Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

6 thoughts on “Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

  1. Tillykke med dagen Skudamuda! Åh ja, og du skal endelig endelig blive ved med at skrive – der er sådan en dejlig stemning i din blog (også når du har dødstømmermænd)!

    • Tak – både for tillykke og for skriveopfordring. Tror, jeg vil fejre begivenheden ved at lade op til nogle nye dødstømmermænd i aften. Det skulle være så godt, siger de knap så kloge …

  2. jeg ka ik la vær med at studse over din sindssyge. hvorfor siger (sindssygt) gode skribenter, bloggere, virtuelle eventyrere nærmest altid, at deres skrivekløe skyldes en slags sindssyge? jeg tænker selv utrolig meget over
    min egen og andres bevægelse i det offentlige online rum … vi er sgu efterhånden mange sindssyge med kløe. ved ik om det er godt eller skidt eller noget af betydning.
    en ting ved jeg .. jeg labber dine ord i mig. sommetider tænker jeg ik over det – andre gange gør jeg, som fx med ovenstående indlæg, hvilket gør mine online ords eksistens en lille smule mere happy-dansende. det er sgu ok at være sindssyg på den måde og lade dem danse til den lyse morgen og ind i læselystne læsere.
    men støder du aldrig på spørgsmålet fra andres læber eller i eget hoved: hvorfor skal mine tænker være tilgængelige for the world to see? hvorfor har jeg dette “behov”? hvad ville der ske, hvis jeg ikke hængte mine tanker op her? hvis internettet forsvandt og aldrig kom tilbage?
    for ord er dejlige – alle ord; online, på papir, i toiletbåsen, tatoveret, proklameret, fabrikeret, formeret og så længe du er hér, er jeg også.

    • Uh – mange gode spørgsmål fra morgenstunden! Lad os hellere snuppe det med sindssygen først. Det er så dejligt betryggende at starte dagen med.

      Sindssyge er vel egentlig er form for overdrivelse. Muligvis også en dårlig undskyldning for at kunne få lov til at gøre, hvad jeg vil (så jeg altid vil kunne svare eventuelle kritikere: ‘Nå, synes du, jeg gør noget forkert? Skriver for meget? Skriver forkert? Det er altså bare fordi, jeg er sindssyg’). Jeg har erfaret, at kloge typer, der ved noget om psykologi (dem har jeg sjovt nok stiftet bekendtskab med) ikke er særlig glade for, at man misbruger ordet ‘sindssyg’. Men jeg kommer til det alligevel, fordi det er så dejligt trygt. Og så har jeg selvfølgelig også konkrete mentale udfordringer så som lidt for livlig OCD, som både tvinger mig til meget meningsløse rituelle handlinger og samtidig har en tendens til at styre mine tanker på en måde, som ikke er helt sund. Så hjælper det at skrive. Men måske er sindssyg et helt forkert ord. Måske er det nærmere noget med, at man (jeg) er usædvanligt sindsoptaget (eller selvoptaget. Av!).

      Jeg tænker tit over, hvorfor jeg har behovet for at skrive, når langt de fleste i min familie og omgangskreds ikke har noget behov for at lægge (næsten) alle deres tanker ud til offentligheden. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Jeg havde engang en snak med en ven om det. Han har det på samme måde, og vi nåede frem til, at det måske også kan handle om en form for dødsangst (samtalen fandt sted på en kirkegård – derfor så morbidt). Noget med, at man gerne vil sætte en form for aftryk i verden. Et ‘jeg var her også’, som kan figurere i det uendelige internetunivers og blive opdaget af fremmede ufødte om 100 eller 1000 år, hvis man nu ikke selv er typen, der formår eller har lyst til at sætte børn i verden, som man kan leve videre i.

      Hvis jeg skal trække det lidt ned fra livets store spørgsmål, så tror jeg faktisk, min trang til selvudleverende ord er opstået, fordi jeg har lært utroligt meget af andre, som har gjort det samme. Jeg tror helt grundlæggende, jeg har usædvanligt svært ved at forstå mig selv og verden og andre mennesker rundt omkring mig, men det hjælper at dele tankerne. Og få kommentarer som den, du lige er kommet med, der muligvis skaber en masse spørgsmål, men måske også giver nogle svar.

      Pyha. Mange ord om ingenting og alting. Ord er dejlige, ja. Og jeg er meget glad for, at du gider læse mine. Godt, du også selv tør give nogle til verden, nettet, fremtiden og mig!

  3. Os blogger vi er da bare dovne grafittimalere der ikke gider bevæge vores luksuslegemer ud for at lede efter suspekte steder at overmale – derfor maler vi på det vi har nærmest – den hvide skærm – det er der da intet odiøst i… “hahaha”

    Heller ikke den form for “sindsyge”
    – tværtimod så det de arne stakler uden der er de ‘handicappede’… 🙂

    Enig i din betragtning omkring det skrevne ord bekendtskaber versus “bodega’hunting” – når man skriver gennem en periode som eksempelvis en blog så kan man ikke opretholde en kunstig facade er min påstand – derimod på “bodegaen er det intet problem og jo flere sjusser jo mere facade eller jo mindre facade afsløringer kunne man sige… 🙂

    Som man ville sige fra den egn jeg stammer fra “Du er ikke så towlig endda”… 🙂 🙂 😉

    Pas nu på ham Putin, jeg tror han er bange for kvinder… “hahaha”

    God søndag… 🙂

    • Jeg er desværre både en alt for pæn pige og alt for lidt kreativ til at kunne dyrke min indre grafittirebel (selvom jeg da engang har tegnet en enkelt elefant et hemmeligt sted, men da var jeg også påvirket nok til at turde).

      Jeg tror også, det er svært at opretholde en facade et sted som her. Hvis man kan det, tror jeg ikke, man vil have trangen til at blogge til at starte med.

      Og hvis Putin virkelig er bange for kvinder, så er han klog. Kun en tåbe frygter ikke et sindssygt fruentimmer 🙂

      God søndagssol. For engangs skyld regner det ikke i Moskva (endnu …)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s