Noget om forbindelser

Jeg mødtes med løven forleden aften. Vi har kendt hinanden siden børnehaven og fulgte hinanden gennem folkeskolen – første cykelstyrt, første krise, første danske stil, første halbal, første pubertetsforelskelse, første fremtidsdrømme, første teenagesnav til første privatfest i provinsen – og så spurtede vi i forskellige retninger. Men vi ses stadig. Det er jeg meget, meget glad for. Selvom vi kun mødes et par gange om året, ved jeg, at hun altid er der. Lige til at få fat i, hvis jeg skulle få brug for det. Ligesom jeg ved, at jeg kan følge med i hendes liv og sikre mig, at alt er godt.

Det gode ved at kende folk som løven er, at jeg kan tale med hende om nogle ting, som jeg ved, hun forstår, fordi hun kender mig på en helt speciel måde. Og det er egentlig sådan, jeg har det med alle de personer i mit liv, som betyder noget for mig. De kender mig hver og én på en helt speciel måde – på deres helt egen måde. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i dem.

Løven fortalte mig, at hun engang havde hørt om en kvinde, som altid skrev navne og telefonnumre ned med en blyant i sin notesbog. På den måde kunne hun let slette dem igen, når hun ikke længere havde brug for en bestemt person i sit liv. Den historie gav mig ondt i maven.

Ud over at sikre mig, at jeg altid har alle kontaktoplysninger på hver enkelt person, som betyder noget for mig (helst banket ind i murstenene i mit hus af guld – bare for at være på den helt sikre side), så gemmer jeg alt. Alle tegn på kommunikation, der nogensinde har været. Alle postkort (selv dem, jeg har klippet frimærkerne af dengang i 1994, hvor jeg troede, jeg skulle lave en indbringende samling), alle betydningsfulde billeder (også dem, hvor jeg selv er buttet eller grim eller fuld eller iført cykelshorts), alle e-mails, alle vigtige sms’er, alle betydningsfulde gaver og alle små, sammenkrøllede sedler, som blev kastet over hesteskobordet i 7. klasse. For slet ikke at tale om alle tankerne. Kloge mennesker mener, den slags gemmemani er en form for sygdom. Måske har de ret. I så fald er det en sygdom, jeg (heller) ikke har tænkt mig at give slip på.

For jeg tror ikke på det der med at kassere personer – at viske dem ud af bogen, fordi de bliver for besværlige, for kedelige, for ligegyldige, eller fordi man bare ikke har brug for dem lige nu. Jeg har altid brug for alle på et eller andet tidspunkt. Derfor har jeg i dag tætte venner fra vuggestuen, børnehaven, folkeskolen, gymnasiet, studiet, praktiktiden, arbejdspladsen – fra alle perioder af mit liv. De er noget af det allervigtigste, jeg har, og derfor passer jeg ekstra godt på dem. Det forsøger jeg at gøre altid. Måske er jeg ikke lige god til det hele tiden. Men jeg forsøger. Og de fleste af dem er der heldigvis endnu, så forhåbentlig gør jeg noget rigtigt.

life_is_a_zooPS: De få gange, jeg af en eller anden grund – mere eller mindre mod min vilje – har mistet kontakten (men ikke nødvendigvis forbindelsen) til en, jeg holder af, har det føltes forkert helt ud i spidserne af mine nedsmeltningsnerver. For det er grundlæggende umuligt for mig at give slip. Ikke fordi jeg lever i fortiden, men fordi fortiden lever i mig. Og derfor er der også en del af mig, som altid vil holde fast i dem, som ikke er der mere (nogensinde eller bare lige nu).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s