Noget om slatten succes

Jeg kører totalt med klatten for tiden. Det siger rygterne ude i byen i hvert fald.

De seneste måneder har jeg flere gange oplevet, at det klassiske “Hvordan går det så med dig”-spørgsmål har ændret form til konstateringen “Det kører jo bare for dig”, når jeg har talt med folk, jeg ikke har set et stykke tid.

De har nemlig set på Facebook og Instagram, at jeg udgiver bøger i rap, hiver fine anmeldelser hjem, trækker fulde huse til foredrag og rejser verden rundt ved siden af. Selvom jeg ofte ville ønske, at jeg levede det fede liv hver eneste dag, må jeg desværre konstatere, at min virkelighed er knap så konfettifyldt.

Når nu jeg skriver og taler så meget om, hvor vigtigt det er at droppe glansbillederne, kunne jeg jo passende starte med at pille mit eget ned. Så:

  • Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft ro i maven, fordi jeg havde penge til at betale mine regninger til den første (hurra for MasterCard).
  • Jeg har fået så mange afslag på fondsansøgninger og forsøg på samarbejder alene i år, at jeg kunne bygge et hæderligt Sankt Hans-bål af dem.
  • Jeg har ikke holdt et foredrag siden februar (altså siden sidste gang, jeg postede noget om foredrag).
  • Jeg har stort set ikke skrevet siden nytår, fordi jeg ikke har haft råd til at afsætte tid til den bog, jeg gerne vil i gang med.
  • Jeg har til gengæld brugt et par tusind timer af 2018 på at ligge med bankende hjerte og blikket vendt mod sofaryggen, fordi jeg ikke kunne finde ud af at rejse mig (havde jeg i stedet brugt tiden på at arbejde eller skrive, ville jeg nu enten have penge på kontoen eller endnu en færdig bog. Men det ville jo næsten være for nemt …)
  • Jeg har netop smidt en fjerdedel af mit tøj ud, fordi årets prangende junkfoodindtag har svækket min tro på, at jeg nogensinde kommer til at skrue mig ned i det igen.
  • Jeg har fået anmeldelser, som langt fra var prangende – en af dem var endda af den rigtig vigtige slags (men i stedet for at dele den på sociale medier, spurtede jeg direkte hen på en meget brun bodega og drak mig fuld for de penge, jeg heller ikke havde den dag).

Så nej, alt er ikke fest og farver i min butik. For helt ærligt synes jeg, det er pissesvært at finde en balance, hvor jeg kan lave det, jeg elsker, samtidig med at jeg tjener penge nok til at undgå endnu et regnskabsår med underskud.

Når det er sagt, så er jeg stadig ret tosset mit liv en del af tiden. For selvom min økonomi (stadig) sejler, selvom jeg (stadig) ikke kan passe den der lædernederdel fra 2013, selvom jeg (stadig) ikke har udgivet noget, der ligner en indbringende bestseller, eller (stadig) ikke kan finde ud af at sælge mig selv godt nok til at blive booket til alle de foredrag, jeg gerne vil holde, så har jeg på fornemmelsen, at den 5-årige, 15-årige og 25-årige version af mig selv alligevel ville have optur over det, jeg trods alt har opnået. Og resten af livet ville da også være kedeligt, hvis jeg vidste det hele og havde inkasseret alle succesoplevelserne allerede nu.

Måske er der en grund til, at jeg ikke kan få finansiering til det store romanprojekt, jeg så gerne vil i gang med. Måske er det, fordi jeg først har lært nok om livet til at kaste mig ud i det om 10 eller 20 år. Måske er det helt fint, at mine uger ikke er booket op med foredrag. For så har jeg tid til en masse andre arbejdsopgaver, som for det meste både er sjove og lærerige (men du må stadig meget gerne booke mig. Jeg er både villig og billig (som man siger …)). Måske er det helt okay, at alle anmeldelser ikke er spitzenklasse. For så sætter jeg meget mere pris på dem, der er. Og måske er det helt okay, at jeg ikke kan passe mit tøj fra 2013. For årsagen til, at jeg kunne skrue mig ned i en størrelse 36 dengang, var, at jeg i alt for lang tid havde behandlet min krop dårligt.

Jeg har stadig alt for meget at lære til at køre med klatten. Og det er okay. For helt ærligt tror jeg ikke, jeg ville trives særlig godt i et glansbillede. Jeg trives bedst i min egen usikre frihed, hvor der heldigvis er plads til at håbe på, at fremtiden bringer en løsning på selv de mest uoverskuelige udfordringer.

take_what_you_need

Roskildevej, Frederiksberg

 

Noget om strande og bøger

Mange ting sker for tiden. Derfor kan det være rart at blive mindet om, at nogle ting altid vil være lige der, hvor de skal være. Som min gode, gamle strand. Jeg besøgte den i dag for første gang i år. Det var ruskende og solskinsskinnende og nostalgisk.

Mange ting er sket på den strand. Jeg har frustrationsløbet lungerne i stykker på den strand. Jeg har hylet af sorg og smerte og hylet af grin og glæde på den strand. Jeg har drukket mig modig nok til skumringsbadning, og jeg har druknet alverdens tømmermændskvalmer og kvaler på den strand. De vigtigste ting er sket på den strand. Det var der, jeg mødte giraffen for første gang. Og det var der, jeg med angst og bæven og lykke og lethed besluttede mig for at kvitte den faste indtægt for at få tid til at lave det, der giver allermest mening for mig. At skrive bøger.

Mange ting kommer til at ske i fremtiden. I den nærmeste og den fjerneste. Jeg har ikke særlig meget kontrol over noget af det. Det er så skræmmende og farligt, at jeg brugte det meste af dagen i går på at tude. Og det er så spændende og fantastisk, at jeg i dag har haft kriller i maven konstant. For midt imellem nye bekymringer og belastninger er der heldigvis også nye begyndelser. Ny bopæl. Og nye bøger. De handler ikke så meget om strande, men en del om søer. Og alt muligt andet. Jeg glæder mig til at puste liv i dem, og jeg håber, I har lyst til at læse med.

stranden

Noget om vigtige bøger og lækre mænd

Er det syndigt at smide Bibelen ud? Hvis man nu har to og ærligt talt ikke er meget mere end halvkristen på en sløj søndag?

Jeg turde ikke. Hvad nu hvis … Til gengæld røg de begge på loftet. Så er de jo også tættere på den måske/måske ikke-eksisterende høje herre. For at helgardere mig ligger de i en kasse og hygger sig med Koranen. Så er jeg vel fuldt dækket ind i tilfælde af det, der forhåbentlig ikke sker på den her side af tussegammel.

Resten af bøgerne er også båret op på det skumle loft. De var sværest at sortere ud i. Det gik overraskende let med tøjet og teenageplakaterne og 90’er-elektronikken. Selv VHS-båndene fik jeg endelig givet slip på (de fleste af dem i hvert fald). Men bøger smider man altså ikke ud! Med mindre det er kogebøger eller studiebøger. Fy for den. De røg meget nemt.

Jeg gik endda så vidt som til at skille mig af med nogle af de romaner, jeg har to eksemplarer af. Men ikke dem alle. I går fik jeg for eksempel endnu et eksemplar af Holger Juul Hansens biografi af mejsen. Hun havde fået en signeret udgave til mig i julegave for to år siden, fordi hun var kommet til at fortælle en pige fra Gyldendal, at jeg syntes, han var lækker (ja, ja, jeg har en bred smag). Og så har den ligget hos mejsen og hygget sig siden, fordi hun blev ved med at glemme at give mig den. I mellemtiden er Holger død, så nu har bogen endnu mere affektionsværdi. Og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide mit første, usignerede eksemplar ud. Man smider jo ikke en død mands minder ud. Slet ikke en lækker, død mands minder. Jeg er dog nået så langt som til at overveje at forære den første bog til min mormor. Overveje, blev der sagt!

Midt i den store oprydning fandt jeg en af de allervigtigste bøger. Dengang min krop var barn, var den vigtigere end Bibelen og Koranen tilsammen. Jeg havde næsten glemt, at den fandtes, så det var meget, meget godt, at jeg fik ryddet op i mit liv. For historien er på ingen måder faldet i værdi med alderen …

20140605-192331-69811707.jpg

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …