Get down tonight, melt down tonight

Første ting først. For at noget kan bygges op, kræver det, at noget er smeltet ned. Og lige nu er nedsmeltningen enorm for mit vedkommende. Jeg fås efterhånden kun i flydende form, og det er temmelig upraktisk. Det er også forvirrende, hårdt, trist, tragisk, sjovt, varmt og vigtigst af alt spændende. Jeg har for nylig meldt mig ind i mit eget liv i den virkelige verden. Det kan anbefales, selvom det er mere stormfuldt, end det er stille. Nu vil jeg prøve at gøre det samme i den verden, som hedder internettet.

Jeg har gennemgået en form for elefantgraviditet, før denne blog fik lov til at komme til verden. Blogger-graviditeten var dobbelt så lang som det, der kaldes normalt. Den var fyldt med håndbajere og cigaretter (som nu er røget for sidste gang (måske)), tænketanker og talte tanker, overvejelser og undervejelser og rigtig mange andre nødvendige unødvendigheder. For hvis man opretter en blog, sender man så ikke samtidig et signal om, at man tror, man har noget interessant at skrive? Det ved jeg ikke, om jeg har, men jeg ved, at jeg ikke kan lade være med at skrive. Til gengæld kan eventuelle læsere sagtens lade være med at læse med, hvis de nu keder sig helt til Horsens eller i det hele taget bare synes, jeg er ligegyldig.

En klog mejse lærte mig engang, at det slet ikke er så farligt at give noget af sig selv, og en eftertænksom and lærte mig for nylig, at det faktisk heller ikke er så farligt at give noget af sig selv i cyberspace. Så det vil jeg prøve på at gøre, selvom internettet skræmmer livet af mig. Mest fordi jeg ikke forstår, hvor det er. Cirka en gang hver anden uge er internettet katalysator for sin helt egen lille nedsmeltning af min hjerne, for hvordan kan det lade sig gøre, at jeg trykker på nogle taster, der er lavet af plastik, og lige pludselig er det blevet til en tekst, som kan læses af en helt fremmed på en helt anden ø? Når nedsmeltningen ender med at blive total, bevæger den sig ofte over i noget med, hvordan jeg kan lave et videoklip med et rigtigt levende barn og gemme klippet på det uforståelige internet, så det kan blive afspillet igen om 20 år, når barnet er blevet til en slags voksen. Jeg forstår det ikke, og det er farligt, for min nedsmeltningsguirlande ender altid ud i det helt store spørgsmål gennem et forløb, der ser nogenlunde sådan her ud:

Hvor er internettet? Hvordan kan videoklip med rigtige ord sagt af rigtige børn ligge på et internet, jeg ikke ved hvor er, indtil børnene bliver voksne? Hvordan bliver børn voksne? Hvordan bliver børn til? (Altså jeg har forstået det der med sex-delen, men hvordan bliver de sådan rigtigt til?) Hvordan blev verden til? Hvordan kan en verden, som ingen ved hvordan blev til, være uendelig? Hvem er jeg i en verden, der er uforståelig og uendelig, hvor jeg engang var ingenting, som blev til et barn (her forsøger jeg at ignorere sex-delen), som for nylig forsøgte at blive til en slags voksen, som kom til at arbejde med uforståelige videoklip og nu skriver om sig selv på et endnu mere uforståeligt internet?

Jeg ved det ikke. Faktisk ved jeg ikke særlig meget om det, der er rigtig vigtigt. Men jeg håber på at blive klogere. Og jeg håber på endnu flere fantastisk skræmmende nedsmeltninger, så jeg har en rigtig god grund til at forsøge at bygge noget op. I første omgang vil jeg gøre en ihærdig indsats for at bygge nyfødt blog op. Måske bliver den til en lav og tryg tørvehytte – måske til et skræmmende højt tårn. Jeg håber på det sidste. Trygt er godt, men skræmmende er levende …