Noget om at tvinge tvangstanker på flugt

Du går muligvis rundt og tror, at dagen i dag er en helt almindelig, gennemsnitsgrå mandag. I så fald tager du fejl. Det er en mærkedag, som fremover vil blive fejret med øl, fez og hornmusik. Det er dagen, hvor jeg vandt Paraplykrigen!

For at kunne forstå Paraplykrigens historiske vigtighed, spoler vi lige 14 år tilbage i tiden. Jeg er netop flyttet til København og føler stadig, jeg skal underskylde for min egen tilstedeværelse, hver gang jeg drister mig til at betræde et fortov eller bestige et offentligt toilet.

En våd hverdag som denne har jeg forvildet mig ind i storbyens massebefærdede epicenter med en paraply i hånden. Her lykkes det mig på en eller anden måde at stikke en blind mand ned med den (jeg havde ikke set ham, og han havde tydeligvis heller ikke set mig). Egentlig tror jeg knap nok, jeg strejfede hans kind med de satans paraplydingenoter, men i min verden kunne jeg lige så godt have stukket hans øjne ud.

Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed, at jeg forbød mig selv at gå med paraply nogensinde igen. For som du nok kan fornemme, var jeg til stor livsfare for alt og alle omkring mig med sådan en satan i hånden.

Paraplykarantænen har været en udfordring gennem lang tid, fordi jeg samtidig har fobi for regntøj (det er sgu ikke let at være en sart skabning). Og da jeg insisterer på at gå til alt, er jeg efterhånden kendt som den druknede elefant, som helst vil rulle sig selv ind i et badehåndklæde i hjørnet af mødelokalet, caféen eller bowlingbanen, hvis jeg har en aftale på en regnvejrsdag.

Ganske få gange har jeg ved en stor fejl haft en paraply i hånden – som regel fordi en eller anden uvidende skabning godtroende har spurgt, om jeg vil holde den i to minutter uden at vide, at de muligvis var i gang med at aktivere et masseødelæggelsesvåben.

Jeg ved ikke, hvorfor den ellers livsvarige karantæne skulle ophøre i dag. Men i morges kiggede jeg ud på never-ending-regnstory og syntes pludselig ikke, jeg havde fortjent at blive druknet på en i forvejen halvtung mandag morgen. Så der fór en djævel i mig, da jeg fik øje på sådan en lille lommeparaply på den øverste hylde under verdens tykkeste støvlag. Først ville jeg bare prøve at holde den for at mærke, hvordan det føltes. Men før jeg forstod, hvad der skete, havde jeg slået den op. Indenfor.

Min manglende træning udi paraplyanvendelse var desværre skyld i, at jeg havde glemt, at der findes overtroiske regler, som siger, det er FARLIGT at slå paraplyer op indenfor. Tænk, hvad det kan medføre af frygtelige ulykker verden over. Jeg fik næsten lige så dårlig samvittighed, som dengang jeg uvidende havde stillet et par sko på mit skrivebord, og majsen mistede al farve i ansigtet, fordi jeg tydeligvis ikke vidste, at jeg var godt i gang med at bringe en forbandelse over mit eget liv og alle i nærheden af det.

Jeg forsøgte at fortrænge den ulykkelige opslåning og skyndte mig udenfor, inden nogen afslørede mig i min forbrydelse. Og så var der ingen vej tilbage. Jeg ved ikke, om man bliver paraplyjomfru igen efter 14 års afholdenhed, men det var i hvert fald en meget eksotisk oplevelse at gå mod kontoret. Det føltes som en mellemting mellem at ligge i telt på en dårlig Roskilde-dag og gå tur med en labrador i løbetid. Vinden var virkedelig ikke min ven, men jeg kæmpede mig stædigt fremad.

Halvvejs løb en rotte ud foran mig, og jeg gik med det samme i panik, fordi jeg var overbevist om, at den kom for at straffe mig (musen ved, hvad jeg mener). Men jeg tog fejl. Den kom i fred, og jeg fik lov at passere uden dødbringende gnaverier.

Fem minutter senere var det tørvejr, og regnslaget var slut. Jeg følte mig som en satans krigskarl, da jeg slog paraplyen sammen og kunne konstatere, at jeg havde overlevet, samtidig med at mennesker og rotter omkring mig var sluppet fra kampen uden skrammer.

Nu ligger paraplyen i min taske, og der tror jeg, den skal blive liggende til næste gang, jeg får brug for den. Resten af tiden kan den passende minde mig om, at verden ikke nødvendigvis falder sammen, fordi jeg bryder regler, som aldrig burde være opfundet.

paraply

Noget om at blive en gammel killing

Det er fredag aften. Fest og farver!

Klokken 18 lagde jeg vasketøj sammen. Klokken 19 gjorde jeg rent. Klokken 20 vaskede jeg op. Og klokken 21 åbnede jeg en flaske hvidvin for mig selv, tændte for TV 2 News og tænkte over, hvad andre dyr mon laver en aften som i aften.

Guldfisken drikker en enkelt øl med sig selv på altanen. Solsorten spiser sofapizza med ekstra ost og Ben & Jerry’s (ved siden af. Tror jeg nok). Kaninen sover på sin sofa. Musvitten spiser efter alt at dømme Kloakslam på sin sofa. Egernet ligger i Aarhus på sin sofa og er gravid. Ligesom 6-7 andre af mine nærmeste veninder og søskende (alene denne uge har budt på hele tre graviditetsannonceringer).

Solsorten og jeg havde for lidt siden en beskedkorrespondance om, at vores yngre jeg ville græmme sig over vores ældre jeg. Som hun skrev, så er vi endda blevet for gamle til være old school og tage til TV-2-koncert i Tivoli. Og SÅ er man altså gammel! (Jeg har dog sat en af deres plader på giraffens afspiller for en god ordens skyld).

Men selvom vi egentlig blev enige om at holde det hemmeligt, var vi begge enige om, at det der gammel er toppen. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Det er helt sikkert ikke fredagsrengøringen.

Det er nok nærmere følelsen af at kunne slappe af. Fredag aften på sofaen og mandag morgen inden job og onsdag eftermiddag før ugens første fyraftensøl. Følelsen af, at lige meget hvad, så skal alting nok gå. Den er der ikke konstant, den følelse. Men det meste af tiden. Heldigvis.

Lige nu kan jeg høre de nyslåede studenter køre rundt og huje i deres vogne. Det gjorde jeg selv for 10 år siden. Dengang var jeg sikker på, at mit ældre jeg ville være misundelig på mit yngre jeg. På den frihed, jeg havde i vognen, hvor jeg frygtede de bånd, fremtiden ville lægge på mig. Hvor jeg ironisk nok skrålede med på Me and Bobby McGee. Nu glæder jeg mig næsten til at få grå hår (men også kun næsten).

Livet er sgu egentlig ret fedt sådan en fredag aften på sofaen …

voksenfredag

PS: Til de, der er alvorligt bekymrede for mit velbefindende, kan jeg berolige jer med, at den næste uge står på døgndruk onsdag til lørdag et sted på en midtsjællandsk mark. Og inden da skal jeg en tur i Gaden i Aalleren. Så unge jeg, slap helt af. Alt er ikke tabt endnu …

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Noget om forbindelser

Jeg mødtes med løven forleden aften. Vi har kendt hinanden siden børnehaven og fulgte hinanden gennem folkeskolen – første cykelstyrt, første krise, første danske stil, første halbal, første pubertetsforelskelse, første fremtidsdrømme, første teenagesnav til første privatfest i provinsen – og så spurtede vi i forskellige retninger. Men vi ses stadig. Det er jeg meget, meget glad for. Selvom vi kun mødes et par gange om året, ved jeg, at hun altid er der. Lige til at få fat i, hvis jeg skulle få brug for det. Ligesom jeg ved, at jeg kan følge med i hendes liv og sikre mig, at alt er godt.

Det gode ved at kende folk som løven er, at jeg kan tale med hende om nogle ting, som jeg ved, hun forstår, fordi hun kender mig på en helt speciel måde. Og det er egentlig sådan, jeg har det med alle de personer i mit liv, som betyder noget for mig. De kender mig hver og én på en helt speciel måde – på deres helt egen måde. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i dem.

Løven fortalte mig, at hun engang havde hørt om en kvinde, som altid skrev navne og telefonnumre ned med en blyant i sin notesbog. På den måde kunne hun let slette dem igen, når hun ikke længere havde brug for en bestemt person i sit liv. Den historie gav mig ondt i maven.

Ud over at sikre mig, at jeg altid har alle kontaktoplysninger på hver enkelt person, som betyder noget for mig (helst banket ind i murstenene i mit hus af guld – bare for at være på den helt sikre side), så gemmer jeg alt. Alle tegn på kommunikation, der nogensinde har været. Alle postkort (selv dem, jeg har klippet frimærkerne af dengang i 1994, hvor jeg troede, jeg skulle lave en indbringende samling), alle betydningsfulde billeder (også dem, hvor jeg selv er buttet eller grim eller fuld eller iført cykelshorts), alle e-mails, alle vigtige sms’er, alle betydningsfulde gaver og alle små, sammenkrøllede sedler, som blev kastet over hesteskobordet i 7. klasse. For slet ikke at tale om alle tankerne. Kloge mennesker mener, den slags gemmemani er en form for sygdom. Måske har de ret. I så fald er det en sygdom, jeg (heller) ikke har tænkt mig at give slip på.

For jeg tror ikke på det der med at kassere personer – at viske dem ud af bogen, fordi de bliver for besværlige, for kedelige, for ligegyldige, eller fordi man bare ikke har brug for dem lige nu. Jeg har altid brug for alle på et eller andet tidspunkt. Derfor har jeg i dag tætte venner fra vuggestuen, børnehaven, folkeskolen, gymnasiet, studiet, praktiktiden, arbejdspladsen – fra alle perioder af mit liv. De er noget af det allervigtigste, jeg har, og derfor passer jeg ekstra godt på dem. Det forsøger jeg at gøre altid. Måske er jeg ikke lige god til det hele tiden. Men jeg forsøger. Og de fleste af dem er der heldigvis endnu, så forhåbentlig gør jeg noget rigtigt.

life_is_a_zooPS: De få gange, jeg af en eller anden grund – mere eller mindre mod min vilje – har mistet kontakten (men ikke nødvendigvis forbindelsen) til en, jeg holder af, har det føltes forkert helt ud i spidserne af mine nedsmeltningsnerver. For det er grundlæggende umuligt for mig at give slip. Ikke fordi jeg lever i fortiden, men fordi fortiden lever i mig. Og derfor er der også en del af mig, som altid vil holde fast i dem, som ikke er der mere (nogensinde eller bare lige nu).