Noget om rumvæsener og død og begravelse

Jeg drømte, at jeg var tæt på at dø i nat. Jeg var på hemmelig krigsmission i rummet. Så hemmelig, at jeg ikke engang selv vidste, hvad den gik ud på, og hverken havde fået at vide, hvem fjenden var, eller hvordan mit våben virkede. Da vi endelig stod over for krapylerne, troede jeg derfor, at det var ude med mig. Men lige pludselig blev alle gode venner, og så blev de andre hentet af deres familier, mens jeg lettere chokeret måtte tage S-toget hjem alene. Linje C. For den kører nemlig ud i rummet. Efter den nye køreplan …

Da jeg vågnede, følte jeg mig voldsomt levende. Ikke mindst på grund af den satans tand (eller manglen på samme), som var så sød at minde mig om, at så længe man er i smerte, er man i live. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, men kom i stedet til at ligge og dyrke noget tidlig morgenneurotik over det opløftende tema: døden.

For nogle uger siden var jeg til sådan noget fancy pancy branchebar for web-typer sammen med musen og guldfisken. Den slags events, som er lavet, for at man rigtig kan mingle og small-talke med fremmede. Det er jeg simpelthen så dårlig til. Jeg er meget bedre til at udnytte den gratis alkohol på det groveste. Men musen hankede op i mig, og vi fik da også sat kløerne i et fremmed offer, som vi fik snakket varm over det lige så opløftende tema: begravelser.

Jeg har på fornemmelsen, at idéen med sådan noget branchebar er, at man sammen med nye mennesker kan braine over nye forretningsidéer. Vi valgte i stedet at braine lidt over upassende sange, som man kan spille til begravelser. Musen foreslog “The Show Must Go On” efterfulgt af “Highway to Hell”, og den er jo lidt svær at komme igen på.

Guldfisken mente, at det ville være meget passende at spille et stykke med Lone Kellerman til min begravelse. Her syntes jeg naturligt nok, at “Se Venedig og dø” ville være det mest oplagte valg. Og nu hvor vi alligevel var i gang, benyttede jeg da også lige lejligheden til at understrege, at jeg, når uheldet en dag er ude for mit vedkommende, gerne vil have, at der bliver drukket gravøl på en bodega. Ikke mindst fordi det giver folk mulighed for at bestille to kolde fra kassen.

Da vi nogle dage efter diskuterede emnet med chefen, toppede han den ved at foreslå, at der også skulle være en pølsevogn ude foran, og det kan jeg virkelig godt se det fantastiske i, men jeg er bange for, det ville blive for meget for min salige sjæl, som ville være alt for bitter over ikke selv at kunne deltage i sådan en omgang festivitas i topklasse.

Derfor tror jeg, det er bedst, hvis jeg forsøger at udskyde den der begravelse så længe som overhovedet muligt. Så vil jeg i stedet koncentrere mig om at snuppe min del pølsevognsbesøg og kolde fra kassen og hits med Lone Kellermann og i øvrigt nyde det der liv, til jeg segner. Det er planen. Men nu ved I, hvordan jeg gerne vil holde min sidste fest, hvis jeg en dag bliver pløkket af rumvæsener, inden jeg når at hoppe på Linje C tilbage til virkeligheden …

20140525-103801-38281755.jpg

Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om identitetskrise

Vi har fået julekort på kontoret. Og mens kollegerne primært har modtaget stor tak for deres fabelagtige evner og arbejdsindsats, fik jeg en tak for alle de røverhistorier, jeg har leveret i årets løb. Så kender man ligesom sin plads. Og den har jeg det faktisk rigtig, rigtig fint med. Men det giver også en smule præstationsangst. Specielt  fordi jeg endte med at vralte hjem fra årets sidste kollegabrandert på Johns Kro fredag aften klokken 23, da den lille (okay, efterhånden lidt for decemberstore) krop ikke kunne holde til mere.

Tænk nu, hvis jeg ikke formår at indsamle nok røverhistorier i det nye år, fordi jeg ikke en gang kan holde til efter midnat, hvor de vilde historier plejer at rulle, Hvad sker der så? Hvem er jeg så? Skal jeg så virkelig til at imponere med evner og arbejdsindsats, fordi jeg ikke kan klare mig på røverhistorierne alene? Eller skal jeg finde mig en helt anden niche?

Måske burde jeg bare bruge juleferien på hårdkogt alkotræning, så jeg fremover kan klare den smule John-most, jeg bliver udsat for. Jeg holder vel ikke ferie i Jylland for ingenting …

johns_elefanter

Bittersød erfaringsnote #11

Kære mig selv

Snaps er altid en dårlig idé. ALTID EN DÅRLIG IDE!!!

Efter at have hilst på bunden af min brusekabine for første gang i meget lang tid forsøger jeg nu at rekonstruere julefrokost version 2013.1. Umiddelbart tænker jeg, det er lettere at finde et mål i en søsnak. Der er dog få hukommelseslyspunkter. Derfor ved jeg desværre, at jeg:

– forsøgte at imponere kollegerne ved at bevise, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i munden på én gang (det er ikke for at blære mig, men det var altså seks styks mere end den regerende, mandlige mester. Og ja, hånden røg også i munden bagefter. Det skal skam ikke hedde sig …)

– kastede op på den nye chefs toilet og desværre glemte at kigge mig i spejlet bagefter (stakkels selskab)

– købte én af hver på McD og fik så dårlig, økonomisk samvittighed at jeg på en eller anden utrolig måde droppede taxatanken og fik transporteret mig selv hjem med en metro (stakkels medpassagere)

– vågnede i vild panik klokken 4.04, fordi jeg troede, jeg havde fået amputeret min ene fod (stakkels mig)

Mit hoved vejer 47 kilo, min mund føles som Turkey Jerky, og jeg ville give min uamputerede fod for en kold klud og et kys på kinden lige nu.

Jeg drikker aldrig igen!

skumfiduser

Noget om Taffeltraditioner

Der findes to slags mennesker i denne verden. Dem, der spiser Taffelchips juleaften, og dem, der ikke gør. Man lærer noget nyt hver dag, og lige netop den banebrydende observation tog jeg med mig hjem fra arbejde på denne grå novembertirsdag. Forud lå en grundig, kvalitativ undersøgelse foretaget af min kollega, som var dybt forundret over, at nogen kunne finde på at spise chips på den højhellige dag. Derfor besluttede hun sig for at lave en rundspørge i de forskellige afdelinger – blandt andet for at afklare, om der mon var tale om en geografisk betinget tradition. Den teori kunne vores afdeling afkræfte, da der både findes en sjællandsk hamster, en fynsk guldfisk og en jysk elefant, som har et dybt passioneret – tenderende religiøst – forhold til Taffelchips med brun sovs juleaften.

Emnet endte med at fylde gode dele af en halv times arbejdsdag (håber virkelig ikke, chefen læser med), hvilket endnu en gang bekræftede, hvor meget traditioner betyder.

I min familie er der altid dobbelt op på Taffelchips, fordi min søster og jeg hvert år bliver nervøse for, om den tredje søster nu har husket at købe dem. Så derfor svinger vi lige forbi tanken på vejen og provianterer sikkerhedskartofler. For de SKAL SKAL SKAL være der! Ellers er det ikke rigtig jul.

Jeg ville virkelig gerne være sådan en cool, afslappet type, der sagtens kan håndtere lidt forandring, men faktum er, at jeg var meget tæt på hysterisk tuderi det år, hvor min moster ved en fejl (en stor, stor fejl) valgte at spiffe risalamanden lidt op med noget appelsinsaft. Tuderialarmen kunne måske undskyldes med, at jeg var 10 år gammel, men jeg var lige så tæt på tårer, da min søster for et par år siden valgte at indføre plastikjuletræ, fordi det var lettere. Jeg var parat til at fælde en ægte granfætter med en neglefil bare for at sikre mig, at alt var, som det plejede at være (nu var det selvfølgelig heller ikke mig, der skulle støvsuge grannåle op helt frem til påske).

Jeg har altid elsket julen med alle de traditioner, der hører til lige netop min familie. En jul, som traditionen tro ender med, at min søster og jeg falder i søvn ved siden af hinanden, efter vi har været i åben kamp om fjernbetjeningen, og min mor har været inde på værelset for at konstatere, at vi stadig formår at få det til at lugte af teenagehummer, selvom vores hylstre er blevet voksne.

Sidste år var det dog lidt vemodigt, fordi jeg pludselig fik en klar fornemmelse af, at i hvert fald den sidste tradition ville stoppe der. Mange ting er sket i mellemtiden, og jeg går derfor ud fra, at fornemmelsen holder stik. Med mindre min søster stadig foretrækker at dele værelse med mig frem for delfinungen og delfinfaderen i al den nye familielykke, der er faldet ned over hende siden sidste jul. På forhånd har jeg dog en rimelig klar fornemmelse af, at jeg er sat ud af det spil.

Så traditionsposen skal rystes. Overraskende nok føles det slet ikke så farligt, som jeg havde frygtet. Måske det endda er en perfekt lejlighed til at ryste posen en ekstra gang, kaste det hele op i luften, og se, hvad der falder ned af nye, gode ting. Den tanke er egentlig ret tryg, når bare jeg ved, at man kan tage en Taffelposechips med overalt.

Det bliver skide godt!

den_aegte_julemandPS: Billedet her er til for at dokumentere, at min familie traditionelt får besøg af den rigtige julemand. Den helt ægte fra Grønland. Og det er ikke med løg på …

 

Noget om valg

Valg kan skræmme livet af mig. Ikke kommunalvalg. Den slags giver mig bare lyst til at trække en dyne over hovedet. Men sådan nogle valg, jeg selv skal træffe. Både de store og de små, men mest de små. Mærkeligt nok. For det er nok mere normalt at panikke over, om man nu vælger det rigtige job, den rigtige bolig, de rigtige investeringer, den rigtige person at dele sig selv med. Den slags tager jeg dog som regel forholdsvis roligt, da jeg har en helt klar fornemmelse af, at hvis det føles godt, så er det godt.

De små valg, derimod. De kan drive mig til vanvid! For hvad nu hvis jeg en sen torsdag aften for snart tre år siden ikke havde valgt at drikke lige nøjagtigt den øl for meget, som gav mig mod til at sende en slet ikke gennemtænkt ansøgning til et job, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i? Var jeg så gået glip af alle de fantastiske mennesker og alle de fantastiske oplevelser, det job har givet mig? Hvad nu hvis jeg ikke havde valgt at tænde min computer en tidlig lørdag morgen, for hvad der både føles som en evighed og et par dage siden? Havde jeg så slet ikke fundet ud af, at der findes en langhalset type? Og hvad nu hvis jeg lige nu lavede noget helt andet end at sidde og skrive det her blogindlæg? Hvis jeg nu valgte at danse Limbo i stedet for. Ville mit fremtidige liv så forme sig på en helt anden måde?

Den slags valgtanker får neuroserne til at springe ud i fuldt flor. For jeg træffer jo små valg hele tiden, som har konsekvenser for, hvad der sker lige om lidt og om halvtreds år. Og hvordan kan jeg sørge for, at de valg, jeg træffer, er de bedste? De rigtige?

Nogle gange træffer jeg dog hverken de små eller de store valg selv. Nogle gange træffer andre dem for mig. Eller de tvinger mig mere eller mindre direkte til at træffe valg, jeg helst ikke ville træffe. Og nogle gange (ikke altid, men nogle gange) er det faktisk en kæmpe gave.

Så kære første, ulykkelige forelskelse. Tak fordi du valgte at vise mig, hvordan tingene ikke skal være, og hvordan følelser ikke skal føles. Tak fordi du valgte at droppe mig på sådan en ydmygende måde, så jeg i stedet for havnede et helt rigtigt sted (okay, den ydmygende dropning kunne jeg måske godt have undværet. Men tak alligevel).

Kære privatskole i fremmede land. Tak fordi du valgte at behandle mig på en måde, som fik mig til at føle mig så dum og uduelig og uvelkommen, at jeg måtte droppe dig og flygte tilbage til en ny tryghed, hvor alle små succesoplevelser føltes som en kæmpe sejr, alene fordi jeg slap for konstante nederlag, og hvor jeg pludselig genfandt motivationen til at forsøge at være den bedste version af mig selv.

Og kære, gamle chef fra gamle arbejdsplads. Du, som ændrede alt det, jeg holdt så meget af. Tak fordi du valgte at tale så ubehageligt grimt og nedladende til mig, at jeg lærte at trække grænsen for, hvad jeg vil finde mig i. Tak fordi din opførsel tvang mig til at finde noget andet at lave, så jeg i dag virkelig kan værdsætte den arbejdsplads, jeg er havnet hos, og de chefer, som forsøger at få det bedste ud af mig i stedet for at træde på mig for at vise, at jeg er mindre værd end dem.

Og kære, dejlige dyr, som vælger at bruge en del af jeres liv sammen med mig. Tak fordi I hjælper mig med at træffe de små og store valg, som føles helt rigtige og skide godt.

elefantvaeg

Noget om baconbrændmærker og snigere og regnbuer

Det er sådan en slags tømmermændslørdag, hvor jeg vågnede op med udsædvanligt øm gane – muligvis (forhåbentlig) på grund af lidt for ivrig omgang med brandvarm, baconsvøbt pølse til firmafest engang i nat. Jeg brugte første halvdel af dagen på at forsøge at danne mig et overblik over, hvad der skete i løbet af gårsdagens sidste halvdel.

Jeg husker noget med, at jeg formåede at spise bøf bearnaise hele to gange. Og jeg fik chefen til bords, som til sidste års sommerfest måtte bære mig ned i armene på en stakkels guldfisk, da mine ben begyndte at svigte. Den lille, uheldige episode blev selvfølgelig nævnt under middagen. Og jeg valgte at snakke udenom ved at fortælle løst og fast om alle mine andre gigantbranderter, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke gjorde førnævnte situation mindre pinlig. Og der var medaljeoverrækkelse, hvor jeg var meget forarget over, at jeg ikke engang havde haft mulighed for at gøre mig fortjent til en tabermedalje i år. Og så var der en lang blod-er-ikke-altid-tykkere-end-vand-diskussion med sidemanden. Umiddelbart inden jeg gik over til hård sprut og begyndte at sende homoerotiske billeder til en langhalset type. Muligvis var der også noget danseri, og jeg var i hvert fald helt sikkert den første kunde i den gratis pølsevogn. Fantastisk koncept trods brændt gane. Men brændt barnlig type skyer åbenbart ikke ilden, for jeg er ret sikker på, at jeg nåede at kværne to styks. Og så var det, jeg muligvis kom til at lave snigeren, fordi jeg mistede evnen til at læse mine sms’er. Bitter erfaring har lært mig, at læsningsbesvær er stadiet umiddelbart før bensvigt, og for at undgå at være det primære samtaleemne under næste års middag havde jeg lovet mit ædru jeg at forlade selskabet omgående, hvis jeg skulle nå dertil.

Derfor vil jeg gerne sende en officiel undskyldning til panteren og pumaen, som jeg muligvis kom til at efterlade, selvom de var det bedste selskab, en helspekulerende type kunne ønske sig. Jeg tager revanche næste år. Og samtidig kan jeg glæde mig over, at jeg rent faktisk for en gangs skyld har formået at lære af mine erfaringer. Som musvitten sagde i dag: ‘Du bliver jo klogere og ældre hele tiden’.

cheeseburgerelefant

PS: Efter gennemgang af gårsdagens begivenheder kastede jeg mig ud i den for en fastende type yderst konstruktive disciplin: at kigge på billeder af cheeseburgere. Heldigvis blev min opmærksomhed fjernet fra fastefrustrationstanker, da jeg havnede midt i regnbuehimlen med musvitten og solsorten og tusindbenet. Det var en fest, og jeg er meget stolt over at bo i et land, hvor statsministeren bruger sin lørdag eftermiddag på at vise vigtigheden af frisind. Nu står den til gengæld på tømmermændsblues. Det er svært at undgå, når man ligger alene og sulter i sin seng en lørdag aften – men heldigvis ved jeg, at bluesen er væk, og maven er fuld igen i morgen …

PPS: Bedst som jeg lå og var fastehellig, fik jeg et af den slags sjustilbud fra lillebjørn, som man ikke kan sige nej til. Det er jo også utroligt dårligt for mit image at holde mig ædru en lørdag aften. Fuck fasten – vi ses i byen!