Det var så året hvor jeg … – vol 4

… vågnede med tømmermænd d. 31. december. Når størstedelen af vennekredsen lige pludselig er blevet så wannabe-voksne, at nytårsaften står på familiekalas, kalder det på en våd lillenytårsaften på den trygge bar.
Det betød også, at jeg fik taget forskud på nytårssentimentaliteten og hyggetudede mig i søvn ved siden af en yderst ædru langhalset type, som heldigvis er rummelig nok til at holde sådan et styks hormonelt forstyrret spritspektakel ud året rundt. (Har en svag erindring om sætningskonstruktioner a la: “Vræl! Snot! Hulk! Det er bare fordi, du er så søøøøøøød!” Og “Jammer! Tårer! Hvin! Du gør min sjimpelhæn så glaaaaaaa!!”)

Desværre havde jeg i rusens hede glemt, at jeg (og alle mine tømmermænd) skulle op, før solen fik sol på. Det holdt hårdt, men det hjalp lidt på opstandelsen, at solen havde taget sit fineste nytårsskrud på og mindede mig om, at det trods alt har været et helt i orden år, hvor varmen lunede mere, end kulden bed. 

Og når nu jeg både har fået stillet promilletrangen og luftet mit indre følelsesmonster, er der yderst gode udsigter til en ædru og velafbalanceret nytårsaften. Eller … måske bare en aften, hvor jeg undgår at brække mig i mine beskyttelsesbriller. Det må være succeskriteriet.

Rigtig godt nytår – må 2016 blive året, hvor glæden får frie tøjler, og Elvis genopstår. Der er lys forude … 
 

Fødselsdag? Tsk! Man kan sguda ikke føde en blog …

Skudamuda har fødselsdag. Det er et år siden, jeg en semisøvnløs nat (dem var der mange af dengang) besluttede mig for, at jeg vel lige så godt kunne bruge tiden på et eller andet, når nu mit hoved ikke gad bruge den på at slappe af. Selvom det er forholdsvis ufarligt at sætte nogle ord sammen og smide dem ud i det uendelige internets rummelige univers, så er det alligevel på listen over det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde har gjort.

For nogle dage siden spurgte en ny blogger, jeg ikke kender, om jeg også kan føle, det er angstprovokerende at skrive. Det kan jeg slet ikke undgå. Jeg var røvbange i starten og sad bare og ventede på, at en eller anden ville give mig et møgfald med smølfespark som straf, fordi jeg optager plads på det uendelige internet med mine ligegyldige tanker og observationer og anekdoter af ret jævn og ikke specielt bemærkelsesværdig karakter. Og det tog virkelig lang tid og mange tanker og samtaler med yderst tålmodige typer og dyr med samme trang, før jeg blev nogenlunde overbevist om, at det er okay at give lidt af sig selv. For andre bestemmer jo selv, om de vil tage imod.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Beslutningen om at oprette bloggen var ikke særlig velovervejet og vel egentlig mest af alt et resultat af den semisindssyge tankegang, som jeg må trækkes med til tider (og specielt meget på det tidspunkt). Det er rart at læsse af. Det har været særdeles rart det seneste år, som har været fyldt med nogle af de største ned- og opture (i den rækkefølge, heldigvis), jeg har oplevet.

Jeg tror ikke, jeg den semisøvnløse nat havde regnet med, at det nu, et år efter, er blevet til 190 indlæg, som mere eller mindre har skrevet sig selv. Men jeg har fundet ud af, at jeg har meget svært ved at lade være. Endnu mere nu, fordi bloggen giver mig mulighed for at forholde mig til de ting, som sker i mit liv, på en lidt mere konstruktiv måde end dengang, det meste bare foregik inde i mit hoved.

Og når jeg bliver i tvivl og igen-igen frygter, at verden bare venter på, at jeg slipper tasterne (for verden har selvfølgelig ikke noget bedre at tage sig til), kan jeg minde mig selv om, at rigtig mange gode ting i mit liv er kommet til mig, fordi jeg har skrevet. Jeg har flere vigtige venskaber, som er opstået på skrift og har levet på skrift. Jeg har i dag afsendt en mail med en vedhæftet fil i nyskrevet version, som minder mig om, at der rent faktisk findes en form for arbejde, der er 100 procent lystbåret, og som jeg vil blive ved med at bruge tid og tastklik på, selvom jeg får at vide, at jeg aldrig kommer til at tjene penge på det. Jeg blev forelsket i giraffen på skrift – både før og efter første møde (og hele tiden stadigvæk med eller uden skrevne ord). Havde vi mødt hinanden på en bar, var det ikke sikkert, det var sket på samme måde, fordi jeg sandsynligvis ville have så travlt med at tømme kander og kropsgøgle og lægge arm med en eller anden Arnebjarne-type, at jeg helt ville glemme at lægge mærke til det bedste, og det bedste ikke ville lægge mærke til mig, fordi jeg nok ikke viste mig fra min bedste side.

Og her ville den farlige hvad-nu-hvis-rumineringsnedsmeltning starte, hvis ikke det var fordi, jeg havde travlt med at skrive videre. Så skrift føles godt. For mig. Og hvis det føles, så er det godt, siger de kloge.

Siden jeg lærte at skrive, har jeg skrevet meget til mig selv. Til skuffen. Min harddisk (både den fysiske og den mentale) er fuld af gamle historier og observationer og uafsendte breve og gak og gøgl, som bare ligger og ligger og nok aldrig bliver læst. Det har jeg det fint med. At skrive ting, der ikke nødvendigvis skal læses. Jeg ville også blive ved med at skrive på bloggen, selvom den ikke fik nogen besøg. Men nu findes der jo sådan en smart statistik som fortæller mig, at der altså er nogen derude, som gider læse det, jeg læsser af. Og det giver mig endnu mere mod til at fortsætte med det, der føles godt. Så tak for det – og tak for i år, siger jeg og kipper med fødselsdagsflaget for mig selv her i den bumpende bus på vej tilbage mod Moskva. Vi skrives ved ude i fremtiden ….

ren_kaerlighed

Noget om forbindelser

Jeg mødtes med løven forleden aften. Vi har kendt hinanden siden børnehaven og fulgte hinanden gennem folkeskolen – første cykelstyrt, første krise, første danske stil, første halbal, første pubertetsforelskelse, første fremtidsdrømme, første teenagesnav til første privatfest i provinsen – og så spurtede vi i forskellige retninger. Men vi ses stadig. Det er jeg meget, meget glad for. Selvom vi kun mødes et par gange om året, ved jeg, at hun altid er der. Lige til at få fat i, hvis jeg skulle få brug for det. Ligesom jeg ved, at jeg kan følge med i hendes liv og sikre mig, at alt er godt.

Det gode ved at kende folk som løven er, at jeg kan tale med hende om nogle ting, som jeg ved, hun forstår, fordi hun kender mig på en helt speciel måde. Og det er egentlig sådan, jeg har det med alle de personer i mit liv, som betyder noget for mig. De kender mig hver og én på en helt speciel måde – på deres helt egen måde. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i dem.

Løven fortalte mig, at hun engang havde hørt om en kvinde, som altid skrev navne og telefonnumre ned med en blyant i sin notesbog. På den måde kunne hun let slette dem igen, når hun ikke længere havde brug for en bestemt person i sit liv. Den historie gav mig ondt i maven.

Ud over at sikre mig, at jeg altid har alle kontaktoplysninger på hver enkelt person, som betyder noget for mig (helst banket ind i murstenene i mit hus af guld – bare for at være på den helt sikre side), så gemmer jeg alt. Alle tegn på kommunikation, der nogensinde har været. Alle postkort (selv dem, jeg har klippet frimærkerne af dengang i 1994, hvor jeg troede, jeg skulle lave en indbringende samling), alle betydningsfulde billeder (også dem, hvor jeg selv er buttet eller grim eller fuld eller iført cykelshorts), alle e-mails, alle vigtige sms’er, alle betydningsfulde gaver og alle små, sammenkrøllede sedler, som blev kastet over hesteskobordet i 7. klasse. For slet ikke at tale om alle tankerne. Kloge mennesker mener, den slags gemmemani er en form for sygdom. Måske har de ret. I så fald er det en sygdom, jeg (heller) ikke har tænkt mig at give slip på.

For jeg tror ikke på det der med at kassere personer – at viske dem ud af bogen, fordi de bliver for besværlige, for kedelige, for ligegyldige, eller fordi man bare ikke har brug for dem lige nu. Jeg har altid brug for alle på et eller andet tidspunkt. Derfor har jeg i dag tætte venner fra vuggestuen, børnehaven, folkeskolen, gymnasiet, studiet, praktiktiden, arbejdspladsen – fra alle perioder af mit liv. De er noget af det allervigtigste, jeg har, og derfor passer jeg ekstra godt på dem. Det forsøger jeg at gøre altid. Måske er jeg ikke lige god til det hele tiden. Men jeg forsøger. Og de fleste af dem er der heldigvis endnu, så forhåbentlig gør jeg noget rigtigt.

life_is_a_zooPS: De få gange, jeg af en eller anden grund – mere eller mindre mod min vilje – har mistet kontakten (men ikke nødvendigvis forbindelsen) til en, jeg holder af, har det føltes forkert helt ud i spidserne af mine nedsmeltningsnerver. For det er grundlæggende umuligt for mig at give slip. Ikke fordi jeg lever i fortiden, men fordi fortiden lever i mig. Og derfor er der også en del af mig, som altid vil holde fast i dem, som ikke er der mere (nogensinde eller bare lige nu).

Noget om sneakershimmeloptursfølelse

Sidste morgen i festivalslimbo bød på fantastisk blå sneakershimmel og grundglæde over, at jeg endelig fik taget mig sammen til at opleve Roskilde rigtigt. Med alt hvad det indebærer af tømmermændshammer, alkoholslammer, røgtåger, fnisekoger og utrolig meget snak om urin fra en kat.

Lige nu burde jeg sikkert være helt smadret og lige til at skrabe op fra asfalten. Men jeg har det fantastisk – høj på en halv flaske champagne og beruset af optursfølelse ved tanken om bomstærke venskaber og bånd, som er værd at holde fast i altid.

PS: Vi ses igen lige om lidt.

20130707-230807.jpg

Sidste nyt fra Zoo

‘Jeg tror faktisk godt, du kunne vinde en fyr over, hvis han mødte dine venner’, sagde kaninen til mig for nogle måneder siden.

Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forstå sætningen. Den åbenlyse tolkning ville være, at kaninen mente, hun og resten af dyreflokken er så fantastiske, at de ville veje op for det, jeg selv trækker ned. Hun forsøgte dog at redde den ved at sige, at jeg viser mig fra en ret fin side, når jeg er sammen med mine venner, og jeg derfor kunne score nogle point på min personlighed.

Dengang var det slet ikke relevant. Og jeg regnede heller ikke med, at det ville blive relevant på den her side af fremtiden. Men nogle gange sker ting hurtigere, end man regner med, fordi rigtighed har krudt i røven (heldigvis). Så i fredags fik haren, guldfisken og solsorten lov til at se giraffen. Mere eller mindre tilfældigt. Kaninen sneg sig også til en lynpræsentation lørdag. Ud over at hun fik indikeret, at han er alt for god til mig, og jeg derfor burde sende ham videre i systemet (til hende for eksempel), så var det faktisk slet ikke så farligt at forene to verdener. Jeg ved ikke helt, om han synes bedre om mig nu, hvor han har mødt de fire tøsedyr. Men lige meget hvad føler jeg allerede, at jeg har vundet. For som guldfisken så rigtigt siger:

‘Tænk engang at du har mødt en fyr, der kan li’ dig, som du er. Det er da ret fantastisk!’

giraffen_og_elefanten

PS: Giraffen er i øvrigt sådan en type, som gerne vil bruge en rockerkold lørdag eftermiddag på at udforske nyfødt elefantunge i Zoo (hvilket fik mig til at æde gammel tvivl om musvittens karmalortsteori i mig. Alt er skide godt!)