Noget om succes #3

Jeg gjorde det fandeme! Imod alle odds kom jeg igennem dyppelsesritual uden det mindste grineflip. Oppe ved døbefonten, altså. Jeg havde lige haft mindre flip under præstens prædiken, men det tæller ikke i det store regnskab, har jeg bestemt.

Og jeg lavede heller ikke nogen scener eller noget. Eneste anke fra moderens side var, at hun ikke syntes, hun kunne høre, jeg sagde navnet på delfinungen, fordi jeg snakkede så lavt. Men hey, så er der i hvert fald ingen, der kan klandre mig for, at jeg sagde det forkert.

Jeg havde på forhånd forestillet mig forskellige scenarier for, hvad jeg kunne finde på at lave af upassenheder i sådan en smule Marmorkirke. Derfor havde jeg også forsøgt at planlægge forløbet på en måde, så risikoen for upassende scener forårsaget af mig var nede på et minimalt niveau. Jeg havde endda taget en yderst dåbspassende kjole på (efter gudstjenesten gjorde giraffen mig godt nok opmærksom på, at jeg havde et stort hul i ryggen, men lad nu det ligge).

Jeg havde ellers overvejet, om der findes regler for, at man ikke må være kjoleoverdressed. Sådan ligesom til bryllupper. At jeg ikke måtte tage babydrengens shine ved at overgå hans lange, broderede, hvide kjole (åh, der er bare så meget forkert ved den sætning). For nogle uger siden jokede jeg lidt med kollegerne om, hvorvidt det ville være skandaløst, hvis jeg selv trak i en lang, hvid kjole, når jeg skulle gå ned ad kirkegulvet med drengen på armen. Chefen mente dog, det først ville være rigtigt upassende, hvis jeg også havde iklædt ungen et lille, fint brudgomsjakkesæt. Og det kunne han da for så vidt have ret i. Jeg er dog sikker på, at det ville have været uforglemmeligt.

Men nu var det jo ikke fordi, jeg skulle skrive om alt det, der kunne være gået galt. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på en af de sjældne succesoplevelser. Eller i hvert fald en oplevelse, som jeg ikke fuckede op. De findes – selv på en søndag. Jeg vil nu forsøge at fortsætte i succesporet og gøre alt, hvad jeg kan, for ikke at fucke op som det gode, kristne forbillede, jeg har lovet at være. Åh gud, det kommer til at holde hårdt!

marmorkirken

Noget om succes #2

Det er netop lykkes mig at få gjort rent efter nytårsaften, og jeg føler mig som sejrsgudinde numero uno, som har uddelt røvfuldssmåkager til fuldstændig uoverskuelig udfordring.

Nogle mener muligvis, det ville være en lidt større succes, hvis jeg havde formået at gennemføre rengøringen den 1. januar. Sagen er bare den, at jeg var nedlagt af giganttømmermænd grundet afsindig nytårsbrandert. Hvis det ikke var for giraffen, havde jeg ikke en gang formået at tømme sjatter den dag (jeg er utrolig taknemmelig over at kende så rummelig en langhalset type, der kan håndtere, at jeg havner med hovedet i tønden efter halvandet minuts oprydning …)

Selve rengøringen ville jeg dog gemme til den 2. januar. Som blev til d. 3. januar. Som så blev til den 11. Hvor jeg skal have gæster lige om lidt. Og jeg synes trods alt, det er meget god stil at gøre rent efter sidste fest, før man holder en ny.

De seneste par uger har jeg højlydt og sådan cirka dagligt mindet mig selv om, at jeg stadig manglede at støvsuge konfetti op. Og giraffen har kvitteret med sætning: ‘Det er meget sødt, at du tror, du kun mangler at støvsuge’.

Det var nok også en smule optimistisk at tro, støvsugningen kunne gøre det, for projektet endte med at tage på den forkerte side af tre timer. Til gengæld blev jeg meget klogere på, hvad der var sket i løbet af den nytårsaften, der ellers er så sløret for mig. For eksempel fandt jeg de udtørrede mynteblade, som hanmusvit efter sigende skulle have kastet efter midnat. Og jeg slettede sporene fra den champagneflaske, som ifølge rygterne eksploderede ud over stuen.

Nå ja, så fandt jeg selvfølgelig også ud af, at undulaten nok havde ret, da hun forsøgte at rekonstruere aftenen for mig og fortalte, at jeg havde været oppe at slås med mine møbler grundet balancebesvær. Lamper giver da ikke syv års uheld, vel?

lampeskade

Noget om succes #1

Storebjørn mener, at jeg burde blive bedre til at trutte i eget horn, når jeg oplever en personlig succes. Bare for at skabe lidt balance i forhold til de (alt for mange) gange, jeg fortæller om en fiasko.

Sagen er dog den, at mit succeskriterium sandsynligvis ligger en mælketand lavere end normale og mere velfungerende typer. For eksempel lever jeg stadig højt på, at jeg i sidste uge undgik at brænde en sovs på.

Og så har jeg skam også fået renter for første gang, siden jeg hævede formuen på min Ponduskonto for 15 år siden. Det går jeg helt diskret og stilfærdigt rundt og er meget, meget stolt af, fordi jeg mener, det er et tydeligt tegn på, at vinden er vendt, og det nu er bankernes tur til at betale mig som en slags kompensation for de tusindvis af rentebananer, jeg har sendt deres vej de seneste mange år. Det er succes, der batter i min verden!

PS: Diskret og stilfærdig behandling af banksucces skyldes primært, at åbenlyst blær kunne resultere i spørgsmål angående størrelsen på rentebeløbet. Og det behøver vi absolut ikke at komme ind på …

20140107-131910.jpg

* Jeg er stadig uforbederlig optimist og håber derfor på, at jeg en gang ude i fremtiden oplever succes nok til at skrive ‘Noget om succes #2.’ Fortsættelse følger (måske).