge sig ned under tæppet, når man har taget tøjet af. Så man undgår at ligge og lege wannabe-nudist, når behandleren træder ind i lokalet. Det lærte jeg på den hårde måde). Det tog hende sådan cirka 29 sekunder at få mig til at tude. Det krævede bare et enkelt tryk lige omkring den navle, som allerede var overanstrengt. Jeg blev både forskrækket og pinlig over egen reaktion og forsøgte derfor at lukke øjnene og ignorere det, der skete, men hun trykkede bare videre, mens hun sagde ’øjøjøj’, hver gang hun ramte endnu et ømt punkt. Jeg havde på én gang lyst til at stikke af og blive for evigt. Alt bevægede sig på grænsen mellem rar smerte og det totalt uudholdelige. Tilsyneladende lige der, hvor jeg blev tvunget til forholde mig til mig.

privat_omraade

Følgende sætninger blev sagt:

’Nu giver jeg dig lige lov til at mærke dig selv lidt’ (jeg føles frygtelig og fik derfor omgående trang til at lægge mig i fosterstilling)
’Du er utroligt lukket omkring dine æggestokke’ (ingen analyse nødvendig)
’Du holder så meget igen, at du snyder dig selv for at mærke vigtige ting’ (efterfulgt af en mavepuster, der fik mig til at skrige som en femårig, der har tabt sommerens første softice)
’Du må gerne reagere hårdt på det her’ (efterfulgt af tryk på det ømme punkt i nakken, som tidligere har fået mig til at spontantude upassende voldsomt, da det blev aktiveret til en fødselsdagsfest og hos frisøren. Har nu lært, at klumpen i maven åbenbart har rødder i baghovedet. Og det giver vel egentlig meget god mening …)

Følgende spørgsmål blev stillet:

’Hvorfor går du på tæer?’ (Imponerende iagttagelse, eftersom jeg lå ned. Jeg havde ikke noget svar. Kun en uudtalt teori)
’Har du en person i dit liv, som du tør åbne dig rigtigt op for?’ (Sagt som om, det var verdens mest simple ja/nej-spørgsmål. Jeg undlod at forsøge at svare. Havde trods alt kun betalt for 45 minutter)

Jeg slap for den helt hårde omgang, hvor hun skulle hente en kollega, der kunne hjælpe med at åbne op for min ryg. Hun mente, jeg havde været udsat for nok i første omgang. Jeg gav hende hurtigt ret. Så hun forlod lokalet, og jeg lå tilbage med pandaøjne og 11-taller – frygteligt skræmt og fascineret over, hvad der lige var sket. Jeg ville jo bare have haft massage.

Da hun kom tilbage et par minutter senere, lignede jeg stadig en, der var trådt direkte ud af kapellet. Det kommenterede hun ikke på. I stedet sagde hun bare, at hun ville anbefale mig at lære at trække vejret og starte dagen med en halv citron presset i et glas vand. Jeg havde opført mig som en hysterisk, skrigende snotunge i tre kvarter, og så talte hun til mig, som om jeg lige havde været ved tandlægen og fået konstateret, at jeg godt kunne tåle at være lidt mere flittig med tandtråden. Jeg var målløs.

Det tog mig en frostvejrsgåtur fra Østerbro til Amager og en lur på fem timer at blive et nogenlunde helt menneske igen. Til gengæld tror jeg muligvis, en del af mig var mere hel end nogensinde før, da klokken for lidt siden slog midnat, og jeg gav mig selv lov til at vågne.

9PS: Det her var blogindlæg nummer 100. Muligvis det længste, jeg nogensinde har skrevet. Bloggen blev til som resultatet af en anden semisøvnløs nat engang i slutningen af juli. Dengang anede jeg ikke, hvad jeg ville med den. Det ved jeg stadig ikke. Jeg ved bare, at det føles godt at skrive, selvom jeg også nu er i tvivl om, hvor meget jeg skal lukke op og lukke i. Hvor meget andre orker at høre. Nogle synes, det er for meget. Andre synes, det er deprimerende. Andre igen synes, det er underholdende og helt tilpas. Jeg ved ikke, hvad jeg selv synes. Derfor tror jeg bare, jeg vil fortsætte med at springe, håbe på det bedste og se, hvad der sker. Fra nu af vil jeg dog forsøge at trække vejret samtidig. Det hjælper.

PPS: Måske er det ikke en tilfældighed, at jeg netop i dag har sagt ja til endnu et blogprojekt. Et lidt mere omfattende, internationalt et af slagsen, som kommer til at foregå i samarbejde med en række andre bloggere verden over. Mere om det senere …

The Next Best Thing

Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.