Noget om livets store uretfærdigheder

Der findes uudholdelig frustration, og så findes der det, som er endnu værre. Den slags ubegribelige uretfærdigheder, der er så frygtelige, at det er svært at sætte ord på katastrofens omfang.

Som da jeg oven på rørende loftgenforening under projekt livsoprydning endelig kunne hellige mig spilledrengen over alle spilledrenge efter alt for lang tids adskillelse. Det hele var fryd og fede tider, indtil jeg nåede bane tre i Super Mario Land, og maskinen pludselig genstartede og kastede mig helt tilbage til første bane. Jeg gik i panik. Tænkte, det måtte være en grusom fejl. Brugte to timer og en DR1-dokumentar på at falde ned igen. Og så kastede jeg mig ud i endnu et forsøg. Med succes. Nåede bane fire og videre til bane fem i bedste mesterspillerstil. Og så skete det igen. Fordømt, fordømt, fordømt!!!

Det, der skulle have været en smuk genforeningstur ned ad mindevejen, endte på tragisk vis med sort skærm og skrig og skrål. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her???

Fuck dig, verden. Jeg går i seng!

20140618-221323-80003377.jpg
PS: Jeg vil gerne sende en dybfølt undskyldning til den 9-årige og den 10-årige. Jeg ved godt, jeg lovede at aflevere jeres maskine tilbage, så snart jeg fandt den på loftet. Og jeg ved også godt, at jeg havde muligheden for det i weekenden, men bevidst valgte at forpasse den. Den 11-årige-pige-inden-i-mig skammer sig og skylder en omgang med sofavand og syntetslik …

Noget om en langhalset heltetype

Der findes helte, som på dramatisk vis kaster sig ud foran kørertøjer i fulde fart for at skubbe gamle kællinger i sikkerhed, og som tager både kugler og snebolde for at skåne fremmede folk fra at blive ramt af noget ubehageligt. Og der findes helte, som slukker ildebrande med de bareste næver for at redde piphanser og andre lodne kræ. Men i min verden findes der én helt, som er meget vigtigere end alle de andre tilsammen.

Det er ham, som får hevet mig ud af hysterisk, panisk og stortudende anfald af fremtidsfrygt og slipgivningsangst ved at spørge, om jeg trænger til noget massage. Og som efterfølgende bruger sin weekend på at afkode mine fremtidsfantasier for at kunne modellere dem, til de ligner noget realistisk.

Det er ham, som forærer mig en lang jakke, der kan afværge katastrofalt pinlig scene, hvis mine gamle, trofaste bukser pludselig (og i øvrigt alt, alt for højlydt) skulle vælge at sprække i skridtet ved kassen i Kvickly,

Det er ham, som hver morgen formår at få mig til at grine med lyd på, inden jeg vælter ud af sengen. Selv på en mandag.

Og så er det i øvrigt også ham, som gider bruge to timer af sin fredag aften på at trave Malmøs gader tynde for at finde byens bedste godisbutik. Og som bestemt ikke synes, at to kilo syntetslik er i overkanten.

godis

Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!

tyveri

Noget om Nemesis

Indrømmet, jeg var skeptisk grænsende til det hånlige, da kollegerne begyndte at pive over sådan en smule storm først på eftermiddagen. Hey, jeg er fra Jylland. Der kender vi en storm, når vi mærker den, and this ain’t one of them, fætter purløg. Så mens de andre begyndte at pakke stormfrugterne, sad jeg stædigt og arbejdede videre. Og syntes egentligt, det hele var meget festligt. Lige indtil taget begyndte at blæse af bygningen overfor. Så begyndte jeg alligevel at overveje at lette røven. Og tage hamsteren under armen, selvom hun insisterede på, at hun blev nødt til at arbejde videre. Men jeg havde da ikke mere travlt, end at vi lige kunne slå et smut forbi bageren, så jeg kunne købe boller med til planlagt flæskestegssandwichfestmåltid med giraffen. Dog blev jeg en lille smule bekymret over, at fortovet var blevet udskiftet med et lag af smadrede tagsten.

Men jeg fik handlet, og vi kæmpede os ned i metroen og fik på mirakuløs vis et sæde. Helt forrest godt nok, hvilket ikke var noget problem, indtil hamsteren sagde, at hun altid undgik at sidde der, fordi hun forstillede sig sådan et flammehav komme mod metroen ligesom på film. Hvorefter hun tilføjede et ‘Gud nej, sådan noget skal jeg jo ikke sige til dig!’ Og efterlod mig alene tilbage i en nu propfyldt vogn, da vi nåede hendes station. Jeg forsøgte at tænke på min vejrtrækning og ignorere, at toget kun bevægede sig frem i korte ryk. Indtil det holdt helt stille. Midt i tunnellen. SÅ gik jeg i panik. Med brun bollepose på låret og en fremmed kvinde ved min side begyndte jeg at hyperventilere og kunne ikke fokusere på andet end det faktum, at jeg ikke kunne få vejret, og at mine bukser strammede (hvilket jeg, hvis ret skal være ret, desværre ikke udelukkende kan give vejret skylden for). Og så tænkte jeg på, om jeg mon havde nået at sige ‘Vi ses‘ til giraffen (meget, meget vigtigt). Klaustrofobien og neuroserne kæmpede en rimelig jævnbyrdig kamp om min opmærksomhed, mens barnet bag mig sad og tog det hele så satans cool, at jeg fik lyst til at pande ham én, bare for at skabe lidt balance og lære ham, at livet er hårdt.

Men jeg gjorde det ikke. I stedet forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at jeg muligvis overdrev en lille bitte smule. Og pludselig kørte vi. Og ramte en station. Og en metromedarbejder kom ind og pillede ved pulten, så vi kunne køre endnu længere og se lyset for enden af tunnellen, som nu var blevet mørkt, fordi der var gået så lang tid.

Og S-togene holdt stille, så jeg måtte gå det sidste stykke vej gennem parken, drevet af logikken som hedder, at der ikke var nogen tagsten, jeg kunne få i hovedet. Jeg havde bare glemt at tage højde for, at træer også afstøder grene i ny og næ. Som gør rimelig niller at få i hovedet med den vindstyrke. Det gør blade i øvrigt også, skulle jeg hilse og sige. Så jeg gik helt alene i mørket og råbte ‘Av for helvede!’, selvom det føltes en lille smule åndssvagt og nyttesløst, når jeg ikke engang selv kunne høre det på grund af blæsten. Og jeg forcerede et væltet træ og noget vejarbejde, men har muligvis aflivet mine støvler på vejen. Og jeg kom hjem i varmen med krop og boller i behold og en sjæl, som sikkert hurtigt kan lappes. Og jeg lærte min lektie, thi Nemesis er stadig en tøjte.

Og nu skal jeg spise flæskestegssandwich sammen med en langhalset type, som lige er kommet ind ad døren, og så er alt alligevel skide godt …

metrobolleposepanik

Ordet er skidt

Jeg har allerede skrevet om de gode ord. Dem er der mange af. Men de dårlige findes også. ’Fnat’ for eksempel. Det lyder bare ikke særlig indbydende. Øverst på min liste over dårlige ord findes ’afsked’. Det er frygteligt og burde aldrig bruges (med mindre man altså tager afsked med noget frygteligt. Så er det helt okay). Ordet i sig selv lyder jo som noget, der burde foregå på toilettet. Og betydningen er endnu værre.

Dengang min krop var barn, var min værste frygt ikke at dø. Det var at skulle sige farvel til dem, jeg holder af. Jeg opdyrkede meget hurtigt en neurose, som tvang mig til at sige ’Vi ses’ til alle, for ellers kunne det være, vi aldrig skulle ses igen. Jeg kunne gå helt i panik, hvis jeg havde glemt at sige det, og så måtte jeg i stedet sige det meget hurtigt inde i mit hoved fire eller 16 gange (afhængigt af vigtigheden).

Så kom alle de andre tvangstanker, der skulle sørge for at holde orden på verden. De er der altid en lille smule. Nogle perioder værre end andre. Jeg tjekker altid mit komfur flere gange, inden jeg tager hjemmefra. I fredags blev jeg nødt til at smutte tilbage op til fjerde, låse mig ind i lejligheden og tjekke det en ekstra gang. Så er det slemt.

Da jeg lidt senere gik over Knippelsbro i mørke, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at et eller andet var galt hos nogen, jeg holder af. Jeg anede ikke, hvad det skulle være, men følelsen var så stærk, at jeg blev fuldstændig handlingslammet. Jeg kunne ikke andet end at sætte mig nede ved havnen og græde uhæmmet (og forhåbentlig uden grund). De kommer engang imellem, panikanfaldene. Og de er heldigvis affødt af noget positivt – nemlig at jeg har nogen i mit liv, som jeg holder afsindigt meget af, og jeg derfor er frygtelig bange for, at jeg på et tidspunkt bliver tvunget til at tage afsked med dem.

Der var ikke noget specifikt, som havde fremprovokeret følelsen, men når den først er der, er den svær at slippe igen. En clairvoyant type fortalte mig engang, at jeg har clairvoyante evner, og at jeg selv kan bestemme, om jeg vil bruge dem. Det syntes jeg lød ret tosset og langt ude, men i de situationer, hvor jeg bliver bange, kommer jeg til at tænke på det igen. For hvad nu hvis hun havde ret, og mine helt-uden-grund-fornemmelser opstår på grund af en eller anden overnaturlig evne til at forudse ting? (Når først tanketoget futter, er der faktisk slet ingen grænser for, hvor meget indflydelse jeg kan have på andres liv. Alt er på en eller anden måde min skyld. Og jeg tager al skylden på mig, thi mit mellemnavn er Kristus. Intet mindre …)

Jeg var fuldstændig handlingslammet og kunne ikke engang tage mig sammen til at gå de hundrede meter ned til den bar, hvor jeg havde en aftale med gamle kolleger og nye øl. Men lidt efter lidt blev det bedre – ikke mindst afhjulpet af en tommelopbesked fra giraffen, som meldte alt okay på savannen, telefonisk førstehjælp fra kaninen og brede mejseskuldre på brun beværtning (da jeg endelig fik taget mig sammen til at dukke op).

Jeg var vildt frustreret over, at jeg ikke kunne forklare, hvad der var galt. Det ville være så meget lettere, hvis jeg havde fået et slag med en kæp eller havde fået lus. Men jeg er glad for, at jeg nu tør indrømme, at jeg kan få det sådan. For det gør det meget lettere at blive god igen hurtigt og nyde alt det gode, som jeg frygter afskeden med, netop fordi det er så skide godt.

kiss_and_goodbye

Fingrene fra mine Gajoler!

‘Chefen har byttet om på dine Gajoler’, sagde en venlig sjæl til mig for nogle dage siden (og her er der tale om de Gajoler, man putter i munden (dem, man putter i munden og sluger, altså)).

Jeg gik i panik, og alle mine neuroser stod i fuldt flor, indtil jeg nåede mit skrivebord og kunne konstatere, at pakkerne stod pænt på lige række i farveorden – nøjagtigt som tvangstankerne dikterer det.

Men jeg burde have stolet på den venlige stikker, burde jeg. For da jeg i dag sad og sorterede lidt i Gajolerne, opdagede jeg til min store skræk, at ombytningen var sket inde i pakkerne. Bubbi-bjørn havde puttet de hvide Gajoler i den gule pakke. Og sådan har de stået i flere dage, uden jeg har vidst det. Skandale!

I al den tid har jeg slet ikke været klar over, at jeg skulle bekymre mig over, at der var uorden i ordenen. Og ja, jeg burde måske lære noget af, at jeg i mellemtiden hverken er blevet kvalt i en cheeseburger eller er kommet til at slå nogen ihjel ved et uheld (eller ved et held), og det derfor muligvis er ligegyldigt, om Gajolerne skifter æske. Alligevel kunne jeg slet ikke koncentrere mig, før der igen var styr på dutterne. Som da vanddyret forleden drillede mig på Jaguaren ved at stille to ølflasker op ad hinanden, og jeg måtte fortælle ham, at det var fint nok, men at han ikke skulle regne med, jeg havde overskud til at tale med ham, før han flyttede flaskerne fra hinanden igen.

En eller anden dag burde jeg måske investere nogle flere penge i at få ryddet lidt ud i al den orden i mit hoved. Men hvad så? Hvad hvis en klog type virkelig får mig overbevist om, at jeg slet ikke behøver alle de regler? Og jeg så bliver normal. Og overmodig. Og bryder reglerne. Og det så går galt, fordi der alligevel var en mening med tvangstankerne. Hvad så?

UH, siger jeg bare (og det er ikke på den gode måde …)

gajolbeviser

Det var mig der ikke gjorde det

Min revisor ringede til mig. For to uger siden. Og sagde, at jeg skulle sende mine bilag til ham. Det har jeg ikke gjort endnu. Jeg ved ikke helt, hvilke bilag han refererede til, men jeg turde ikke at spørge. Sidst, jeg spurgte ham om noget, blev jeg nødt til at bede ham om at tale til mig, som om jeg var fem år gammel. Han kvitterede ved at gentage sætninger som ‘beskatningsrater under virksomhedsordningens gældende regler inden for lovgivningen omkring selvstændig virksomhedsdrift’. Jeg blev bange. Og er det stadig. Fordi jeg ikke har sendt ham det, jeg ikke ved, hvad er, som han gerne vil have. Det får mig til at frygte, at jeg er blevet placeret allerøverst på revisorernes samlede sorte liste over umulige og ulydige store og små fisk.

I min verden er en revisor en form for autoritet. Autoriteter er jeg helt grundlæggende angst for. De får mig altid til at føle, at jeg har gjort noget galt. Det falder mig slet ikke ind, at revisorer rent faktisk tjener penge på folk som mig, og at det er deres job at hjælpe mig. Bankrådgivere er endnu værre. Sidst min bankrådgiver ringede og skældte mig ud på grund af overtræk, blev jeg så bange, at jeg sendte ham en lang mail, hvor jeg fortalte løst og fast om mit liv, mine problemer, og alt det der gjorde tilværelsen kompliceret for en halvneurotisk, hel-spekulerende type med et afsindigt neonforbrug og et muligvis lidt for højt alkoholforbrug. Sådan en type, som i øvrigt var single på nogen-og-tyvende år og derfor alene skulle stå for alle, ALLE, udgifter. Også udgifterne til de kanaler i tv-pakken, som det faktisk kun er kærestetyper, der ser. For eksempel. Eller noget. Kort tid efter fik jeg et brev om, at jeg havde fået en ny bankrådgiver. En ung kvinde.

Der findes dog autoriteter, der er endnu mere farlige end både revisor-type og bankrådgiver-type. Toldvæsen-type for eksempel. Jeg kan ikke forlade en lufthavn uden at se mistænkeligt skyldig ud. På trods af at jeg aldrig kunne finde på at smugle så meget som et par pink plyshåndjern (modsat andre, jeg muligvis kender). Engang blev jeg hevet ind til tjek. I Norge. Ingen burde frygte en nordmand. De kan jo ikke råbe. Og jeg er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet har fængsler deroppe. Alligevel var jeg lige ved at begynde at græde. Og det blev mere kritisk, da toldvæsen-type krævede en forklaring på, hvorfor jeg havde kufferten fuld af brugt undertøj – på udrejsen. Endnu værre var det, da jeg blev stoppet i tolden i Frankrig og til offentlig skue fik vendt bunden i vejret på min taske, som indeholdte 17 kondomer og 11 pakker glidecreme af mærket ‘Københavns Kommune’. Fransk toldvæsen-type kunne umuligt have forståelse for, at varerne mod min viden var blevet placeret der en morgen klokken cirka 6.13 på Cosy, hvor guldfisken og tusindbenet syntes, det var en rigtig god idé at fylde alle de små, hemmelige rum i tasken med en form for overraskelses-gaver. Jeg fik dog lov at gå uden videre tiltale, selvom jeg først uskyldigt havde påstået, at jeg bestemt ikke havde nogen former for væske med. Toldvæsen-typen lignede mest en, der havde ondt af mig, fordi jeg tilsyneladende havde haft en noget mindre aktiv ferie, end jeg havde håbet på.

Et sted midt imellem de tre findes parkeringsvagt-typen. Jeg sniger mig om hjørnerne, hver gang jeg ser en. Specielt efter de har fået de nye, endnu-mere-autoritære uniformer. Fik jeg sagt, at jeg aldrig har ejet en bil? Måske jeg en dag skulle prøve at analysere lidt på, om den der irrationelle skyldfølelse muligvis bunder i noget dybere.