Noget om bacon og sangria på fad

Jeg har aldrig været på all inclusive-ferie før. Derfor vidste jeg heller ikke, at rejseselskaberne åbenbart er så flinke at indlogere alle danskere på lige linjer, så vi rigtig kan socialisere og glemme, at vi er i det store, farlige udland.

Det er et interessant, antropologisk studie. I dag har jeg for eksempel været så heldig at overhøre følgende samtale mellem to nabokvinder:

“Altså bacon kan de ikke finde ud af at stege andre steder end i Danmark. Sådan er det bare!” 

“Nej da. Men der var kyllingestykker til frokost. Så det var jo altid noget. Nogle kan bedre lide hele kyllinger, men det er jo smag og behag …”

Efter sådan en filosofisk meningsudveksling sætter jeg endnu mere pris på at have landsfæller som naboer, så vi kan komme hinanden ved hele ugen og blive enige om, at alt er meget bedre derhjemme.

Anyways, vigtigst af alt har jeg i dag erfaret, at all inclusive-rejser ikke kun inkluderer mad ad lib og fire forskellige pools plus det løse, men også sangria på fad. Fad, siger jeg saftsusemig!

Livet er smukt, og jeg kommer aldrig hjem …

Noget om onsdagsblues

Jeg bruger størstedelen af min dag på at være sammen med mig selv og ingen andre. Før i tiden, da jeg havde sådan et rigtigt voksenjob, var der gode mennesker overalt, som jeg kunne dele hverdagenes op- og røvture med. Nu er jeg bare mig fra 9 til sådan cirka 17, og det er helt fint meget af tiden. Det skulle det også gerne være, for jeg har selv valgt det. Men nogle gange (i dag for eksempel) kunne det alligevel være rart at have nogle typer omkring mig, som kunne hive lidt opad, når verden presser nedad.

Flere faktorer spillede ind i min røvtur, men jeg vil nøjes med at beskrive kulminationen, som jeg har valgt at kalde ’De fem Bonesspænd’. Det har nemlig været sådan en dag, hvor småbekymringerne fik storhedsvanvid, og verden føltes som en krudtbanan uden egentlig at være det. Sådan en dag, hvor jeg bare havde rigtig ondt af mig selv uden egentlig at have noget decideret belæg for det.

Der er noget, som altid kan hive mig lidt op af selvmedlidenhedshullet. Nemlig ting, der er trygge. Som for eksempel en salat fra Bones. Folk, der ikke er fra provinsen, forstår muligvis ikke hvorfor. Folk, der er fra provinsen, forstår muligvis heller ikke hvorfor. Men jeg kender en håndfuld mennesker, som kender til den sande tryghedsværdi, der findes i netop en salat fra Bones. Og hvis bare de forstår mig, er jeg helt på det rene med, at andre synes, jeg er en tosse.

Derfor besluttede jeg mig for at behandle min onsdagsblues med blandet salatmedicin. Så jeg gik hele den lange vej (7 km ifølge Google) til det mørke Amager med tunge fødder – drevet af tanken om, at alt lige om lidt ville være helt okay, fordi selv den værste blues kan behandles med bacon i krymmelform (som jo er den vigtigste ingrediens i en salat. Det ved alle.) Og så havde de lukket. LUKKET! På trods af at jeg to gange havde tjekket deres åbningstider på nettet for at sikre mig, at de syv kilometer ikke blev gået forgæves.

Jeg var alle former for rasende, skuffet, hysterisk og trist på samme tid. Da alt blev kogt sammen havde jeg faktisk bare virkelig ondt af mig selv, mens jeg stormede tilbage ad Amagerbrogade og halvfældede en bøf med rygmærke foran KFC, fordi jeg syntes, det var unfair, at han tydeligvis lige havde spist sig mæt. Jeg følte mig som den eneste i verden, der kunne forstå mig selv og min følelse af totalt salatsvigt. Indtil jeg så en velkendt skikkelse komme imod mig. Min lillesøs. Som var på vej mod Bones for at købe en salat.

Ja, hun er også fra provinsen, men alligevel er det da ret fascinerende, at verden er sådan indrettet, at vi begge to vælger at være lige der på samme tidspunkt med det samme formål i en by med flere hundrede tusinde mennesker (eller en million? Jeg ved det faktisk ikke og orker ikke at Google mere i dag). Af alle mennesker mødte jeg netop en af de få, som kan forstå, at frustrationen over verdens ondhed engang imellem kan koges ned til manglen på en salat fra Bones. 

Det er sådan set ret fantastisk, synes jeg. Og måske er verden i virkeligheden slet ikke så ond, når der findes en lillesøs, som er klar på at give en krammer sådan en trods alt nogenlunde solrig onsdag på Amagerbrogade.

hoptimist

Noget om festival og bar røv og balancegyser

Tre dage på græs har lært mig:

– at vende potentiel koldgang til øjeblikkelig optur ved at blande lige dele kondivand og gin og hvidvin og vingummi (min krop er mit tempel)

– at lækre, svenske damer altid stønner lummert (hvis jeg var mand, ville det drive mig til vanvid)

– at fællesmadlavning stadig er noget, fanden har skabt (jeg blev presset til det for andet år i træk. Og jeg var rasende!)

– at det bare er sjovere at købe en ramme øl ved siden af to ungersvende i bar røv og bollehår

– at guldfisk også kan tisselet

– at balancere på skuldrene af Storebjørn til årets smukkeste koncert (med hans lange krop og min lange ryg var vi højere end Orange scene. Mindst. Og jeg var verdens lykkeligste i over et minut, indtil bjørnebenene begyndte at ryste)

– at hidse mig gevaldigt op over anmeldere, der hører musik med røven

– at børste tænder i rød saft (undskyld, tandlægetype. Jeg gør det aldrig igen. Måske)

Det har været en fest. Men lige nu er det en mindst lige så stor fest at flade på sofaen, mens den langhalsede er i Netto for at hente nye forsyninger af bacon og cheddar og skub-op-is og energidrik. Som sagt – min krop er i sandhed mit tempel!

orange_feeling

Noget om ikke at blive ældre og klogere

I torsdags fik jeg at vide, at jeg lød skræmmende voksen, da jeg fortalte om mine planer for weekenden.

Til de bekymrede sjæle, der måtte frygte, at også jeg er bukket under og har overgivet mig til et liv i ren fornuft og fordragelighed, kan jeg berolige jer med, at jeg ikke er nået helt så langt (endnu). Min weekend kulminerede nemlig natten til søndag, da mine brandertben knækkede under mig, og jeg efterfølgende sprællede rundt på badeværelsesgulvet i forsøget på at regne ud, hvordan man bedst brækker sig, når man samtidig er blevet ramt af et yderst voldsomt alko-hikkeanfald …

breaking_newsPS: Selvom jeg til hver en tid (og specielt i går) absolut anerkender junkfoods livsnødvendighed, vil jeg alligevel opfordre Domino’s til at slå begrebet “Breaking News” op. Jeg faldt ikke i pizzafælden, men holdt mig i stedet til en beskeden dagsmenu bestående af bacon og brunchpølser med kætter. Og hådågs. Og popcorn. Og Haribo. Og Big Mac. Og pommes. Og Chili Cheese Tops. Man skal aldrig gå ned på snaskede mundgodter. Som man siger …

Noget om bacon i svøb

Efter mange måneders intens irritation over verdens mest voldbrugte tegn, har den mørke side alligevel fået magten over mig: Jeg har lavet mit første hashtag. Men det er altså udelukkende fordi, at hamsteren siger, det kun giver mening at være på Twitter, hvis man rent faktisk anderkender hashtaggets eksistensgrundlag og som minimum kaster et enkelt eller to ud af ærmet en gang imellem.

Så nu er det sket. For at gøre processen så smertefri som overhovedet muligt har jeg dog valgt det sejeste tag af alle. Et billigt trick i håbet om at forhøje mit yderst ynkelige antal af følgere. Hvis du vil give min Twitter-selvtillid et tiltrængt skub i den rigtige retning, findes jeg på @skudamudacom.

bacon

Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

tyveri

Noget om status og singler og kattedamer og kønssygdomme – part II

Jeg har tilsyneladende formået at ryste mit kattedame-image af mig, efter min forholdsstatus på Facebook er blevet opdateret. Det ændrer egentlig ikke så meget i den virkelige verden, men i den virtuelle verden bliver jeg tydeligvis betragtet som en helt spritterny type.

Jeg havde hørt vilde rygter om, at det kunne ske, men regnede alligevel ikke med, at jeg fra den ene dag til den anden blev losset over i den helt modsatte boks og fik skiftet samtlige annoncer med yderst lystige og villige singlefyre ud med det her:

facebookpropaganda

Jeg ved næsten ikke, hvad der ville være det værste, man kunne udsætte mig for – graviditet eller Zumba. I øvrigt synes jeg, det er lige friskt nok af Facebook bare sådan uden videre at gå ud fra, at jeg er med rogn. For med mindre de har været forbi og rode med mit underliv i nattens mulm og mørke, tør jeg godt fastslå, at der ikke er nogen kage i min ovn (i øvrigt virker min ovn jo slet ikke …)

Det er ikke fordi, jeg savner de gamle annoncer, men jeg havde da håbet på en lille forbedring. Måske jeg skulle sende det der internet en venlig opfordring til at begynde at reklamere for relevante ting. Bacon for eksempel. Det ville jo være en vind-vind for både mig og annoncørerne.