Jeg drømte, at jeg var tæt på at dø i nat. Jeg var på hemmelig krigsmission i rummet. Så hemmelig, at jeg ikke engang selv vidste, hvad den gik ud på, og hverken havde fået at vide, hvem fjenden var, eller hvordan mit våben virkede. Da vi endelig stod over for krapylerne, troede jeg derfor, at det var ude med mig. Men lige pludselig blev alle gode venner, og så blev de andre hentet af deres familier, mens jeg lettere chokeret måtte tage S-toget hjem alene. Linje C. For den kører nemlig ud i rummet. Efter den nye køreplan …
Da jeg vågnede, følte jeg mig voldsomt levende. Ikke mindst på grund af den satans tand (eller manglen på samme), som var så sød at minde mig om, at så længe man er i smerte, er man i live. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men kom i stedet til at ligge og dyrke noget tidlig morgenneurotik over det opløftende tema: døden.
For nogle uger siden var jeg til sådan noget fancy pancy branchebar for web-typer sammen med musen og guldfisken. Den slags events, som er lavet, for at man rigtig kan mingle og small-talke med fremmede. Det er jeg simpelthen så dårlig til. Jeg er meget bedre til at udnytte den gratis alkohol på det groveste. Men musen hankede op i mig, og vi fik da også sat kløerne i et fremmed offer, som vi fik snakket varm over det lige så opløftende tema: begravelser.
Jeg har på fornemmelsen, at idéen med sådan noget branchebar er, at man sammen med nye mennesker kan braine over nye forretningsidéer. Vi valgte i stedet at braine lidt over upassende sange, som man kan spille til begravelser. Musen foreslog “The Show Must Go On” efterfulgt af “Highway to Hell”, og den er jo lidt svær at komme igen på.
Guldfisken mente, at det ville være meget passende at spille et stykke med Lone Kellerman til min begravelse. Her syntes jeg naturligt nok, at “Se Venedig og dø” ville være det mest oplagte valg. Og nu hvor vi alligevel var i gang, benyttede jeg da også lige lejligheden til at understrege, at jeg, når uheldet en dag er ude for mit vedkommende, gerne vil have, at der bliver drukket gravøl på en bodega. Ikke mindst fordi det giver folk mulighed for at bestille to kolde fra kassen.
Da vi nogle dage efter diskuterede emnet med chefen, toppede han den ved at foreslå, at der også skulle være en pølsevogn ude foran, og det kan jeg virkelig godt se det fantastiske i, men jeg er bange for, det ville blive for meget for min salige sjæl, som ville være alt for bitter over ikke selv at kunne deltage i sådan en omgang festivitas i topklasse.
Derfor tror jeg, det er bedst, hvis jeg forsøger at udskyde den der begravelse så længe som overhovedet muligt. Så vil jeg i stedet koncentrere mig om at snuppe min del pølsevognsbesøg og kolde fra kassen og hits med Lone Kellermann og i øvrigt nyde det der liv, til jeg segner. Det er planen. Men nu ved I, hvordan jeg gerne vil holde min sidste fest, hvis jeg en dag bliver pløkket af rumvæsener, inden jeg når at hoppe på Linje C tilbage til virkeligheden …
Skudamuda 