Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om betydningsfulde roller – part II

Jeg skal være gudmor til en delfinunge i morgen. Det er meget voksent og seriøst.

Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, det er det en lille smule foruroligende, at højdepunktet for min aften i går var en video af to skildpadder, som knalder. Jeg får stadig grineflip, hver gang jeg kommer til at tænke på det fesne paddestøn, og eftersom jeg har en tendens til at tænke upassende tanker på de helt forkerte tidspunkter, frygter jeg, at netop dén lyd trænger sig på, når jeg skal stå med lækker unge på armen og forestille at være en fornuftig og ansvarlig type i noget Marmorkirke. Specielt fordi min track record for grineflip ved døbefonten ikke er noget at blære sig med på en søndag.

Eneste formidlende omstændighed er, at det var barnets egne forældre, der viste mig videoen. Som de i øvrigt selv havde filmet på deres ferie i Thailand (Two Oscars coming up!). Jeg tænker, den meget passende kan bruges som isbryder, den dag delfinungen stiller det obligatoriske spørgsmål om, hvordan han egentlig er blev lavet.

Noget om gamle breve og beskeder

Jeg skulle samle, sortere og smide ud i søndags. En disciplin, jeg ikke ligefrem mestrer. Det startede ellers så lovende. Måske fordi jeg lagde ud med rudekuverterne i et forsøg på at ordne bilag til revisortype. For syttan, hvor blev der smidt kedelige breve og papirer ud. Muligvis kedelige breve og papirer, jeg burde gemme, hvis jeg vil fortsætte forsøget på at være en form for fornuftig og ansvarlig type. Men det er lidt dumt at tænke på nu, hvor storskrald har været der.

Stærkt opmuntret af udsmidningssuccesen valgte jeg at blive lidt i samme kategori, så jeg dykkede ned i den store kiste med private breve i håbet om, at jeg også der kunne reducere indholdet betydeligt.

Her skal det igen siges, at jeg har gemt alle private breve og postkort, jeg nogensinde har fået. Som i ALLE. Selv hurtige beskeder fra min søster skrevet på en serviet eller små, sammenkrøllede sedler, som tigeren og løven kastede gennem klasselokalet i folkeren. Så der var nok at rydde ud af. I teorien. I praksis skete der det, at jeg ikke en gang kunne få mig selv til at smide ligegyldige kuverter ud. Heller ikke selvom de var fra en gammel penneveninde, som jeg slet ikke vidste eksisterede.

I stedet for at rydde ud, ryddede jeg ind. Fordi jeg pludselig blev så bange for, at jeg en dag skulle miste noget af guldindholdet. Derfor affotograferede jeg det vigtigste (det vil sige stort set alt). Så det nu også fylder i den digitale verden. Hurra for veludviklet oprydningsgen!

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume ...

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume …

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, som jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem, jeg heller ikke kan huske. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal analysere ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som mand siger ...

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem jeg heller ikke kan huske. Jeg erindrer ikke, hvordan jeg analyserede ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som man siger …