Noget om et brev til mit yngre jeg

For cirka tre år siden anbefalede solsorten mig at læse en bog, der hedder ’Brev til mit yngre jeg’. På det tidspunkt var jeg sådan lidt vaklende i det, og jeg tror, hun kunne fornemme, at jeg trængte til en form for bogstøtte, der mindede mig om, at alting nok skulle gå. Bogen er kort fortalt en lang række breve, som en lang række kvinder har skrevet til en yngre version af dem selv. For at forsøge at gøre dem klogere på den fremtid, der venter.

Jeg fik aldrig læst bogen dengang, hvor jeg havde allermest brug for at læse den. Men for kort tid siden fandt jeg den helt tilfældigt i den form for antikvariat, som jeg virkelig håber også findes, når mit yngre jeg bliver rigtig godt og grundigt gammel. Jeg er lige blevet færdig med den. Og jeg kan godt forstå, hvorfor solsorten tænkte, at den havde været god for mig, dengang jeg havde for travlt med at fare vild i verden til at tænke på at læse mig klogere på livet.

Jeg fik helt lyst til selv at skrive et brev til mig selv i den version, jeg var for tre år siden. Eller for ti år siden. Eller dengang min krop var barn. Måske skriver jeg det brev inden længe. Men indtil videre vil jeg bare dvæle lidt ved den her film, musvitten fandt for nylig. For den opsummere i virkeligheden bogens budskaber på den fineste måde.

PS: Ja, jeg tudede første gang, jeg så den (og anden gang …)

Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Noget om noget der går op

Nogle gange går ting bare op på så fin vis, at det næsten er for godt til at være sandt.

Storebjørn har fortalt, at fyren, som skulle lave den første præcise udregning af, hvor højt Mount Everest er, nåede frem til et tal, der var så rundt og flot med tre nuller i enden, at han blev nødt til at lægge et par ekstra meter eller fod eller hvad-ved-jeg oveni, fordi han var bange for, at folk ellers ville tro, at han havde løjet sig til det pæne resultat. Så det mest præcise tal blev i virkeligheden upræcist, for at folk skulle tro på, at det nu også var helt præcist.

I går nåede jeg frem til et lige så smukt resultat, og set i lyset af bjerghistorien vil jeg undlade at lyve, men i stedet blære mig med, at der er præcis 100 skridt fra mit nye kontor til den Trykke Bar. Muligvis kun 72 bjørneskridt, men 100 af mine helt egne af slagsen.

Jeg lavede opmålingen på vej ned for at drikke mine flyttesmerter væk. Da jeg nåede til den anden (eller var det femte) fadøl, filosoferede jeg højlydt over, at der nu er flyttet en pige ind i min lejlighed, som jeg har skiftet ble på. Det imponerede ikke storebjørn voldsomt. Han svarede bare, at det så måske var på tide, at hun lærte at gå på toilettet. (Til lillesøs’ forsvar vil jeg gerne understrege, at hun altså lærte at tisse selv for flere år siden).

Musvitten skiftede emne og spurgte, hvilken karakter fra Matador, jeg bedst kan lide. Det spørgsmål var så svært, at tankens kraft fik mig til at lave et siddende rullefald helt ned på fortovet. Jeg aner ikke, hvad der skete, men det lykkedes mig at hive to stole med i faldet og smadre begge knæ plus en enkelt albue. Jeg spildte dog ikke en eneste dråbe af den drink, jeg havde i hånden.

Dét imponerede til gengæld mit publikum. Og jeg blev helt rolig ved tanken om, at lige meget hvor mange forandringer, der sker lige nu, bliver alt okay, fordi jeg helt instinktivt passer bedst på det, der er vigtigst for mig. Og så skal alting nok gå op i en højere enhed.

20140803-231748-83868727.jpg

Noget om hvordan mit liv ikke blev

Midt i projekt ryd-op-i-eget-liv fandt jeg en gammel, dansk stil, som jeg skrev, da jeg var 14. Den handlede om mit liv om 15-20 år. Altså handlede den om, hvordan jeg forestillede mig, at mit liv ville være lige nu. Som 14-årige befandt jeg mig i limbo-perioden mellem at være drømmebarn, som tror, alt kan lade sig gøre, og drømme(wannabe)voksen, som har indset, at der findes grænser, men alligevel insisterer på at forsøge at sprænge dem.

Den 14-årige Skudamuda var blevet smittet med noget konformt. Ifølge hende, så har jeg i dag to børn med de populære to års mellemrum. En dreng og en pige, selvfølgelig. Jeg har et hus i forstæderne, og så spiller jeg tennis med min mand, Karsten, som jeg blev gift med, da jeg var 24.

24!!! Da jeg var 24, var jeg ikke i stand til meget mere end at knytte mig til min favoritstol på Trykbar for en enkelt fredag nat. Det tætteste, jeg var kommet på et fast forhold, var et par måneders intens sommerflirt, som kun varede så længe, fordi jeg var væk fra byen det meste af tiden og ingen af os derfor havde de vilde muligheder for at slutte det.

Jeg har én gang i mit liv rørt en tennisketcher og konstateret, at jeg syntes, den var alt for tung, så den kommer jeg nok heller aldrig til at samle op igen. Til gengæld foreslog solsorten forleden, at jeg skulle anskaffe mig stangtennis til mit kommende kontor (mere om det meget snart), men jeg tvivler på, den 14-årige ville kategorisere det som en form for voksenseriøsitet. Specielt ikke fordi det var tænkt som en slags fredagsbarsdrukleg.

Så er der det med Karsten og et hus i provinsen og de to perfekte børn (musvitten grinede meget af, at jeg tydeligvis havde valgt det mest voksenmandsagtige navn, jeg kunne støve op, fordi jeg vel havde forestillet mig, at jeg skulle finde sådan en meget seriøs mand, som kunne tage sig af mig). Beklager, 14-årige mig, men jeg er bange for, at jeg også her kommer til at skuffe dig. På alle tre punkter. For ser du, efter dig kom der en 17-årig provinsrebel, der læste Simone de Beauvoir som sin bibel og proklamerede, at hun var færdig med mænd (det var en meget kort karriere, skulle jeg hilse og sige. Heldigvis sagde jeg aldrig noget om, at jeg var færdig med giraffer). Senere kom en 21-årig storbydrømmer, der ofrede en stor del af bankens guldbarre på at æde verden og opdage, at hun fik klaustrofobi ved tanken om en dag at skulle bindes op på et dyrt forstadshus. Og senere endnu kom en 29-årig frihedselsker, som endelig tog sig sammen til at forsøge at forklare sin søde, bekymrede mormor, at selvom hun mener, børn er meningen med livet, så er det ikke nødvendigvis meningen med alles liv.

Så kære 14-årige mig. Jeg ved godt, du havde forestillet dig, tingene skulle se lidt anderledes ud nu. Og jeg ved, at jeg muligvis har skuffet dig. Til gengæld har du stadig til gode at lære dig selv at kende og finde ud af, hvad der gør dig glad. Rigtig glad helt ned i maven.

Glæd dig til det. Det bliver lidt forfærdeligt, meget forvirrende og fuldstændig fantastisk!

20140608-094905-35345790.jpg

Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Bittersød erfaringsnote #15

Kære mig selv

Køb aldrig nogensinde en graviditetstest i dit eget kvarter!

Kan aldrig handle i Fakta mere efter ugens ydmygende indkøbsoplevelse. Og nej, jeg er ikke gravid! Tværtimod (hvis man kan bruge det ord om den slags). Men det er musvitten. Hun behøver dog ikke tage testen, for hun ved det allerede. Det er efterhånden også lidt svært at skjule, nu hvor der er to uger, til hun forhåbentlig popper. Testen skulle derimod efter planen bruges som quizpræmie til babyshower.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så pinligt og skamfuldt at købe en skide graviditetstest. Normale og mere velfungerende mennesker forbinder vel en mulig graviditet med noget positivt. Men når det lige pludselig er mig, der skal betale for sådan en fidus, bliver jeg så frygtelig bange for, at jeg ligner en type, som har knaldet vildt og voldsomt med fremmed mandsperson på Crazy Daisys bagtrappe og nu frygter for konsekvenserne af mine dybt uansvarlige, ubeskyttede og yderst perverse handlinger (jeg vil endnu en gang understrege, at det altså IKKE er det, der er sket i mit tilfælde).

Derfor skyndte jeg mig at kamuflere testen nede i kurven, inden jeg tog en ekstra tur rundt i butikken for at finde en halv flaske snaps, som jeg syntes ville være meget passende at krydre præmien med (så vinderen ligesom selv havde mulighed for at vælge mellem mulig baby eller brandert). Efter at have luntet op og ned ad gangene igen og igen med graviditetstestskyldig attitude endte jeg tilbage ved kassen, fordi jeg kom i tanke om, at det jo er der, den hårde alkohol findes (tænk, at jeg kunne glemme det). Jeg nåede dog ikke en gang at at læsse varerne på båndet, før kassepigen klaskede mig på skulderen og råbte til sin kollega i den anden ende af butikken:

‘Jeg har fundet den skyldige. Hun står hernede ved kassen!’

Panikken bredte sig som urin fra en kat. Hvordan havde hun fået øje på testen, som stadig lå så godt skjult i kurven? Hvorfor var jeg pludselig lige så skyldig, som jeg følte mig? Og er det overhovedet okay, at Fakta-medarbejderne invaderer kundernes privatliv på den måde?

Panikken blev hurtigt ført over i en gennemgribende frygt for, at jeg var blevet fanget i noget skjult kamera til en ny version af ‘Det ta’r kun 5 minutter’. Specielt da kassepigen resolut begyndte at hive varerne op ad min kurv i en vældig fart – uden at bede om min tilladelse først. Jeg turde ikke protestere, men stod helt betuttet og skammede mig, mens jeg håbede på hurtig syndsforladelse. Lige indtil det gik op for mig, hvad der egentlig skete. Kassepigen fandt nemlig frem til en spruttende colaflaske i kurven og pegede på det snaskede, brune spor, jeg havde sat i hele butikken op og ned ad gangene i min jagt på den halve flaske snaps.

‘Det ser ud til, at du er utæt,’ grinede hun højt. Alt for højt.

Jeg ville meget gerne grine med, men skammens ulidelige tyngde forhindrede det. Så i stedet luskede jeg så diskret som muligt ned og hentede en ny cola og tilbage til kassen igen-igen, hvor jeg troede, at de værste pinligheder var overstået. Men så kastede Nemesis endnu en gang en våd klud i ansigtet på mig, mens kassepigen holdt graviditetstesten op til frit skue for hele butikken og sagde: ‘Så krydser vi da bare rigtig meget fingre for et positivt resultat’.

Behøver jeg at sige, at jeg droppede at bede om den halve flaske snaps? For helvede, hvor jeg dog bare elsker mit liv!

tyskerautomat

Noget om babydrømmerier

Jeg er virussløj. Det bliver jeg som regel, når jeg har ferie, og det er jo super arbejdsgiverfint, fordi jeg kan bruge min fritid på at dandere den i sengen med dåsecolaer og fire timers middagsmorfædre. Knap så fint, fordi jeg egentlig havde vilde planer om at starte det helt store træningsprogram i går. Med løbeture og armbøjninger og alt det dyre. Det må jeg desværre skifte ud med total afslapningsudsplatning under dynen. Pisse ærgerligt, altså. Jeg har endda åbnet en bog. Sådan en rigtig en på flere hundrede sider, som jeg plejede at kværne på halvandet døgn i de gode, gamle dage. Hvad skal det dog ikke blive til?

En af sideeffekterne ved at være lidt feberagtig er, at jeg drømmer endnu vildere, end jeg plejer (ja, det kan rent faktisk godt lade sig gøre). Lige nu forsøger jeg derfor at komme mig over netop afsluttet drøm, hvor jeg som en slags blød intro startede med at være i åben kamp med min nabo, fordi han forsøgte sig med et friskt, fysisk overgreb fra morgenstunden. Umiddelbart efter havnede jeg på Klinik for unge mødre med den gravide musvit, hvor hun skulle have tjekket musvitungens ve og vel inde i maven. Det foregik på den måde, at lægetypen lige hev ungen ud for en kort bemærkning, så baby kunne få lov til at spæne rundt i venteværelset med musvitten lige i hælene (for han var jo stadig i navlestrengssnor). Det syntes den lille laban var en vældig fest, så han skyndte sig at brænde en masse krudt af, mens den stakkels musvit måtte følge med til superungens tempo, hvilket i teorien nok har set lidt absurd ud (ikke mindst fordi de begge var nøgne og indsmurt i blod), men faktisk virkede overraskende naturligt i drømmen, som sluttede med, at starutten (som selvfølgelig sagtens kunne løbe, på trods af at han var minus 23 dage gammel) stoppede op, kiggede smilende på mig og blinkede lumsk, inden lægetypen igen sendte ham ind i musvitmaven, hvor han kunne få lov til at hygge sig de sidste uger inden den rigtige fødsel.

Jeg har hørt, det er normalt, at gravide kvinder drømmer meget fantasifuldt om deres ufødte barn. Men hvis jeg kan få det her ud af en venindes graviditet, tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg skulle døje med af traumatiserende drømmerier, hvis jeg rent faktisk selv bar rundt på en arving. Godt, det ikke er tilfældet! Og godt, der er mange timer, til jeg skal sove igen!

savanneske

Bittersød erfaringsnote #12

Kære mig selv

Hvis du er inviteret til julefrokost i et andet land med 40 mennesker, du ikke kender, og du vil forsøge at gøre et godt førsthåndsindtryk, så er der forskellige ting, du skal prøve at undgå. For eksempel er det en rigtig dum idé at møde op på Øresund station, når bussen kører fra Ørestad station. Det er nemlig meget, meget pinligt at træde ind i en bus fyldt med fremmede mennesker, som har siddet og ventet alt for længe på dig, fordi du lige skulle bruge en halv evighed på at rejse tværs over en lorteø.

Normale typer ville nok forholdsvis hurtigt komme over den slags. For hey, jeg havde jo bare læst forkert i mailen (alle de sytten gange jeg åbnede den for at tjekke, at jeg havde husket tidspunktet rigtigt, fordi der udtrykkeligt stod, at bussen IKKE ventede). Men jeg rystede hele vejen fra Øresund til Ørestad. Og alt for langt ind i Sverige. Ikke kun fordi det var pinligt (meget, meget pinligt), men nok også fordi det fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var så oven på, da jeg kom 25 minutter for tidligt til den forkerte station. Og så langt nede, da jeg alt for sent opdagede, at jeg er en uduelig idiot, som ikke en gang kan finde ud af at læse en skide mail. Heller ikke efter sytten forsøg.

Selvom jeg hverken blev mødt med vilde bebrejdelser eller buh-råb, kunne jeg først begynde at give slip på den dårlige samvittighed, da kaninen i går aftes hev mig ud af min nedsmeltningscentrifuge og spurgte, om den der helt-ude-af-proportioner selvbebrejdelse muligvis bunder i noget andet end en metromisforståelse. Og det gør den jo nok.

En del af det handler tydeligvis om, at jeg er så fandens bange for at gøre noget forkert. Noget, som skuffer og får gode mennesker til at tænke dårlige ting om mig. Og så handler det nok også om, at jeg er helt vildt nervøs for, at jeg muligvis render rundt og tror, at alt er på en bestemt måde, og jeg så lige pludselig finder ud af, at det slet ikke er, som jeg tror, det er. At det, der er helt rigtigt for mig, er helt forkert for andre.

Lige nu tror jeg dog, det er mest rigtigt for mig at arkivere metrostunt i skuffen med alle de andre top utjekkede dumheder, som potentielt set kan udvikle sig til fremtidigt underholdende historier. For der er jo heldigvis ikke noget, der er så skidt for nogen, at det ikke er sjovt for andre …

toiletdiskussion

PS: Apropos ting, der ikke er, som jeg tror, de er, fik jeg tidligere i dag et chok, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle mennesker, der folder deres toiletpapir. Tværtimod er det åbenbart mig, der er mærkelig og ordentlig og anal, for jeg er omgivet af krøllere. Både guldfisken og musvitten og solsorten (musen vandt jeg heldigvis over på min foldede side, selvom han ikke var meget for at indrømme det). Tænk en gang at det skulle overgå mig at være lige ordentlig nok …

Noget om Herman

Jeg har fået en dej. Han hedder Herman. Herman har en sikker plads på listen over de mærkeligste ting, jeg nogensinde har fået. Om 10 dage skal han blive til en kage. Hvis jeg altså passer ordentligt på ham indtil da.

Herman er en kædedej, som solsorten i dag stolt videregav til undulaten, guldfisken, musvitten og mig over en brunchsnak om norske ammefilm, og hvad der ellers rører sig på savannen. Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt afsløre, at vi er et par dyr i den kæde, som ikke ligefrem er surdejstyperne. Det er solsorten vist heller ikke selv. Men i den tid, hun har passet og plejet sin egen dej, er hun kommet til at holde af Herman. Hvilket  hun mente også vil komme til at ske for mig.

Det skaber både glæde og bekymring. For hvad nu hvis jeg knytter mig for meget til den dej, når jeg de næste 10 dage skal passe ham og pleje ham og fordre ham? Er det så overhovedet muligt for en slipgivningsforskrækket type at gøre det af med ham? At futte ham af i en ovn for fulde hammer og oven i købet spise ham bagefter?

Jeg ved det ikke. Muligvis finder jeg heller aldrig ud af det. For solsorten har sandsynligvis ikke tænkt over, at hun har givet Herman videre til en type, som ikke ejer en funktionsdygtig ovn. Så måske bliver Herman den første surdej, som aldrig bliver spist. Måske kommer han bare til at vokse og vokse af al den kærlighed, jeg øser ud over ham, til han til sidst ikke kan være i mit køkken længere.

Hvem ved, hvad der dog bliver af Herman? Fortsættelse følger …

herman

Noget om noget jeg muligvis burde holde i mig

Sarte sjæle bør nok springe dette indlæg over. For det kommer til at handle om brækning. Den slags slap jeg for i rigtig mange år. Som barn kastede jeg næsten aldrig op. Og som teenager var det altid mig, der støttende holdt de andre på panden – ud over mine første to gigantbranderter, hvor jeg efter den anden af slagsen vågnede op inde under bruseren med alt mit tøj på, mens min mor og søster forsøgte at holde mig stående, samtidig med at de prøvede at fange min kat, som jeg havde bræksaliggjort, og som nu var i gang med at afsætte potespor i hele huset (stakkels, lille killing kunne bare godt lide at sove på hovedpuden. Det kunne den sjovt nok ikke efter den oplevelse …)

Så gik der mange år. Måske ti. Og bortset fra et par enkelte uheldige episoder holdt jeg hovedet nogenlunde fri af kummen. Lige indtil musvitten arrangerede melodunte-aften med cocktailpølser i brun-farin-og-baconsvøb og Birthe-kage med rød kjole og drinks lavet på halv Pisang Ambon/halv grums. Og jeg fyldte mig med det hele og lidt til, hvorefter jeg shakede mavecocktailen sammen under en rask omgang skihop i stuen. Så lærte jeg på den hårde måde, hvordan det føles, når man virkelig har det dårligt. Og jeg lærte, hvordan sådan en sjus smager anden gang.

Derefter gik det slag i slag, og nu føles det efterhånden som om, at jeg slet ikke kan holde op igen. Måske er der tale om en form for overkompensering for alle de år, hvor jeg trak kummefrinummer. For der er alt for mange dårlige eksempler alene inden for den seneste måned. Som da jeg måtte undskylde mig selv under festmiddagen i Mexico og kom tilbage ti minutter efter til bemærkningen: ‘Det er på en måde en utrolig voksen tilgang, du har til din brandert, hvis du kaster op undervejs, når du føler, du er blevet for fuld. Du rebooter jo bare. Har du tænkt over det?’ (sagt af samme fyr, som jeg fik med på kummevognen på Filippinerne for et par år siden, hvor jeg udfordrede ham i den anerkende drukdisciplin: Hvem-kan-hurtigst-bunde-flest-ting-uden-alkohol (‘Hej lunken mælk og gul saft og ananasjuice og yoghurt direkte fra bægeret og hele halve liter vand. Velkommen til min mave. Det bliver et kort visit’)).

Jeg følte dog for alvor, det tog overhånd, da jeg sidste weekend ramte kummen igen, fordi jeg var gået lidt for lystigt til musvittens fødselsdagskagekone. For som en kollega forleden så rigtigt påpegede, er det en lille smule foruroligende, hvis jeg kaster op, lige meget hvilken fest man inviterer mig til. Selv til en alkoholfri børnefødselsdag. Men når først man får åbnet for sluserne, du ved …

Gad vide, om der findes en støttegruppe for tangerende, ufrivillige bulimikere?

carlsjr