Jeg gjorde det. Sgu. Efter adskillige forsøg på at beflyve uskibet i himlen, lykkedes det endelig i går aftes. Og måske var der en god grund til, at det først kunne lade sig gøre nu. For hvis det var sket for nogle måneder siden, havde det helt sikkert været med skrig og skrål og højdeskræksensomhed. Indeni (jeg ville selvfølgelig aldrig turde komme ud med noget af det (ensomhed er i øvrigt også så svær at dele)).
I går var omstændighederne lige så helt igennem rigtige, som jeg ikke vidste, de kunne være. Og selvom det var frygteligt at hænge i luften og dingle i blæsten bag grønne gummiben, der helt provokerende opførte sig om, det hele var en leg, var det også ret fantastisk. Nu hjalp det selvfølgelig også på omstændighederne, at jeg havde jetlag og savnede to døgns søvn, så jeg følte mig nærmest en lille smule dopet. Mere afslappet, mindre anspændt – og så tryg som overhovedet muligt, fordi jeg den her gang heldigvis kunne klamre mig til dyrerigets højdekonge. Og så kan man faktisk klare alt.
PS: Apropos beflyvning så skete der noget ret sensationel mandag morgen, da jeg landede fra New York. Jeg blev hentet i lufthavnen. Og selvom jeg var alt for rundtosset til den 360-graders-krammer, jeg tidligere har skrevet om, var overraskelsesafhentningen nøjagtigt lige så sommerfuglefyldt, som jeg havde håbet, den slags kunne være.
Skudamuda 
Sejt! Hvilket himmelskib var det mon, du vovede dig op i? *får undrelige indre billeder af en Zeppeliner med to dinglende grønne ben*
Det var det Tivoliske himmelskib. Jeg har forsøgt at finde mod til at komme derop i meget lang tid, så jeg var svært stolt af mig selv, da jeg formåede at overleve!