Noget om at melde sig ud af verden

Jeg fik ros af musvitten i går. Fordi jeg den her uge har været usædvanligt god til ikke at lægge planer. God til at give mig tid til at være alene med mig selv. At sumpe og se serier og skrive og sove og lave alt andet end at forholde mig til verden omkring mig. Det har jeg altid brug for, men jeg glemmer alt for tit at give mig lov til det. For der er jo så meget andet. Så mange mennesker, jeg gerne vil se, og så mange planer, som på snedig vis får sneget sig ind i kalenderen og besætter de dage, som egentlig skulle være tomme. Men det virker bare så fesent at sige nej til en koncert eller en hverdagsrødvinsbrandert eller en omgang fandango med argumentet: ‘Det kan jeg ikke, for der står i min kalender, at jeg skal hjem og hygge mig med mig selv’ (nej, ikke på den måde).

‘Jeg håber ikke, du misforstår det her, men har du altid så mange planer? Du skal jo noget hele tiden’, sagde løven til mig i sidste uge. Hun har kendt mig, siden min krop var barn, og ved derfor også, at jeg altid har vaklet mellem at være meget social og meget isoleret. Derfor kan hun nok bedre end så mange andre se, at der ikke rigtig er balance for tiden.

Men jeg er jo bare omgivet af så mange dejlige mennesker, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg er alt for bange for at gå glip af noget til at kunne finde ud af at sige nej. Og så er jeg nok mest af alt bange for ikke at være der, når jeg burde være der. Ikke at slå til. Ikke at gøre nok. Jeg bliver ved med at drømme, at jeg er tilbage i gymnasiet og får trukket en masse dårlig samvittighed ned over hovedet, fordi jeg bliver skældt ud på grund af for meget fravær. Det var først i morges, det gik op for mig, at det muligvis har noget at gøre med, at jeg helt grundlæggende er afsindigt angst for at være for fraværende. At pjække for meget fra verden og prioritere mig selv for højt.

Så selvom det føles godt at gøre, får jeg alligevel dårlig samvittighed, når jeg som i går aftes hopper i seng klokken 20.30, fordi jeg er for træt til at være tilstede i mit eget hoved. Og så straffer samme hoved mig og giver mig mareridt i en sådan grad, at det eneste, der hjælper, er at stå op og dufte lidt til giraffens badeværelsesskab (han er på feriegræs, så derfor kan jeg ikke være alene med mig selv sammen med ham den her uge. Jeg må nøjes med Go-Go og Tigermis, som heldigvis også er ret så krambare, selvom de er lavet af tøjdyr).

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan finde balancen igen. Måske ville det være lettere, hvis der var en venlig sjæl, som kunne forklare mig, at verden rent faktisk godt kan klare sig uden mig. At jeg sandsynligvis overvurderer vigtigheden af min egen tilstedeværelse en lille smule. Og at jeg muligvis kan gøre verden en tjeneste ved en gang imellem at lade den være i fred, så den også kan få lov til være alene med sig selv …

go-go_og_tigermis

Noget om eksperimenterende føleri

Jeg fik på et tidspunkt at vide af en ven, at jeg er den mest barnlige voksne, han kender. Nogle mener endda, at jeg er endnu mere barnlig end de små typer, som stadig bor i børns kroppe. Jeg vælger at se det som noget positivt – det kan jeg jo lige så godt, når nu det alligevel ikke kan være anderledes.

Netop derfor passer det mig fantastisk godt at være i selskab med børn. Så er det også lidt mere legalt at slippe den-11-årige-pige-inden-i-mig løs, så hun kan te sig tosset og danse fandango. Det fik hun lov til, da den 8-årige var på besøg for nogle uger siden. Jeg stemte for, at vi skulle i Zoo (sjovt nok). Han stemte for Eksperimentarium. Den yngste fik lov til at bestemme, og det hjalp ikke engang, da jeg forsøgte at argumentere for, at jeg er den yngste af sind.

Men nogle gange er det meget godt, at man ikke får sin vilje. For jeg lærte faktisk ret meget den eftermiddag. For eksempel fandt jeg ud af, at jeg overraskende nok er udstyret med familiens største sæt lunger (de indvendige, tydeligvis). Og at jeg ikke kan holde varmen på hænderne og næsen, men til gengæld er jeg varm om hjertet (og røven). Alt sammen info, som er ret nyttigt for en barnligt voksen kropsgøgler.

eksperimentarium

Det, der gjorde størst indtryk på mig den dag, var dog en computer, som viser en rækker forskellige billeder og registrerer, hvad man reagerer følelsesmæssigt stærkest på. Min søster startede. Hun reagerede stærkest på et billede af en baby. Det gav ret god mening. Min mor reagerede stærkest på store, nøgne bryster (det vil jeg helst ikke analysere på). Jeg kæmpede mig igennem et virvar af slanger og skræmmende operationsstuer og kinky, afklædte mænd. Der var masser af stærke sager. Alligevel reagerede jeg mest voldsomt på … bacon.

En lang række af mine fobier havde været repræsenteret på billederne, men ingen frygt kan åbenbart slå min kærlighed til kødverdens syndige konge. Og det er sgu ret fedt at tænke på, at de positive følelser slår de negative, hvis begge kæmper om pladsen. Specielt fordi der, trods min store, uforbeholdne kærlighed til bacon, findes noget i denne verden, som jeg holder endnu mere af …