Noget om gyseren, der aldrig gøs

Stop alt! Det er lige gået op for mig, at jeg ikke har fået det obligatoriske julekort fra revisortype i år. Her har jeg i flere måneder frygtet for den ubehagelige ene dag om året, hvor jeg føler mig allermest ramt af noget voksent og ansvarligt. Og så skete der ingenting.

Måske er det alligevel rigtigt, når min kollega siger, at 90 procent af alle bekymringer slet ikke bliver til noget. Nu kan jeg så til gengæld begynde at bekymre mig om, hvorfor jeg ikke har fået noget kort. Har jeg mon gjort noget forkert? Mener han ikke, at jeg har fortjent det? Er han mopset over, at jeg aldrig har sendt ham et julekort? Eller har han – Gud forbyde det – fundet frem til bloggen og læst gyserhistorien fra sidste år?

Måske jeg burde sende ham et afladskort og en dusk som kompensation for det gale, jeg ikke ved, jeg har gjort. Åh, det er hårdt at lege voksen …

ord_kommer_ikke_let

Noget om julevoksenhed

Jylland er det tryggeste land, jeg kender. Specielt lige nu, hvor jeg sidder mindre end en meter fra Elvis på træet og kan høre opvaskerens rumlende bumlen blande sig med lokalradioens nostalgitoner.

Når jeg sidder her, er jeg et barn. Men når jeg lige om lidt rejser mig, skal jeg prøve at være en slags voksen. Sådan en type, som siger farvel til alt det trygge for at holde jul et helt nyt sted. Uden forældre, søskende, nevøer og niecer i den ene eller anden kombination.

Det er både farligt og fantastisk dejligt. Mest det sidste, heldigvis. Og lige meget hvor voksen, jeg kommer til at føle mig, når jeg siger farvel inden længe, ved jeg, at det er småting i forhold til den tussegamle voksenhedsfølelse, som sandsynligvis kommer til at overmande mig, når jeg om et par dage vender tilbage til min egen ø for at finde det obligatoriske julekort fra revisortype i postkassen.

Glædelig jul. Det bliver skide godt …

juleboots

Noget om gamle breve og beskeder

Jeg skulle samle, sortere og smide ud i søndags. En disciplin, jeg ikke ligefrem mestrer. Det startede ellers så lovende. Måske fordi jeg lagde ud med rudekuverterne i et forsøg på at ordne bilag til revisortype. For syttan, hvor blev der smidt kedelige breve og papirer ud. Muligvis kedelige breve og papirer, jeg burde gemme, hvis jeg vil fortsætte forsøget på at være en form for fornuftig og ansvarlig type. Men det er lidt dumt at tænke på nu, hvor storskrald har været der.

Stærkt opmuntret af udsmidningssuccesen valgte jeg at blive lidt i samme kategori, så jeg dykkede ned i den store kiste med private breve i håbet om, at jeg også der kunne reducere indholdet betydeligt.

Her skal det igen siges, at jeg har gemt alle private breve og postkort, jeg nogensinde har fået. Som i ALLE. Selv hurtige beskeder fra min søster skrevet på en serviet eller små, sammenkrøllede sedler, som tigeren og løven kastede gennem klasselokalet i folkeren. Så der var nok at rydde ud af. I teorien. I praksis skete der det, at jeg ikke en gang kunne få mig selv til at smide ligegyldige kuverter ud. Heller ikke selvom de var fra en gammel penneveninde, som jeg slet ikke vidste eksisterede.

I stedet for at rydde ud, ryddede jeg ind. Fordi jeg pludselig blev så bange for, at jeg en dag skulle miste noget af guldindholdet. Derfor affotograferede jeg det vigtigste (det vil sige stort set alt). Så det nu også fylder i den digitale verden. Hurra for veludviklet oprydningsgen!

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume ...

Yderst important autografkort, som er fuldstændig umuligt at smide ud. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor værdifuldt det ville være, hvis krasseren rent faktisk var blevet sat af en rigtig kendis frem for en fransk ungarbejder i for stort kostume …

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, som jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Postkort fra upassende søster, som jeg modtog umiddelbart inden min konfirmation. Jeg giver omverdenen skylden for al den upassenhed, jeg blev smittet med i en skræmmende tidlig alder!

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem, jeg heller ikke kan huske. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal analysere ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som mand siger ...

Og nu vi er ved det upassende, skal I da ikke snydes for dette poetiske uddrag, jeg modtog fra en penneveninde i femte klasse. En af dem jeg heller ikke kan huske. Jeg erindrer ikke, hvordan jeg analyserede ordene. Forhåbentlig forstod jeg dem ikke den gang. I dag vælger jeg selvfølgelig at tage det som en kompliment. Jeg labber i mig, hvad labbes kan, som man siger …

Projekt ny og bedre livsstil kapitel 4

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er ved at blive sådan en pisseirriterende, fornuftig type, som jeg ikke engang selv orker at være sammen med.

I mandags bestilte jeg en pizza uden kød, fordi den var billigere (er du i chok, vil jeg forsøge at berolige dig ved at understrege, at jeg dog  stadig bestilte pizza).

I går besluttede jeg mig for at opsige mit tv-abonnement for at spare penge (lidt uheldigt, når jeg arbejder for et tv-selskab, men jeg undskylder mig med, at jeg alligevel aldrig er hjemme).

Og i morges vågnede jeg helt frisk, før vækkeuret ringede, og var top-motiveret til at løbe en tur i den råkolde snuskregn (det blev til et decideret forhindringsløb gennem parken, jeg havde forceret under stormen. De mange væltede træer fik mig endeligt overbevist om, at mit lille uvejrseventyr var en virkelig dum idé).

Jeg er kødentusiast ud over det sædvanelige, jeg lever halvt gennem et tv, og jeg har i mange år været et yderst dedikeret B-menneske, som satte en ære i at undgå unødig fysisk aktivitet (sportslig aktivitet, primært). Og for lige at smække en trumf-fætter på bordet, så kommer jeg til at have to (næsten) alkoholfrie weekender i træk. Herre Jemini, enden er nær!

Jeg ville frygte snarlig identitetskrise i gigantudbrud, hvis ikke det var fordi, at der stadig er punkter, hvor jeg er top utjekket på den helt trygge måde. For eksempel har jeg netop skrevet en mail til SKAT om alt det, jeg ikke forstår, i forsøget på at få et overblik over alle de penge, jeg ikke har. Det er jo et dagsprojekt i sig selv. For hvordan indleder man sådan en korrespondance? ‘Hej SKAT’ kan hurtigt komme til at lyde lige kælent nok. Specielt fordi jeg sandsynligvis ikke skal regne med at få et ‘Hej sukkermås’ retur. Jeg kan nok snarere se frem til en række yderst ukærlige girokort som straf for alle mine utroligt optimistiske, men desværre meget ukorrekte, regnefejl i forhold til, hvad jeg troede, jeg burde have indbetalt til dem.

Egentlig havde jeg store planer om også at spare revisortype væk, men ved nærmere eftertanke tror jeg lige, jeg beholder den idé i banken lidt endnu …

deal_with_it