Beflyvning af himmelskib: Tjek

Jeg gjorde det. Sgu. Efter adskillige forsøg på at beflyve uskibet i himlen, lykkedes det endelig i går aftes. Og måske var der en god grund til, at det først kunne lade sig gøre nu. For hvis det var sket for nogle måneder siden, havde det helt sikkert været med skrig og skrål og højdeskræksensomhed. Indeni (jeg ville selvfølgelig aldrig turde komme ud med noget af det (ensomhed er i øvrigt også så svær at dele)).

I går var omstændighederne lige så helt igennem rigtige, som jeg ikke vidste, de kunne være. Og selvom det var frygteligt at hænge i luften og dingle i blæsten bag grønne gummiben, der helt provokerende opførte sig om, det hele var en leg, var det også ret fantastisk. Nu hjalp det selvfølgelig også på omstændighederne, at jeg havde jetlag og savnede to døgns søvn, så jeg følte mig nærmest en lille smule dopet. Mere afslappet, mindre anspændt – og så tryg som overhovedet muligt, fordi jeg den her gang heldigvis kunne klamre mig til dyrerigets højdekonge. Og så kan man faktisk klare alt.

right_time

PS: Apropos beflyvning så skete der noget ret sensationel mandag morgen, da jeg landede fra New York. Jeg blev hentet i lufthavnen. Og selvom jeg var alt for rundtosset til den 360-graders-krammer, jeg tidligere har skrevet om, var overraskelsesafhentningen nøjagtigt lige så sommerfuglefyldt, som jeg havde håbet, den slags kunne være.

Alt det jeg ikke ved og mere

En ret skøn type gav forleden udtryk for, at han godt kan lide at være sammen med mig, fordi han så føler, at han har ret godt styr på tingene. Sammenlignet med mig, forstås. Nogle ville måske blive fornærmet over den pæne omskrivning af konstateringen ’Hold-kæft-hvor-har-du-bare-ikke-tjek-på-en-skid’. Men jeg blev glad. Meget glad. Fordi jeg for første gang virkelig føler, at jeg er rendt ind i en, der kan overskue at tage sig lidt af mig.

Og der ER jo meget, jeg ikke har styr på. Jeg har endnu ikke formået at imponere SKAT med rettidige indbetalinger. Jeg kan ikke finde ud af at passere security i lufthavnen uden at lave en scene, som resulterer i kropsbegramsning eller henslæbning til ekstratjek i afsides lokale. Jeg forstår ikke, når folk ikke forstår ironi, hvilket resulterer i, at der render adskillige personer rundt og tror, at jeg er psykopat (revisor-type inklusiv). Jeg har aldrig lært at koge ris. Og jeg bliver gang på gang overrasket over, at alkohol ikke vil mig det bedste (naiv, som jeg jo er, holder jeg stædigt fast i troen på procenternes gode intentioner).

Nogle gange bliver jeg dog i tvivl om, hvorvidt det nu også står så slemt til. For eksempel den dag, guldfisken helt impulsivt udbrød: ’Du er jo faktisk et ret tjekket menneske’. Jeg aner ikke, hvorfor hun fik behov for at uddele den form for umiddelbar ros, men jeg var både overrasket og stolt over udmeldingen. En følelse, der holdt cirka to et halvt sekund. Indtil konstateringen helt unødvendigt blev afløst af den nedbrydende sætning: ’Altså, jeg ved godt, det lyder mærkeligt’.

elefantviden

The Next Best Thing

Jeg har fået blomster. Af undulaten. Fordi hun er sød, og fordi hun ved, at det ikke er noget, jeg får så tit. Jeg har for eksempel aldrig fået blomster af en fyr. Jo, af min far og af mine yderst platoniske venner, men ikke af en flirt (med vilje tilføjer jeg ikke ordet ‘kæreste’ her af den åbenlyse grund, at det ville dække over ingen). Og dog. Det passer ikke helt. I konfirmationsgave fik jeg en rose af en klassekammeraet. Den var af plastik, og tigeren fik to. Det var første gang, jeg for alvor gaflede titlen som ‘The Next Best Thing’. Til gengæld var det mig, der året efter snavede med fyren. Efter han netop havde brækket sig i strandkanten. Der gaflede jeg en helt anden titel, som jeg helst ikke vil sætte ord på.

Ti år senere fik jeg en påskelilje med tre hoveder af en fyr, som havde hugget mutantblomsten fra dekorationerne foran Odense Rådhus. Han var min første store forelskelse, og jeg tog det som en form for dyb og gengældt kærlighedserklæring. Jeg tog fejl. Den visnede i øvrigt foruroligende hurtigt. I desperation forsøgte jeg at presse den i en bog, og der gik alt for lang tid, før jeg indså, at tørrede blomster i virkeligheden er døde blomster i mausolæum.

Så fik jeg også engang to torsk. Af torsken. Men lige meget hvor kreativ en tankegang, jeg end forsøger at tilegne mig, kan det vel næppe kategoriseres som blomster. Ikke engang som havets blomster. Det var i 4. klasse, og det er muligvis den største kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget. Eller måske var han bare god til at fange torsk.

Jeg ved ikke, hvorfor det der med blomster har nogen betydning. Eller om det overhovedet har nogen betydning. Måske er det i virkeligheden lidt det samme som det der med at blive hentet i lufthavnen. Guldfisken og jeg er flere gange kommet hjem fra tur sammen, hvor store-bjørn har stået og ventet, og selvom jeg er en slags snylter-kæreste i det forhold, er jeg aldrig rigtig en del af den store genforenings-scene. Det kunne være meget fedt en dag at prøve at være hende, som løber gennem tolden i elite-tempo for derefter at lave 360-graders-rundturs-symbiose-krammer, fordi drifterne ikke kan bremse handlingen.

Jeg forsøger at holde hende godt skjult, men i virkeligheden gemmer der sig muligvis en form for håbløst håbefuld romantiker et sted mellem den 11-årige-pige og den 63-årige-mand-inden-i-mig. De færreste kan se hende, og endnu færre møder hende, og når først dette indlæg er publiceret, vil jeg uden tvivl forsøge at bortforklare muligheden (/chancen/risikoen) for, at hun overhovedet eksisterer. Men i stedet for at benægte alt og flygte ind i emo-seksualitetens dybe, sorte afgrund, kunne jeg også prøve at finde mening i harens vise ord: ‘Der findes kun én rigtig mand til alle verdens kvinder, og det er og bliver Kaptajn von Trapp… og Robert Redford’. Jeg forventer ikke, at én af de to ovennævnte nogensinde kommer til at levere blomster til min adresse. Men man har vel lov at håbe på, at der et eller andet sted også findes en maskulin udgave af ‘The Next Best Thing’.