Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

tyveri

Bittersød erfaringsnote #1

Hvis du en onsdag aften skulle befinde dig i en situation, hvor du kommer halvberuset hjem til et hus af guld og tænker, det kunne være en knippelgod idé at forsøge at klippe eget hår ved hjælp af sløv saks importeret fra slut-80’erne, kunne du i stedet overveje andre hobbymulighedsafprøvninger med færre fatale konsekvensrisici såsom:

– rengøring af hjem

– udbytterig aftenlæsning (-læning?)

– smugtræning med det hvide rat

– beduftende bespringning af gramsebamse

av_mit_haarPS: Det vokser vel ud igen? Godt, man ikke er typen, der skal til festligt arrangement i morgen (skrev hun med sarkasmen helt ud i fingerspidserne …)

Noget om bestøvet lassofiskeri

Jeg ved ikke, om den altid har været der – grundangsten for at gøre noget forkert. Frygten for at bryde reglerne uden at vide det. Men jeg har i hvert fald meget svært ved at slippe den, og den fylder altid lidt mere, når jeg befinder mig i et land, hvor jeg ikke er helt så godt inde i paragrafferne, som jeg er derhjemme. Specielt i USA, hvor der er så mange regler, som ikke engang min ellers i-bedste-velgående-levende fantasi har fantasi til at gøre sig forestillinger om.

For eksempel har jeg hørt, at det i Tennessee er forbudt at fange fisk med lasso, og at man får en bøde i Pennsylvania, hvis man bliver afsløret i at feje støv ind under gulvtæppet. Og selvom jeg hverken er udstyret med lasso eller kost (og i øvrigt befinder mig i en helt anden stat), kan jeg godt blive panisk angst for, at jeg alligevel pludselig kunne komme til at stå med en lassofanget fisk i hånden oven på et støvbeskjulende gulvtæppe sådan lidt hovsa-agtigt.

Jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke kender alle regler. Specielt lige for tiden. Ellers kunne jeg meget vel være typen, der begrænsede mig selv ved at sidde og spekulere over, om jeg nu er gladere, end politiet tillader, om jeg rykker for hurtigt (sagde hun egentlig det i går?), om jeg er for ærlig, for ivrig – for helt igennem på røven begejstret over, at ting kan være, som jeg altid har håbet, ting kan være.

Og er det i øvrigt ikke noget med, at alt bliver meget mere fantastisk, hvis man tillader sig at leve efter sine egne regler? Det tør jeg i hvert fald godt bestemme nu.

dont_worry

Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende  satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

guldelse

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.