Der findes uudholdelig frustration, og så findes der det, som er endnu værre. Den slags ubegribelige uretfærdigheder, der er så frygtelige, at det er svært at sætte ord på katastrofens omfang.
Som da jeg oven på rørende loftgenforening under projekt livsoprydning endelig kunne hellige mig spilledrengen over alle spilledrenge efter alt for lang tids adskillelse. Det hele var fryd og fede tider, indtil jeg nåede bane tre i Super Mario Land, og maskinen pludselig genstartede og kastede mig helt tilbage til første bane. Jeg gik i panik. Tænkte, det måtte være en grusom fejl. Brugte to timer og en DR1-dokumentar på at falde ned igen. Og så kastede jeg mig ud i endnu et forsøg. Med succes. Nåede bane fire og videre til bane fem i bedste mesterspillerstil. Og så skete det igen. Fordømt, fordømt, fordømt!!!
Det, der skulle have været en smuk genforeningstur ned ad mindevejen, endte på tragisk vis med sort skærm og skrig og skrål. Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det her???
Fuck dig, verden. Jeg går i seng!
PS: Jeg vil gerne sende en dybfølt undskyldning til den 9-årige og den 10-årige. Jeg ved godt, jeg lovede at aflevere jeres maskine tilbage, så snart jeg fandt den på loftet. Og jeg ved også godt, at jeg havde muligheden for det i weekenden, men bevidst valgte at forpasse den. Den 11-årige-pige-inden-i-mig skammer sig og skylder en omgang med sofavand og syntetslik …
Skudamuda 