Noget om at stjæle

For nogle uger siden fandt jeg en hundredekroneseddel i en indkøbskurv i Netto. Jeg kom ind i butikken og nåede at snuppe kurven med sedlen i, inden jeg havde overvejet konsekvenserne. For nu stod jeg jo pludselig i et frygteligt dilemma. Skulle jeg beholde sedlen eller aflevere den til en medarbejder i butikken? Spørgsmålet bankede rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte bankede endnu højere af frygt for, om jeg mon blev overvåget. Om jeg var blevet fanget i en eller anden tv-test, der handlede om ærlighed vs. grådighed.

I ren panik begyndte jeg at fylde alverdens varer i kurven, så jeg hurtigt som en Ninja kunne dække sedlen – også den slags varer, som jeg egentlig slet ikke havde planer om at købe. Men når jeg nu hurtigst muligt skulle skjule bevismaterialet, var midlet til målet ikke afgørende. Og i øvrigt kan man jo altid bruge to pakker impulsbacon.

Da jeg kom op til kassen, tog jeg en rask beslutning. Jeg læssede varerne op på båndet og stak diskret sedlen i pungen. For en sikkerheds skyld lavede jeg et lille overraskelsesansigtsudtryk, da den kom til syne i bunden af kurven. I tilfælde af, at jeg virkelig blev video-overvåget, altså. Så kunne jeg jo altid argumentere for, at jeg først så sedlen ved kassen og derfor var af den overbevisning, at det var min egen seddel, som var havnet i kurven sådan lidt hovsa-agtigt.

Beslutningen om at beholde skatten blev truffet efter en grundig afvejning, som endte med den konlusion, at hvis jeg selv havde glemt hundrede kroner i Netto, ville jeg hellere have, en tilfældig kunde skulle have glæde af dem, end at Netto skulle. Jeg undlod dog at betale med den. Det syntes jeg ville være for groft.

Alligevel havde jeg dårlig samvittighed bagefter. I flere dage. Fordi jeg følte mig som en tyv. Først alt for sent indså jeg, at den helt rette løsning nok havde været at give sedlen til en hjemløs. Så var alle forhåbentlig glade. Men på det tidspunkt havde jeg desværre allerede brugt pengene på øl. Jeg konfererede med musen, som mente, at den femmer, jeg havde tilbage i min lomme, også ville gøre en hjemløs godt. Så jeg besluttede mig for, at jeg nu altid skal sørge for at have mønter i min lomme, jeg kan give. En slags afladsskilling, vel egentlig. Problemet er bare, at jeg lige siden slet ikke har mødt én eneste hjemløs, som har bedt om en mønt. Og jeg har ellers sørget for at lufte min klirrende dårlige samvittighed på diverse torve og stationer.

Åh, jeg arme stakkel. Det er ikke let at forsøge at være en god og ordentlig type nutildags!