Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.
Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.
Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).
Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.
Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!
Skudamuda 
Haha, hurra for succes! Den går og kommer fandeme ligesom det passer den, men jeg tror på at den i en eller anden grad er mere tiltrukket af en, hvis man ikke er pisse bange for at fejle.
Tillykke med bettemanden aka Delfinungen. Genialt navn. Forestiller mig ham rigtig nutti-nutti. Hæhæ.
Desuden pissemeget tak for din kommentar på min blog. Den gjorde mig sgu glad og glæden fortsatte til nye højder, da jeg så at du nu følger mig. Yesyesyes! Og så blev jeg også (måske lidt for) begejstret over, at du er journalist! Hvorfor hører vi ikke noget til det på bloggen? Haha. Du kan nok høre at dét er det jeg drømmer om, så det kunne virkelig være både sjovt og interessant at komme backstage eller ind bag facaden, om man vil, på de ellers udadtil benhårde journalister og deres bedrifter.
Jeg har købt roser til mig selv og har lige spist kage, og elsker desuden at belemre folk med mine ligegyldigheder. Hurra for livet! Ej hold nu kæft C, der er ingen der har fødselsdag.. Så skål for livet!
Jeg er sikker på, at du har fortjent de roser. Godt, du købte dem. Og kage har man altid fortjent!
Jeg kan godt forstå, du drømmer om at blive journalist. Det er også en fantastisk spændende og benhård branche. Har jeg hørt. For selvom jeg er uddannet journalist, er mit job nok en lille smule alternativt i forhold til det, jeg er uddannet til. Jeg er muligvis ikke så benhård, som journalisttitlen antyder. Til gengæld er jeg ret sikker på, at jeg griner mere i løbet af min arbejdsdag end en gennemsnitlig journalist. Sådan er det nok at arbejde bag kameraet i underholdningsbranchen. Du kan læse lidt om, hvor benhårdt det er her:
https://skudamuda.com/2012/10/18/back-to-business/