Er det syndigt at smide Bibelen ud? Hvis man nu har to og ærligt talt ikke er meget mere end halvkristen på en sløj søndag?

Jeg turde ikke. Hvad nu hvis … Til gengæld røg de begge på loftet. Så er de jo også tættere på den måske/måske ikke-eksisterende høje herre. For at helgardere mig ligger de i en kasse og hygger sig med Koranen. Så er jeg vel fuldt dækket ind i tilfælde af det, der forhåbentlig ikke sker på den her side af tussegammel.

Resten af bøgerne er også båret op på det skumle loft. De var sværest at sortere ud i. Det gik overraskende let med tøjet og teenageplakaterne og 90’er-elektronikken. Selv VHS-båndene fik jeg endelig givet slip på (de fleste af dem i hvert fald). Men bøger smider man altså ikke ud! Med mindre det er kogebøger eller studiebøger. Fy for den. De røg meget nemt.

Jeg gik endda så vidt som til at skille mig af med nogle af de romaner, jeg har to eksemplarer af. Men ikke dem alle. I går fik jeg for eksempel endnu et eksemplar af Holger Juul Hansens biografi af mejsen. Hun havde fået en signeret udgave til mig i julegave for to år siden, fordi hun var kommet til at fortælle en pige fra Gyldendal, at jeg syntes, han var lækker (ja, ja, jeg har en bred smag). Og så har den ligget hos mejsen og hygget sig siden, fordi hun blev ved med at glemme at give mig den. I mellemtiden er Holger død, så nu har bogen endnu mere affektionsværdi. Og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide mit første, usignerede eksemplar ud. Man smider jo ikke en død mands minder ud. Slet ikke en lækker, død mands minder. Jeg er dog nået så langt som til at overveje at forære den første bog til min mormor. Overveje, blev der sagt!

Midt i den store oprydning fandt jeg en af de allervigtigste bøger. Dengang min krop var barn, var den vigtigere end Bibelen og Koranen tilsammen. Jeg havde næsten glemt, at den fandtes, så det var meget, meget godt, at jeg fik ryddet op i mit liv. For historien er på ingen måder faldet i værdi med alderen …