Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

tyveri

Når regnen bare siler ned

I min stue står to store kasser. De indeholder et sted mellem 150 og 200 VHS-bånd (hårdt slag på tasken – jeg orker ikke at fintælle). Kasserne har stået stort set urørt i flere år, end jeg kan tælle til på min venstre hånd (den, der stadig kan høre). Og jeg havde lovet mig selv, at det var i dag, jeg skulle skille mig af med dem. Sortere og smide alt ud på nær få, livsvigtige minder som for eksempel min konfirmationsvideo (en odyssé i én indstilling) eller videobåndet med optagelserne fra filmholdet i 9. klasse. Dengang jeg lavede satireprogram med drengene og spillede vært i tv-programmet ’Dus med dræberslangen’ for efterfølgende at blive besat af en ikke-eksisterende heks ude i en meget farlig skov. Den slags kan man jo ikke smide ud (og hvem ved, en dag møder jeg måske en, som synes, det kunne være sjovt at se).

Så er der de andre optagebånd. En lang række med afsnit af ’Mad About You’. Serien, jeg elskede på grund af Helen Hunt og to linjer i titelmelodien*, og som redede mig igennem utallige regnfulde eftermiddage i München.

Der er båndet med gamle afsnit af Beverly Hills og korte beskrivelser af episoderne (Dylan er syg – Brandon er på disco). Det står med min søsters skrift og er derfor helt sikkert en del af de mange tyvekoster, jeg har raget til mig gennem årene, når jeg virkelig havde brug for dem og vurderede, at de sikkert ikke ville blive savnet (undskyld søs, jeg skal nok aflevere sammen med din ’Jagged Little Pill’-cd).

Der er båndet med Bodilfesten fra år 2000. Tryghedsbåndet, som blev set igen og igen og igen, fordi det er rart at se mennesker blive glade og hyldet for deres præstationer (ligesom det er rart at se Oscar-videoer på Youtube igen og igen og igen).

Og der optagebåndet med titlen ’Dronningen besøger Fredericia 14.9. 2000’. Det, som til en fest for et par år siden ved en stor fejl væltede ud af en af kasserne sammen med en 30-40 andre tilfældige bånd til stor underholdning for mine allerede halvstive gæster. Ja, jeg har et bånd med dronningen. Jeg har aldrig set det og kommer nok heller aldrig til det, men det er de allerførste journalistiske tv-optagelser, jeg var med til at lave, da jeg i 9. klasse var i praktik på TV Syd. Og den slags kan man da ikke skille sig af med. Det kan jeg i hvert fald slet ikke efter i dag, hvor jeg for første gang tog båndet ud af coveret og kunne læse, at min praktikantvejleder, en hyggelig, ældre fuldskægstype, havde skrevet en tilføjelse til titlen: ’Skudamuda og Dronningen mødtes i Fredericia. Det er Dronningen m. hatten’.

Så er der alle de bånd, der ikke står noget på, og hvem tør smide den slags ud? Der er også det, hvor der bare står tre prikker på, og det er Skudamudask teenagesprog for noget meget hemmeligt og vigtigt. Måske endda noget pinligt (og nej, det er ikke porno).

Der er også de uerstattelige bånd. Tre et halvt afsnit af ’Sådan er kvinder’. I det program stiftede jeg bekendtskab med mejsen for første gang (cirka 10 år inden jeg gjorde det i virkeligheden), og af uforklarlige årsager er programmet aldrig blevet udgivet på dvd. Det samme gælder for ‘Lex og Klatten’, men rygterne vil vide, at den er på vej. Martin Brygmann lovede mig i hvert fald for et par år siden, at han ville arbejde på sagen (men det var vist mest for at få mig til at holde op med at græde, efter han lige havde vist mig parken, hvor han skrev ’Strømmen’).

Til sidst er der de rigtige købebånd. Dem er der mange af, og jeg kunne godt bruge tid på at nævne nogle af de seje og lettere intellektuelle titler, der findes i min samling. For tro det eller ej – de er der faktisk. Men eftersom det netop er gået op for mig, at jeg ikke kan stave til intellektuel uden hjælp fra stavekontrollen, vil jeg hellere fokusere på de vigtige. Min første udgave af ’Up Close and Personal’, for eksempel. Det er min hemmelige yndlingsfilm. Den, der er for pinlig at nævne. Sådan en tror jeg, alle har, og dem, der påstår det modsatte, lyver sandsynligvis. Jeg har to dvd-versioner af filmen, men det er jo aldrig det samme som den første, der blev voldset på det grønne pubertetsværelse.

’Love Actually’ har jeg fået dvd-erstattet, men hvad med den film, hvor Hugh Grant ser meget ung ud på coveret. Den som ingen kender? Jeg fik den aldrig set, og den findes garanteret ikke på moderne afspilningsmidler, og hvis den nu er genial (det er den helt sikkert ikke – den ser håbløst dårlig ud), så er det jo en stor fejl at smide den ud.

Til sidst er der de livsvigtige film, som jeg ved, jeg kan købe på dvd, men som jeg ikke har fået fingrene i endnu. ’Lærerinden’, for eksempel. Den skal jeg altid eje. For slet ikke at tale om ’Fucking Åmål’ – filmen, der gav mig lyst til at rende ud og snave den første, den bedste pige bare for at se, om det mon føltes lige så godt, som filmen føltes i 8. klasse (det gjorde det ikke helt, så jeg må tage til takke med stadig at befinde mig i kategorien ’Helt almindelig dødelig heteroseksuel’).

Jeg ville have skrevet et kort indlæg om, at jeg har svært ved at give slip. På mine VHS-bånd. Det har nu taget så lang tid, at jeg heller ikke i dag fik tid til at skille mig af med dem. Og det får jeg nok heller ikke i morgen. Eller dagen efter. Heldigvis!

videovideo

* Tell me all your secrets and I’ll tell you most of mine,
They say nobody’s perfect but it’s really true this time

En pænt uartig pige

Da jeg gik i børnehave, stjal jeg engang en lille ælling af plastik. Jeg har altid været glad for dyre-figurer – specielt de grimme af slagsen. Ællingen var nu slet ikke grim. Den var fin og utrolig populær. Blandt andet blev den brugt til at putte i munden på plastik-flodhesten. Det syntes jeg var synd. Ællingen var det første, jeg nogensinde stjal. Jeg havde ondt i maven hele aftenen og var sikker på, at alle kunne se på, mig, at jeg ikke var andet end en gemen tyv med en plastik-ælling i lommen. Næste morgen lagde jeg den diskret tilbage i legekassen. Der var nok ikke nogen, der havde savnet den, eftersom jeg altid blev hentet som den sidste i børnehaven og afleveret som en af de første (nej, det har ikke traumatiseret mig – tværtimod fik jeg et ret nært forhold til pædagogerne. Og rengøringskonerne. Og der var altid spegepølsemadder i køleskabet). Alligevel blev jeg ved med at have dårlig samvittighed. Det var nok nogenlunde på det tidspunkt, jeg fik placeret mig selv i kategorien ‘pæn pige’.

Ti år senere startede oprøret. Vi havde valgfag i 7. klasse, og jeg var kommet på ‘Uld’-holdet sammen med alle de andre pæne piger. De praktiske piger havde valgt ‘Mig og min cykel’, og de vovede piger havde valgt ‘Drageflyvning’ (senere har jeg fundet ud af, at vi åbenbart havde nogle ret alternative valgfag. Året inden havde vi haft ‘Indianer’, men det var forståeligt nok obligatorisk for alle. Jeg var en haj til bue og pil. Knap så haj til sådan noget med perler). Da vi skulle vælge fag, havde jeg allerede stemplet mig selv som den pæne pige, så der var ikke så meget at rafle om. Uld måtte det blive. Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at de vovede havde det meget sjovere. Det var sjovt nok også ude hos dem, alle de søde drenge var. Inklusiv ham, jeg var håbløst vild med på den der måde, som nyfødte teenagere kan være vilde.

Efter en time med hænderne fulde af uld var jeg så indfedtet i lanolin, at jeg kunne glide hjem. Uden for vinduet kunne jeg se de andre løbe med drager i solen og have det sjovt. Misundelsen var stor, så min veninde, tigeren, og jeg tog en hurtig beslutning og stak af, så snart vores lærer havde hovedet begravet dybt i noget med garn. Sammen med ham den søde fyr (vi kalder ham torsken, selvom han ikke var en torsk-torsk) rendte vi rundt i raps-marken i en halv evighed for længe, mens vi grinede og skvattede og havde en fest. Jeg havde dog glemt at overveje det der med, at raps-marker er gule. Og når man har fjollet rundt i dem, smitter det af på tøjet. Afslørende. Desperat forsøgte vi at vaske det gule af. I hvert fald foran på trøjen, hvor det var mest tydeligt. Torsken kom med en halvfræk kommentar om mine (pubertets)bryster, som jeg stadig kan huske ordret i dag, og jeg tog det som et klart tegn på, at han var lige så vild med mig, som jeg var med ham (jeg tog fejl).

Da tigeren og jeg forsøgte at liste os tilbage til uld-lokalet, blev vi selvfølgelig opdaget. Af vores lærer. Som råbte på mig og lod min veninde trække frinummer. Jeg fik en ordentlig reprimande, og jeg orkede ikke at komme med dårlige undskyldninger, for jeg vidste på forhånd, det blev umuligt at bilde hende ind, at vi bare havde siddet oppe i fællesrummet og kartet. På det tidspunkt var jeg jo både gul og våd og rød i kinderne af teenageflirt – og jeg havde intet kartet uld, jeg kunne bruge som bevis på min ikke-eksisterende uskyld. Jeg havde ellers ikke fået rigtig skældud siden engang i 1. klasse, hvor jeg på den helt hårde måde lærte, at man ikke skal træde på andre for at få det bedre med sig selv. Lige meget hvor mange mindreværdskomplekser, man så har. Men drage-eventyret var hele møgfaldet værd. Det, der undrede mig mest, var dog, at det kun var mig, det gik ud over, mens tigeren stod længere nede ad gangen og grinede. Når det nu faktisk havde været hendes idé at stikke af. Jeg var jo den pæne pige – i hvert fald når man så mig indefra og ud. Men måske så omverdenen noget andet? Og var det nu også så slemt? Var det måske ikke en lille smule fantastisk at turde være en lille smule uartig? Bare en gang imellem? Var det ikke her, festen begyndte? På trods af og fordi det kunne være farligt?

Selvom jeg gerne ville turde alt muligt fra den dag af, kunne jeg godt mærke, at hende den pæne pige ikke var så let at ryste af sig. Så hun blev hængende lidt endnu, mens den mere modige type forsøgte at skubbe hende af pinden. Jeg tror først, det er nu, der er ved at komme balance i de to typer. At jeg tør være uartig, når det gælder, og når det er det værd. For at finde den balance vil nogen nok mene, at jeg er kommet til at overskride grænsen for god opførsel engang i mellem. Det har jeg desværre også selv ment. Så mange af eventyrene er blevet forfulgt af en god portion skam.

For et par måneder siden sad jeg i lufthavnen med guldfisken. Vi skulle til østens sol, men jeg havde svært ved at glæde mig, fordi jeg havde travlt med at skamme mig vildt og voldsomt over nybegåede, forbudte uartigheder og ville ønske, at jeg bare kunne lægge mig op på bagagebåndet og blive sendt i alle mulige retninger til alle mulige verdenshjørner, hvor ingen kendte mig – UDEN returbillet. Da var det, guldfisken (den skønne, hudløst ærlige fisk) sagde de vise ord: ‘Bare tag det roligt. Om et par måneder har du alligevel gjort noget, der er meget værre, og så fylder det her sikkert ikke så meget’. Hun prøvede på at sætte tingene i perspektiv, og det var egentlig virkelig befriende – på den skræmmende måde.

Selvom skammen ikke er min bedste ven, hader jeg den ikke altid helt så meget, som jeg holder af alt det, jeg ikke bør gøre. Der findes dem, der kæmper for at undgå kaos, og så findes der dem, der nægter at gå glip af eventyret. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men jeg vil helst høre til den sidste gruppe. Når jeg siger, at jeg er en pæn pige, plejer store-bjørn at protestere og sige: ‘Nej, du er ikke en pæn pige, du er en flot pige’. Det sidste tror jeg primært, han siger for at massere min selvtillid. Men det er helt fint med mig. Og jeg er i øvrigt ret sikker på, at de sidste lever livet lidt mere end de første.