Noget om alt det der er sket – part II

Jeg havde endnu en gang store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Men jeg fik pludselig meget travlt.

Travlt med at cruise Oslo tynd og drikke mig sejlende beruset både op og ned ad åen.

Travlt med at stå fadder, selvom mine tømmermændsben ikke var helt så stabile, som den høje herre kunne ønske sig.

Travlt med at lave video om en sydtysk skimmelsvampshund. Med mit første statsministerinterview og med lige pludselig at kunne kalde mig boligejer (eller det er vel mere korrekt at kalde mig halvboligejer, men hvem tæller?)

Travlt med barselsbesøg og ben og bearnaise. Og med at brække mig, fordi min krop åbenbart ikke synes, det er helt lige så fedt at have travlt, som mit hoved synes.

Nu har jeg travlt med at klippe og klistre i en film om forandring. Jeg har haft den samme melankolske melodi i hovedet den sidste uge, og selvom budskabet vel ikke ligefrem indbyder til det, smiler jeg, hver gang jeg hører den.

For tiden er forandring nemlig ret så fantastisk her i min ende. Langt det meste af det, der sker, gør mig glad, selvom jeg ikke helt har kunnet følge med de sidste par uger.

Jeg indhenter forhåbentlig mig selv lige om lidt. Allerførst vil jeg holde fyraften, åbne en flaske af den hvideste vin og fejre, at jeg midt i al travlheden tager mig selv i at smile flere gange om dagen uden at vide hvorfor …

moet

PS: Hvem forsøger jeg at narre? Den flaske vin blev allerede åbnet for en time siden. Den er dog stadig halv fuld …

Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om et nedtursnavn

Pai er lagt på hylden. I hvert fald indtil guldfisken og jeg skal udenlands igen om et par uger. Så i mellemtiden er det tilbage til standardnavn. Et navn, jeg har det lidt ambivalent med.

Altså, det er jo mit, så jeg har besluttet mig for at acceptere det. Men jeg har nok aldrig følt, at det passer så godt til mig. Mine omgivelser har tydeligvis slet ikke.

Et par af yndlingsdyrene lærte mit navn at kende, før de mødte mig. Både kaninen og hamsteren har været praktikanter i afdelingen og haft mig som kontaktperson. Nu, hvor vi er blevet venner, tør de godt indrømme, at de ikke helt kunne få navnet til at passe med stemme og udseende (for slet ikke at tale om opførsel), da de mødte mig første gang.

‘Du udstråler jo autoritet i dit navn’, sagde kaninen på et tidspunkt (underforstået – jeg som person udstråler aldeles ingen autoritet).

Den anskuelse passer også meget godt til hamsterens beskrivelse af det umiddelbare indtryk af mig, da hun skulle til samtale om praktikpladsen, og jeg for første gang nogensinde skulle prøve at sidde på den anden side af bordet og lege den voksne.

‘Jeg var så nervøs, og så sad der bare sådan en neontrunte’, fortalte hun (her vælger jeg at tage det med neontrunten som en kompliment).

Det er ikke kun ordlyden, jeg (og mine omgivelser) har det svært med. Betydningen giver mig også præstationsangst. For hvem har lige lyst til at forsøge at leve op til titlen ‘Den fromme’? Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke kan (og så har jeg ikke sagt for meget).

Jeg kan takke min søster for mit navn, for egentlig skulle jeg have heddet noget så dejligt uproblematisk som Julie. Men storesøs protesterede, smed sig på gulvet og råbte og skreg og vred sig og nægtede at troppe op til min barnedåb, hvis jeg skulle hedde Julie (sådan forlyder historien i hvert fald). Så derfor måtte familien finde på noget andet. Og det blev virkelig laveste fællesnævner. Jeg fik ikke det navn, som mine forældre bedst kunne lide, men det, der sikrede, at alle mødte op til barnedåben.

Nå, men i det mindste kan jeg da forsøge at leve højt på, at mit navn meget snart er meget unikt. Det siger den flotte statistik i hvert fald. For resten af Danmark har åbenbart fået øjnene op for, at der (for manges vedkommende) følger nogle ret uønskede politiske association med i navnepakken. Blandt andet derfor tror og håber jeg, det er positivt ment, når nye bekendtskaber igen og igen siger: ‘Det er simpelthen så mærkeligt, at du hedder Pia’.

nedturspia

Sjovt nok begynder statistikken ved mit fødselsår. Men det er jo altid rart at starte på toppen. Eller noget …