Beflyvning af himmelskib: Tjek

Jeg gjorde det. Sgu. Efter adskillige forsøg på at beflyve uskibet i himlen, lykkedes det endelig i går aftes. Og måske var der en god grund til, at det først kunne lade sig gøre nu. For hvis det var sket for nogle måneder siden, havde det helt sikkert været med skrig og skrål og højdeskræksensomhed. Indeni (jeg ville selvfølgelig aldrig turde komme ud med noget af det (ensomhed er i øvrigt også så svær at dele)).

I går var omstændighederne lige så helt igennem rigtige, som jeg ikke vidste, de kunne være. Og selvom det var frygteligt at hænge i luften og dingle i blæsten bag grønne gummiben, der helt provokerende opførte sig om, det hele var en leg, var det også ret fantastisk. Nu hjalp det selvfølgelig også på omstændighederne, at jeg havde jetlag og savnede to døgns søvn, så jeg følte mig nærmest en lille smule dopet. Mere afslappet, mindre anspændt – og så tryg som overhovedet muligt, fordi jeg den her gang heldigvis kunne klamre mig til dyrerigets højdekonge. Og så kan man faktisk klare alt.

right_time

PS: Apropos beflyvning så skete der noget ret sensationel mandag morgen, da jeg landede fra New York. Jeg blev hentet i lufthavnen. Og selvom jeg var alt for rundtosset til den 360-graders-krammer, jeg tidligere har skrevet om, var overraskelsesafhentningen nøjagtigt lige så sommerfuglefyldt, som jeg havde håbet, den slags kunne være.

Uskibet i himlen

Det hjemsøger mig stadig. Himmelskibet. Mest om natten, hvor det dog må kæmpe lidt om min opmærksomhed. Måske har vanddyret ret, når han skriver, at det muligvis ikke står skrevet i stjernerne, at jeg skal besøge dem i uskibet. Og måske behøver jeg i virkeligheden heller ikke at komme helt derop, hvor det er farligt, for at kunne danne mig et overblik. Måske er det bedre bare at sejle rundt på himlen i mellemdrømmene.

Måske gør jeg det til foråret. Hvis jeg altså ikke til den tid har for travlt med at være euforisk over, at solen skinner, og blomster blomstre, og musik føles rigtigt. Måske jeg i så fald igen kan mærke, at overblik er overvurderet sammenlignet med eventyrligt kaos.

strandet_foraar

PS: Mens vi venter på foråret og alle de gode ting, er det vel okay at besøge stjernerne i en flyvende maskine? Selv at investere i nye eventyr, når de gamle leger gemmeleg? Bankbogen siger nej – min indre laban trumfer med to bogstaver i versaler.

Tivoli i regnvejr

’Hvorfor bekymrer du dig dog om det nu?’ Spørgsmålet kom fra en halvgrinende musvit for et par måneder siden, hvor vi gik rundt sammen i en græskarinvaderet gammel have og forsøgte at opfryse mine nedsmeltninger. Jeg havde lige fortalt hende, at jeg slet ikke kunne overskue perioden fra januar til april, hvor Tivoli er lukket. Og ja, det var måske lidt dumt at bekymre sig om i oktober. Ligesom det er dumt, at min vinterdepression som regel starter i juni. Men det må være fordi, jeg begynder at fornemme, at enden eksisterer et sted ude i horisonten.

Tivoli er tryghed for mig. Det har det altid været. Måske er det fordi, den gamle rutsjebane på nostalgisk vis markerer, at det er op- og nedturene, som giver kriller i maven. Måske er det fordi, Tivoli har legaliseret uhæmmet skrigeri. Måske findes grunden i Grøftens smørrebrød på ternede duge eller i ballongyngernes cirkulerende rundture (trygheden er dog ikke så stor oppe i ballongyngerne. Der er jo frygtelig langt ned). Eller måske er det nærmere fordi, glædesniveauet hos børn her ligger et godt stykke over gennemsnittet – lige der, hvor det bør være.

Den gamle have lukker lige om lidt. I går sagde jeg farvel. Det var Tivoli i regnvejr sidst på sæsonen, og hvis jeg havde haft en ballon, ville jeg forsøge at slippe den ligesom i den trygge sang på det allermest trygge album. Hvor der i sommer* var en dam til dyr af plastik, er der nu en bod, hvor man kan købe huer til kolde hoveder. De før så grusede stier var sjappede, og søens vand var så vintergrumset, at det var umuligt at se, om karperne stadig svømmer rundt dernede, eller om nogen virkelig har spist dem, selvom det virker helt forkert.

Tivoli-turen handlede ikke kun om skræmmende årstidsobservationer og slipgivning på ikke-eksisterende balloner. Den handlede om, at jeg skulle være modig. I forbindelse med min ja-mission kom jeg for et stykke tid siden til at love mig selv, at jeg skulle overkomme en frygt – en af de helt slemme. Jeg skulle op i Himmelskibet. Den mentale beslutning viste sig overraskende nok at være mindre kompliceret end den praktiske udførsel. For skibet i himlen (som altså stadig ikke er et skib) er ikke til at regne med. Det bliver åbenbart påvirket af vejr og vind, så de to gange, jeg tidligere har slæbt alt mit mod hen til den høje mast, har det været lukket. I går besluttede jeg mig for at give det årets sidste chance. Igen uden held.

Det er absurd frustrerende, at jeg nu har brugt så lang tid på at indsamle mod til at gøre noget af det, jeg er allermest bange for. Og så kan jeg ikke få lov til det. Men da frustrationen havde lagt sig i går, kom jeg til at tænke på, at det måske ikke handler om, at jeg kommer op i det uskib. Måske handler det mere om, at jeg nu ved, at jeg tør. Og den erkendelse er egentlig også helt ok at gå til nytår på.

fast_stoppestedPS: Et farvel til noget, som stadig eksisterer, er vel i virkeligheden nærmere et på gensyn? Forhåbentlig. Et ’vi ses på den anden side, når solen igen skinner på den grønne plæne og ting springer ud’. Den tanke er faktisk næsten lige så tryg som Tivoli i sig selv.

* Vanddyret, i tilfælde af at du læser med, kan jeg fortælle, at det på min Tivoli-tur pludselig gav helt klar mening for mig, hvorfor det hedder ’i sommer’ og ikke ’i sommers’. Kloge mennesker har åbenbart også en forklaring på, hvorfor folk føler trang til at følge vanestrømmen med den sidste tilføjelse i stedet for at lade i sommer være, hvad i sommer er.

Weekenden, hvor jeg …

Det har været en mærkelig weekend. Selvom den har været helt normal. Når jeg gør status over den, er der i hvert fald ikke så meget decideret mærkeligt ved den for de, der ser på den udefra, men den føltes mærkelig indeni mig. Det har nok noget at gøre med, at jeg brugte størstedelen af fredagen på at dyrke en skræmmende fornemmelse, der sagde mig, at noget vildt skulle ske. Det vildeste, der skete, var, at jeg fik det dårligt af al den spekulation og dermed for en gangs skyld prøvede at ligge i min seng inden midnat på en fredag. Endda i nogenlunde ædru tilstand.

Men derudover har det her været weekenden, hvor jeg:

– tog alene i Tivoli for at kigge lidt på en karussel, som den-11-prige-pige-indeni-mig godt kan lide

– lærte, at humøret ikke nødvendigvis stiger, fordi man får farvet hår og køber to par nye støvler på MasterCard

– indså, at det til gengæld hjælper på humøret at finde ud af, at der et sted i den anden ende af byen findes én, som kender det humør, jeg var ramt af

– fandt ud af, at der ved siden af hesten med det sorte hoved står en hest med et lyst hoved. Den holder det sjovt nok noget højere end førstnævnte

– igen kom til at grine over, at filmen ‘Girl, Interrupted’ på tysk hedder ‘Durchgeknallt’. Den står i min filmreol, og det er som regel lidt svært at overbevise folk om, at det ikke er en pornofilm

– blev skræmt over en handske

– prøvede at være ’en af drengene’ en hel aften. Eller som musen så fint sagde det: ’Måske var det os, der var tre af pigerne’. Note to self: Når man er ’en af drengene’, skal man passe på med at sige sætninger som: ’Jeg gik kun til spejder, fordi jeg helt vildt gerne ville ha’ dolken’

– som ene publikum overværede generalprøve-koncert med det soon-to-be-legendriske Jeppe N Band, der nu har skiftet navn til Tiramisu, fordi Jens Unmack syntes, det var en god idé

– formåede at være på Psykopaten uden at spille på klaveret. Det er aldrig sket for mig før, og det affødte da også så stærke spilleabstinenser, at jeg måtte sidde en halv times tid ved klaveret hos musen her til aften, mens han lavede mad. Igen blev jeg bekræftet i omfanget af mine egne begrænsninger, og jeg skøjtede 70-80 sange igennem, før jeg endelig nåede til ’Hvalen Hvalborg’, som jeg kunne spille en nogenlunde hæderlig version af. Syntes jeg selv. Musen mente nærmere, at mine musikalske forsøg lød som titelmelodien til Beverly Hills

– endnu engang formåede at koordinere gigant-brandert med hamsteren, selvom vi denne gang slet ikke befandt os til samme fest. Jeg var på Psykopaten, mens hun var et sted på Enghavevej hos en pige, jeg ikke kender, men som åbenbart kender mig godt nok til at kunne berette om, at jeg på min stambar går under navnet Sukker-Ulla. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor, men efter at have konsulteret store-bjørn er jeg nået frem til, at første del af navnet har noget at gøre med min evne til at indtage rollen som Sugar mamma over for tidligere drengebekendtskab

– vågnede op til et toiletbræt, der var slået op, og måtte bruge flere minutter på at regne ud, om det: A: Var fordi jeg havde kastet op, inden jeg gik i seng, eller B: Var fordi der havde været en fyr i min lejlighed (jeg nåede frem til, at det med 99 % sikkerhed var A)

– blev så dehydreret, at jeg nåede det laveste vægt-niveau i 10 år

– fik blomster af musen, lige som jeg var trist over, at undulatens blomster var døde (jeg er ret heldig)

– havde en plan om, at jeg skulle bruge søndagen på Statens Museum for Kunst med efterfølgende bif-tur, men endte med at ligge i tømmermænds-fosterstilling på sofaen og se ’Far laver sovsen’, mens jeg planlagde fremtidig fest i forbindelse med Tiramisus store debutkoncert (der på en eller anden måde skal foregå i min lejlighed)

– ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle sige til den unge, blonde kassedame i SuperBrugsen, at hun havde et klistermærke på skulderen, hvor der stod ’Reduceret pris pga. dato’. (Jeg gjorde det ikke. Ville ikke forhindre andre i at have det sjovt på hendes bekostning)

– endnu engang overspringshandlede ved at skrive navlepillerier i stedet for at komme i gang med det arbejde, der skal ligge færdigt i morgen tidlig. Det bliver en lang aften!

Gramsebamse søges – død eller levende!

Jeg skal på søndagsdate. Det er blevet en tradition. For to uger siden var vi på rutsjebanetur i Tivoli, sidste søndag sprang vi balloner til Stella Polaris, og i dag skal vi grille i gården. Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på et rigtigt seriøst parforhold. Problemet er bare, at jeg kører med som det tredje hjul. Jeg snylter mig til guldfisken og store-bjørns toenighed. De har parforholds-adopteret mig – måske af medlidenhed, måske af lyst. Det er kommet så vidt, at mit navn ved en fejl blev sagt i ægtesengen for nylig (jeg vil dog undlade af afsløre, om det var guldfisken eller store-bjørn, der kom til at sige det).

Det der med at være single har egentlig altid været ret trygt for mig. Ensomhed = tryghed, hvor mellemregningen hedder, at jeg ikke føler alt for meget ansvar for at gøre en person, jeg holder af, glad for at være den, han er. Men det handler ikke altid om at være tryg. Det kan jeg mærke nu. Bevidst og underbevidst.

Der har ligget mange piger i min seng gennem årene på den helt ufrække måde. Min lejlighed er blevet døbt ´Heartbreak Hotel´, fordi det som regel er her, veninderne flytter ind, når kærligheden flytter ud. Og der er overhængende bespringningsfare, når man pludselig ligger ved siden af et styks pige, hvis krop har vænnet sig til at være to i sengen på den lidt mere frække måde. Derfor er jeg flere gange vågnet op i akavet omfavnelse med situationsforvirret veninde. Det har som regel været dem, der ubevidst kom til at overskride grænsen for god venindeopførsel, fordi de troede, at de var et andet sted med en anden person af et andet køn.

For et par dage siden var det dog mig, der fik drømme-bildt-mig-selv-ind, at jeg lå et andet sted med en anden person af et andet køn. Det resulterede i, at jeg var indflettet i min 17-årige lillesøster, da jeg vågnede. Jeg hævdede selvfølgelig, at det var hende, der havde forsøgt at bespringe mig, for så behøvede jeg hverken at forholde mig til, hvorfor jeg havde indflettet mig, og hvem det egentlig var, jeg troede, jeg havde indflettet mig med.

Der skal handles hurtigt, for jeg er ude på et skråplan. Løsningen tænker jeg kunne være en gramsebamse. Sådan en, der kan ligge midt i sengen og parere bespringninger fra alle sider. Men jeg ved ikke, hvordan man skaffer sådan en. Jeg arvede engang en grøn mand fra musvitten, da hun selv fik den helt rigtige levende og ugrønne mand i virkeligheden og derfor ikke længere havde brug for en mand, der var grøn og manglede arme, ben og hoved. Den grønne mand er jeg meget glad for, og han kunne fint ligge i sengen mellem mig og muligt bespringningsoffer. Men han er bare sådan lidt hård og kantet i det. Og så er der også det der med, at han ikke har noget hoved. Det er et problem. Så jeg søger en gramsebamse – helst med hoved, arme og ben. En, der kan holde min underbevidsthed beskæftiget, mens jeg prøver at ignorere det der umulige, som jeg egentlig søger. Dusør udloves. Den er høj!