Hurra, jeg er bange!

For et par måneder siden gjorde jeg noget måske dumt/måske genialt (de fleste beslutninger i mit liv ligger og svæver et sted mellem de to poler). Jeg besluttede mig for at gøre alt det, jeg er bange for. Okay, ikke alt. Jeg kommer stadig aldrig til at forsøge at gøre noget for-sjov-kriminelt i Asien, bare for at se om den går (er panisk angst for at ende mine dage i asiatisk fængsel uden sæbe – eller flæskestegssandwich for den sags skyld). Jeg kommer nok heller aldrig til at springe bungy jump fuldstændig Kong Hans (det er så svært at være diskret nøgen, når man er skræmt for livet med hovedet nedad).

Igennem de seneste 27 år har en forholdsvis stor forsamling af ukonstruktiv angst ligget og hygget sig i en dejlig lille rede nederst til venstre i min mave. Og de ubudne gæster har haft det så fint, så fint, for der er ingen, der har forsøgt at skræmme dem ud af min krop. I hvert fald ikke før jeg fandt ud af, at angst også kan blive bange og flygte, hvis bare man sørger for ramme der, hvor det gør allermest ondt.

Angsten vil ingen ende tage, men jeg har alligevel forsøgt at sætte lidt system i det. Her er en liste over udvalgte former for angst, som ofte kræver min opmærksomhed:

Angsten for slanger (både de store og de små, men mest de små)

Angsten for højder (både de store og de små, men mest de store)

Angsten for en dag ikke at være alene mere (for hvem er jeg så?)

For en måned siden havde jeg en slange rundt om halsen i op mod et minut. En stor slange, godt nok (bliver jo nødt til at starte i det små, så jeg ikke giver op på forhånd). Den var blød og varm og klam og havde en klump nede i enden, der muligvis var en form for død rotte, som den havde spist til aftensmad. Men den spiste ikke mig. Heller ikke selvom jeg udelukkende signalerede ’let offer’ (et af mine grund-signaler, som jeg prøver at skrue lidt ned for …)

Bevismateriale A

For en uge siden gik jeg op i Vor Frelser Kirketårn (altså de første 300 trin op til det sted, hvor man kommer udenfor. Ikke de sidste 100 udvendige trin. Det er jo sindssygt!) Jeg var helt alene (fordi jeg ville se, om jeg kunne gøre det uden at holde nogen i hånden), og i dag kan jeg ikke forstå, hvordan jeg kom ned igen. Det hele er lidt sløret, men jeg ved i hvert fald, at mine ben syrede så meget til i panik, at jeg ikke kunne bevæge dem uden at føle uudholdelig smerte de følgende tre dage.

Bevismateriale B

Før de to ret håndgribelige former for angst blev udfordret, erklærede jeg krig mod den sidste og noget mindre håndgribelige – angsten for en dag ikke at være alene mere. Med alene mener jeg single. Jeg har vænnet mig så fint og godt til bare at være mig, at jeg ikke ville ane, hvem jeg var, hvis jeg pludselig var én mere end mig. For slet ikke at tale om to mere (og her taler jeg desværre ikke om trekanter, men børnetilblivelses-nedsmeltningen).

Sidste punkt kan ikke udfordres på samme konkrete måde som de to første. Men jeg prøver alligevel på min helt egen utjekkede, kaotiske, mavekildende, hvem-ved-hvad-der-venter-i-morgen-agtige måde. Og det føles overraskende fedt at skræmme angsten. Mere fedt end skræmmende!

4 thoughts on “Hurra, jeg er bange!

  1. Pingback: Nok endnu en sang om beundringens misundelse | Skudamuda

  2. Pingback: 10 timer i luften | Skudamuda

  3. Pingback: Entotrefirefemsekssyvotteni10 | Skudamuda

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s