Noget om en elefantunge

Elefantungen i Zoo er død. Det er så trist, at jeg ikke engang har lyst til at skrive om det.

Jeg kendte ham ikke rigtigt, men jeg har været vild med ham, siden jeg besøgte ham første gang sammen med giraffen for snart to år siden. Derfor har jeg også hængt trofast ind over hegnet med mit kamera, hver gang muligheden bød sig.

Ingen kan bære hår på ryggen så flot som ham. Ingen kan dyrke mudderbad så lystigt og elefant.

Jeg burde muligvis skrive de sidste to sætninger i datid. Men jeg er ikke helt klar endnu.

Verden, din onde satan, vil du ikke nok prøve at opføre dig lidt pænere fra nu af? Bare lidt? elefantunge

Noget om vigtige bøger og lækre mænd

Er det syndigt at smide Bibelen ud? Hvis man nu har to og ærligt talt ikke er meget mere end halvkristen på en sløj søndag?

Jeg turde ikke. Hvad nu hvis … Til gengæld røg de begge på loftet. Så er de jo også tættere på den måske/måske ikke-eksisterende høje herre. For at helgardere mig ligger de i en kasse og hygger sig med Koranen. Så er jeg vel fuldt dækket ind i tilfælde af det, der forhåbentlig ikke sker på den her side af tussegammel.

Resten af bøgerne er også båret op på det skumle loft. De var sværest at sortere ud i. Det gik overraskende let med tøjet og teenageplakaterne og 90’er-elektronikken. Selv VHS-båndene fik jeg endelig givet slip på (de fleste af dem i hvert fald). Men bøger smider man altså ikke ud! Med mindre det er kogebøger eller studiebøger. Fy for den. De røg meget nemt.

Jeg gik endda så vidt som til at skille mig af med nogle af de romaner, jeg har to eksemplarer af. Men ikke dem alle. I går fik jeg for eksempel endnu et eksemplar af Holger Juul Hansens biografi af mejsen. Hun havde fået en signeret udgave til mig i julegave for to år siden, fordi hun var kommet til at fortælle en pige fra Gyldendal, at jeg syntes, han var lækker (ja, ja, jeg har en bred smag). Og så har den ligget hos mejsen og hygget sig siden, fordi hun blev ved med at glemme at give mig den. I mellemtiden er Holger død, så nu har bogen endnu mere affektionsværdi. Og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at smide mit første, usignerede eksemplar ud. Man smider jo ikke en død mands minder ud. Slet ikke en lækker, død mands minder. Jeg er dog nået så langt som til at overveje at forære den første bog til min mormor. Overveje, blev der sagt!

Midt i den store oprydning fandt jeg en af de allervigtigste bøger. Dengang min krop var barn, var den vigtigere end Bibelen og Koranen tilsammen. Jeg havde næsten glemt, at den fandtes, så det var meget, meget godt, at jeg fik ryddet op i mit liv. For historien er på ingen måder faldet i værdi med alderen …

20140605-192331-69811707.jpg

Noget om rumvæsener og død og begravelse

Jeg drømte, at jeg var tæt på at dø i nat. Jeg var på hemmelig krigsmission i rummet. Så hemmelig, at jeg ikke engang selv vidste, hvad den gik ud på, og hverken havde fået at vide, hvem fjenden var, eller hvordan mit våben virkede. Da vi endelig stod over for krapylerne, troede jeg derfor, at det var ude med mig. Men lige pludselig blev alle gode venner, og så blev de andre hentet af deres familier, mens jeg lettere chokeret måtte tage S-toget hjem alene. Linje C. For den kører nemlig ud i rummet. Efter den nye køreplan …

Da jeg vågnede, følte jeg mig voldsomt levende. Ikke mindst på grund af den satans tand (eller manglen på samme), som var så sød at minde mig om, at så længe man er i smerte, er man i live. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men kom i stedet til at ligge og dyrke noget tidlig morgenneurotik over det opløftende tema: døden.

For nogle uger siden var jeg til sådan noget fancy pancy branchebar for web-typer sammen med musen og guldfisken. Den slags events, som er lavet, for at man rigtig kan mingle og small-talke med fremmede. Det er jeg simpelthen så dårlig til. Jeg er meget bedre til at udnytte den gratis alkohol på det groveste. Men musen hankede op i mig, og vi fik da også sat kløerne i et fremmed offer, som vi fik snakket varm over det lige så opløftende tema: begravelser.

Jeg har på fornemmelsen, at idéen med sådan noget branchebar er, at man sammen med nye mennesker kan braine over nye forretningsidéer. Vi valgte i stedet at braine lidt over upassende sange, som man kan spille til begravelser. Musen foreslog “The Show Must Go On” efterfulgt af “Highway to Hell”, og den er jo lidt svær at komme igen på.

Guldfisken mente, at det ville være meget passende at spille et stykke med Lone Kellerman til min begravelse. Her syntes jeg naturligt nok, at “Se Venedig og dø” ville være det mest oplagte valg. Og nu hvor vi alligevel var i gang, benyttede jeg da også lige lejligheden til at understrege, at jeg, når uheldet en dag er ude for mit vedkommende, gerne vil have, at der bliver drukket gravøl på en bodega. Ikke mindst fordi det giver folk mulighed for at bestille to kolde fra kassen.

Da vi nogle dage efter diskuterede emnet med chefen, toppede han den ved at foreslå, at der også skulle være en pølsevogn ude foran, og det kan jeg virkelig godt se det fantastiske i, men jeg er bange for, det ville blive for meget for min salige sjæl, som ville være alt for bitter over ikke selv at kunne deltage i sådan en omgang festivitas i topklasse.

Derfor tror jeg, det er bedst, hvis jeg forsøger at udskyde den der begravelse så længe som overhovedet muligt. Så vil jeg i stedet koncentrere mig om at snuppe min del pølsevognsbesøg og kolde fra kassen og hits med Lone Kellermann og i øvrigt nyde det der liv, til jeg segner. Det er planen. Men nu ved I, hvordan jeg gerne vil holde min sidste fest, hvis jeg en dag bliver pløkket af rumvæsener, inden jeg når at hoppe på Linje C tilbage til virkeligheden …

20140525-103801-38281755.jpg

Noget om døde duer og dårlig samvittighed

Findes der en sæson for døde duer? Jeg ser dem overalt. Ikke gråspurve eller krager eller måger, som snakker sjovt. Kun duer. Ved stranden, ved tankstationen og her til morgen på min egen vej. Den sidste kom alt for tæt på.

Synet af dem giver mig kvalme og rysteture. Og så giver de mig dårlig samvittighed helt ned i maven. Selvom det ikke er mig, der har taget livet af dem, føler jeg alligevel, det er min skyld, det er sket.

I mit næste liv vil jeg gerne lære kun at få dårlig samvittighed over de ting, jeg selv er herre over – og kun i de tilfælde, hvor jeg rent faktisk burde få dårlig samvittighed (meget vigtigt).

Alt andet er spild af døde duer …

Synkrondrømningsgys

‘Vi mødes i drømmene’ plejede jeg engang at sige til personer, som jeg gerne ville mødes i drømmene med. Og gøre alt det, som er muligt i drømmene, fordi det ikke rigtigt er rigtigt.

Min søster og jeg mødtes i drømmene en nat for nogle uger siden. Både i hendes og i min. Vi fandt ud af det, fordi begge drømme havde været så chokerende for os, at vi blev nødt til at dele dem med hinanden.

Hun havde drømt, at vores mor havde ringet til hende for at fortælle, at jeg vist nok måske var død: ‘Ja, jeg er ikke helt sikker, men gider du ikke lige tjekke op på det’, havde min mor sagt sådan helt dagligdagsagtigt.

Min søster gik i panik og skyndte sig hjem. Efter et stykke tid bankede jeg på døren, og hun åbnede og spurgte, om jeg var død. ‘Ja, så gik den sgu ikke længere’, svarede jeg og gik ud i køkkenet efter et glas rødvin (som jo er den foretrukne drik blandt nyligt afdøde). Hun spurgte, hvad der dog var sket, og om det var noget med dem, jeg havde mødt i byen i weekenden (hvem ‘dem’ var, ved jeg ikke, men min søster har åbenbart en ret livlig fantasi i forhold til de typer, jeg socialiserer med). Jeg fortalte sådan lidt blablabla-agtigt, at det var dem, der havde voldtaget mig og derefter dræbt mig og smidt mig i en mose (hvordan det så kunne lade sig gøre, at jeg pludselig sad ret levende i køkkenet og bællede rødvin, findes der ikke rigtig nogen logisk forklaring på. Måske er jeg en form for Übermensch (det er jeg da nok faktisk muligvis helt sikkert, nu hvor jeg tænker over det)).

Det hele virkede lidt som om, at livet var et spil, og jeg var blevet slået ud. Som den gode taber, jeg jo er (eller noget), erkendte jeg mit nederlag, bundede glasset og sagde farvel og tak. Sådan.

Jeg aner ikke, hvad der fik min søster til at lande i det drømmescenarie. Men tanken om, at jeg ville være i stand til at dø i en tilstand af så kølig afklaring, virker meget urealistisk. Hvor var frygten for, hvad der skulle blive af mig? Frygten for, om jeg ville blive glemt? Om mit liv var meningsløst? Om jeg havde gjort en forskel? Gjort indtryk? Eller udtrykt mig klart nok til at være værd at huske på?

Min søsters drøm var skræmmende. Jeg gav hende ret. Men jeg syntes alligevel ikke, det var noget særligt i forhold til min.

Den foregik i vores barndomshjem (eller nærmere teenagehjem). Vi flyttede derfra for over 10 år siden, men i drømmen boede min mor og Baloo der stadig, og jeg var hjemme hos dem på weekendtur. Pludselig fik jeg uventet besøg af en tidligere flamme, som jeg stadig var dybt forelsket i. Han havde alle sine venner med, som jeg aldrig havde mødt, og jeg var overvældet over, at de ville komme hele vejen til Jylland for at møde mig (specielt fordi de var på knallert, hvilket jo gjorde det ret besværligt i forhold til broen og alt det der). Flammen fik hilst på mine forældre (det var stort), og jeg viste ham rundt i huset.

Vi endte alene nede i gildesalen (ja, den slags har man altså, der hvor jeg kommer fra), og jeg kunne mærke, at jeg havde virkelig meget lyst til at kysse ham, selvom det var lidt forbudt. Og jeg fornemmede, at han havde det på samme måde. Så vi kiggede hinanden længe i øjnene på den helt krilrende måde, inden vi tog os sammen, og han lænede sig ned og jeg strakte mig så langt, jeg kunne. Lige inden det endelig skete, forvandlede han sig til min søster.

Jeg var i chok. For følelserne og forelskelsen var der stadig. Og jeg havde stadig lyst til at kysse. Men jeg kunne jo ikke  gå rundt og være forelsket i min søster på den måde. Og jeg kunne slet ikke begynde at kysse upassende på hende. Det var en værre uorden. For det første er det nok ikke socialt acceptabelt. For det andet har hun allerede en ret sød kæreste. Og for det sidste er jeg nogenlunde overbevist om, at vi begge er til mænd (og at vi i hvert fald under ingen omstændigheder er til søstre). Forvirringen var total.

Jeg nåede heldigvis at vågne, inden det blev rigtig farligt. Analysen tør jeg slet ikke dykke ned i (selvom jeg helt sikkert ville kunne få noget meget interessant ud af det). TIl gengæld kommer jeg aldrig nogensinde til at opfordre min søster til at mødes med mig i nogen som helst former for drømme fremover.

foto-16

En gammel mand og en stor fisk

Jeg har to bøger med i bagagen. Den første vidste jeg godt, at jeg ikke kom til at læse på turen. Den anden har jeg lige læst det sidste ord af i Greyhound-bussen, som kører forbi strandene over broerne mellem Key West og Miami. Da jeg var yngre, havde jeg en halvneurotisk vane, som tvang mig til altid at læse bogens sidste ord som det første. Derefter kunne jeg gå i gang med begyndelsen. Det er et af de ritualer, jeg har formået at lægge fra mig, og jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Ikke før jeg læste det sidste ord i den anden bog. Så gav det lige pludselig fin mening, at det netop er nu, vanen kommer tilbage til mig.

Den første bog (den som jeg tog med, selvom jeg vidste, jeg ikke ville læse den) er ’Den gamle mand og havet’. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at have lidt Hemingway med til Key West. Af ren respekt. Jeg kan i øvrigt godt lide tanken om, at mine bøger får lov til at opleve lidt af verden (og i dette tilfælde på en måde får lov til at komme hjem). Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at jeg kan lide slutningen på historien i lige netop den bog. Jeg læste den for snart ti år siden. Hvis du ikke selv har stiftet bekendtskab med den gamle mands eventyr, så foregår det i en lille båd på havet, hvor han møder en stor fisk. Måske den største, der findes. Han får den mod alle odds på krogen og kæmper en brav (sidste) kamp for at hale den ind. Hvordan det ender kan du læse her (hvis du altså er typen, der gerne vil hoppe direkte til slutningen).

Jeg ved ikke, om det er muligt at fange den store fisk. Jeg ved ikke engang, om der virkelig findes en i det virkelige hav, som ligger uden for bøgernes ubegrænsende ord – men jeg tror aldrig helt, jeg kan lægge drømmen fra mig. Drømmen om at få den på krogen, hale den ind og erobre al den meningsfulde magi, der må gemme sig i dens store, tykke fiskemave. Mange vil sikkert mene, at den med sikkerhed ikke findes, og at jeg aldrig ville kunne fange den, hvis den fandtes. Det må de gerne mene. Og jeg tror godt, jeg forstår, hvorfor nogle vælger ikke at tro på den store fisk og i stedet stiller sig tilfredse med torsk og sild og laks og alt det andet, som med sikkerhed findes lige derude i havet. Jeg ved, tilværelsen sikkert ville være noget lettere, hvis jeg kunne gøre det samme.

Men hvad nu hvis jeg kunne gøre det. Hvis jeg kunne være jævnt glad og tilfreds med alle de fine små fisk og overbevise mig selv om, at den store slet ikke findes. Og jeg så alligevel en dag – den sidste måske – finder ud af, at den er derude. At den findes, men jeg bare ikke gav mig selv lov til at finde den. Det tør jeg slet ikke tænke på. Så hellere leve i en drømmeverden. Sådan en drømmeverden, som findes i den anden bog. Den, jeg lige har læst. Den, hvor det ikke kun er muligt at fange en stor fisk – men hvor man også kan forvandle sig til en på den allersidste dag, hvis troen på magien er stor nok.

’Remembering a man’s stories makes him immortal, did you know that?’ (Big Fish)

PS: Det sidste ord i den anden bog er ’word’.

Sådan en af de der dage …

Jeg har et lidt anstrengt forhold til døden. Ikke kun fordi jeg synes, det er en fuldstændig uforståelig nødvendig del af livet, men også fordi jeg jo godt ved, hvorfor den er nødvendig. Det er jeg sandsynligvis ikke ene om. En af de første gange, jeg blev direkte konfronteret med døden, var dengang min krop var barn. Det var sommer, solen skinnede, og jeg spænede rundt i haven med min usynlige veninde og alle vores usynlige heste (jeg ejede dem, hun passede dem. God fordeling). Lige pludselig stod jeg ansigt til ansigt med den. Den hang i et træ og havde indtaget en lille, fin, farvestrålende fugl, som aldrig skulle flyve mere. Fuglen var helt stiv, hovedet vendte nedad, og fødderne var viklet ind i et net. Jeg blev forskrækket, forundret, bange og ked af det på én gang. Og så løb jeg væk. Jeg kan regne mig frem til, at jeg har været 10 år på det tidspunkt, og jeg ved ikke, hvorfor det stadig står så klart for mig, for jeg tror egentlig aldrig, jeg har fortalt nogen om episoden. Men der blev jeg helt overbevist om, at det med døden altså ikke var noget for mig.

12 år senere var jeg med haren i Sankt Petersborg. Vi besøgte et museum med en udstilling, der fokuserede på sygdomsforskning illustreret ved en masse misfostre på glas. Store fostre, der lignede rigtige babyer og på meget ubehagelig vis blev et symbol på døden før livet. En uge tidligere havde vi stået flere timer i kø i Moskva for at se Lenin i balsameret udgave. Han er den eneste døde person, jeg nogensinde har set, og det kunne jeg af en eller anden grund sagtens klare. Måske fordi, han mest af alt lignede en lille dukke, men nok også fordi, det var svært at forholde sig til, at han engang havde levet. De der fostre på glas kunne jeg desværre alt for godt forholde mig til. Jeg var ikke i rummet i meget mere end et halvt minut, før jeg måtte sætte mig udenfor og vente på haren, mens jeg kæmpede mod kvalmen. Her stod en pige i 10-års-alderen og stor-tudede i panisk desperation, mens hendes mor hev hende voldsomt i armen for at få hende med ind til udstillingen. Nu er jeg ikke så stærk i russiske gloser (kun dem, der har noget med vodka at gøre), men hvis jeg var, håber jeg, at jeg havde turdet gøre oprør mod fuldstændig fejlagtig børneopdragelse. Hvis den fugl i træet kan have sat så dybe spor i mig, dengang jeg var 10, vil jeg slet ikke tænke på, hvad udstillingen kan have gjort ved hende.

Døden dør aldrig, det ved jeg godt. Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke behøvede at blive konfronteret med den. I morges var jeg ved at falde over et dødt pindsvin ved strandvejen. Jeg var iført melankoli-t-shirt og nåede lige at håbe på, at det ikke var det sidste pindsvin i byen. Så fik jeg øje på det næste fladkørte pindsvine-lig, som lå lige under en velkendt sky, der lignede et par sneakers. Verden er dum, og mærkelige tilfældigheder skræmmer mig næsten ligeså meget, som døden gør!