Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

tyveri

Bittersød erfaringsnote #12

Kære mig selv

Hvis du er inviteret til julefrokost i et andet land med 40 mennesker, du ikke kender, og du vil forsøge at gøre et godt førsthåndsindtryk, så er der forskellige ting, du skal prøve at undgå. For eksempel er det en rigtig dum idé at møde op på Øresund station, når bussen kører fra Ørestad station. Det er nemlig meget, meget pinligt at træde ind i en bus fyldt med fremmede mennesker, som har siddet og ventet alt for længe på dig, fordi du lige skulle bruge en halv evighed på at rejse tværs over en lorteø.

Normale typer ville nok forholdsvis hurtigt komme over den slags. For hey, jeg havde jo bare læst forkert i mailen (alle de sytten gange jeg åbnede den for at tjekke, at jeg havde husket tidspunktet rigtigt, fordi der udtrykkeligt stod, at bussen IKKE ventede). Men jeg rystede hele vejen fra Øresund til Ørestad. Og alt for langt ind i Sverige. Ikke kun fordi det var pinligt (meget, meget pinligt), men nok også fordi det fik mig til at føle, at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var så oven på, da jeg kom 25 minutter for tidligt til den forkerte station. Og så langt nede, da jeg alt for sent opdagede, at jeg er en uduelig idiot, som ikke en gang kan finde ud af at læse en skide mail. Heller ikke efter sytten forsøg.

Selvom jeg hverken blev mødt med vilde bebrejdelser eller buh-råb, kunne jeg først begynde at give slip på den dårlige samvittighed, da kaninen i går aftes hev mig ud af min nedsmeltningscentrifuge og spurgte, om den der helt-ude-af-proportioner selvbebrejdelse muligvis bunder i noget andet end en metromisforståelse. Og det gør den jo nok.

En del af det handler tydeligvis om, at jeg er så fandens bange for at gøre noget forkert. Noget, som skuffer og får gode mennesker til at tænke dårlige ting om mig. Og så handler det nok også om, at jeg er helt vildt nervøs for, at jeg muligvis render rundt og tror, at alt er på en bestemt måde, og jeg så lige pludselig finder ud af, at det slet ikke er, som jeg tror, det er. At det, der er helt rigtigt for mig, er helt forkert for andre.

Lige nu tror jeg dog, det er mest rigtigt for mig at arkivere metrostunt i skuffen med alle de andre top utjekkede dumheder, som potentielt set kan udvikle sig til fremtidigt underholdende historier. For der er jo heldigvis ikke noget, der er så skidt for nogen, at det ikke er sjovt for andre …

toiletdiskussion

PS: Apropos ting, der ikke er, som jeg tror, de er, fik jeg tidligere i dag et chok, da jeg fandt ud af, at det ikke er alle mennesker, der folder deres toiletpapir. Tværtimod er det åbenbart mig, der er mærkelig og ordentlig og anal, for jeg er omgivet af krøllere. Både guldfisken og musvitten og solsorten (musen vandt jeg heldigvis over på min foldede side, selvom han ikke var meget for at indrømme det). Tænk en gang at det skulle overgå mig at være lige ordentlig nok …

Noget om elefanter

Bufferbøssen er blevet opgraderet efter familiebesøg. Den 8-årige og den 10-årige efterlod nemlig en gave, som er så sej, at den for alt i verden skal bruges. Og da jeg ikke ejer en levende potteplante, måtte jeg tænke kreativt. Heldigvis viser det sig, at den gamle bufferbøsse bugnede så voldsomt, at den trængte til en udbygning (hvem skulle have troet, at jeg rent faktisk har opført mig økonomisk fornuftigt). Så jeg flyttede min mindre formue på 1577,50 kroner over i en neonudgave af det vigtigste dyr i min verden.

Der er mange grunde til, at jeg er så forelsket i elefanterne. Hvis du nogensinde har set en elefantunge* gøgle rundt med slatten snabel på stabile ben, forstår du det nok allerede. Derudover symboliserer det seje snabeldyr på én gang styrke, loyalitet, følsomhed, beskyttertrang og tålmodighed. Og så minder det mig om en meget vigtig person, som ikke er her mere. Min bedstemor.

Min bedstemor samlede på små elefantfigurer fra hele verden. De stod i den store reol, og jeg kiggede på dem, hver gang jeg besøgte hende. Studerede dem og vurderede dem og beundrede dem allesammen. Der var tit nye eksemplarer hjembragt af familiemedlemmer med helt friske historier. Men jeg kunne bedst lide de gamle. Dem med de ældste og vigtigste historier. Specielt den allerældste. Den var hvid og flot og tung, når jeg holdt den i mine rystende hænder, mens bedstemor kiggede på mig med et kærligt bestemt blik, som konstant mindede mig om, at jeg skulle passe på den og beskytte den, fordi den var vigtig. Så jeg spændte de spæde børnemuller og sørgede for, at den aldrig havnede på gulvet. Og hvis jeg var rigtig heldig, fortalte bedstemor mig historien om, hvordan hun havde fået den, og hvorfor netop den elefant var den bedste.

Da hun døde, var der kun én ting, jeg gerne ville arve, og jeg fik den hvide elefant. Den stod i min vindueskarm i mange år og mindede mig om alle de værdier, som den repræsenterede, og som jeg forsøgte at suge til mig. Og jeg passede altid på. Indtil jeg en dag var uforsigtig. Og ramte elefanten med støvsugerstangen, så den røg på gulvet, og snablen blev amputeret fra kroppen. Da jeg opdagede, hvad der var sket, føltes det som om, jeg havde tabt et spædbarn. Og jeg følte samtidig bedstemors blik oppe fra himlen et sted, hvor jeg i min naive barnetro stadig tror, at hun sidder. Jeg gik i panik, og i stedet for at tænke på, hvad jeg kunne gøre for at reparere den, skyndte jeg mig i ren benægtelse af situationen at proppe den ind i mit rodeskab, hvorefter de to dele havnede i en kasse, som vist står på loftet.

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg kunne være så uforsigtig og skade noget, der betyder så meget for mig. Også selvom det handlede om en død ting. Og lige nu har jeg en afsindig trang til at gå på jagt efter de to dele på loftet og sætte dem sammen til én, så der kan komme orden i kaos. Problemet er bare, at jeg ikke tør gå op på loftet alene. Måske jeg ved lejlighed skulle forsøge at lokke en langhalset type med op og finde den, så alt bliver godt igen …

neonelefant

* Apropos elefantunger sendte giraffen mig for nylig det her, som trykkede på hele følelsesregristret samtidig.