Det var så året hvor jeg … – vol 4

… vågnede med tømmermænd d. 31. december. Når størstedelen af vennekredsen lige pludselig er blevet så wannabe-voksne, at nytårsaften står på familiekalas, kalder det på en våd lillenytårsaften på den trygge bar.
Det betød også, at jeg fik taget forskud på nytårssentimentaliteten og hyggetudede mig i søvn ved siden af en yderst ædru langhalset type, som heldigvis er rummelig nok til at holde sådan et styks hormonelt forstyrret spritspektakel ud året rundt. (Har en svag erindring om sætningskonstruktioner a la: “Vræl! Snot! Hulk! Det er bare fordi, du er så søøøøøøød!” Og “Jammer! Tårer! Hvin! Du gør min sjimpelhæn så glaaaaaaa!!”)

Desværre havde jeg i rusens hede glemt, at jeg (og alle mine tømmermænd) skulle op, før solen fik sol på. Det holdt hårdt, men det hjalp lidt på opstandelsen, at solen havde taget sit fineste nytårsskrud på og mindede mig om, at det trods alt har været et helt i orden år, hvor varmen lunede mere, end kulden bed. 

Og når nu jeg både har fået stillet promilletrangen og luftet mit indre følelsesmonster, er der yderst gode udsigter til en ædru og velafbalanceret nytårsaften. Eller … måske bare en aften, hvor jeg undgår at brække mig i mine beskyttelsesbriller. Det må være succeskriteriet.

Rigtig godt nytår – må 2016 blive året, hvor glæden får frie tøjler, og Elvis genopstår. Der er lys forude … 
 

Noget om succes #2

Det er netop lykkes mig at få gjort rent efter nytårsaften, og jeg føler mig som sejrsgudinde numero uno, som har uddelt røvfuldssmåkager til fuldstændig uoverskuelig udfordring.

Nogle mener muligvis, det ville være en lidt større succes, hvis jeg havde formået at gennemføre rengøringen den 1. januar. Sagen er bare den, at jeg var nedlagt af giganttømmermænd grundet afsindig nytårsbrandert. Hvis det ikke var for giraffen, havde jeg ikke en gang formået at tømme sjatter den dag (jeg er utrolig taknemmelig over at kende så rummelig en langhalset type, der kan håndtere, at jeg havner med hovedet i tønden efter halvandet minuts oprydning …)

Selve rengøringen ville jeg dog gemme til den 2. januar. Som blev til d. 3. januar. Som så blev til den 11. Hvor jeg skal have gæster lige om lidt. Og jeg synes trods alt, det er meget god stil at gøre rent efter sidste fest, før man holder en ny.

De seneste par uger har jeg højlydt og sådan cirka dagligt mindet mig selv om, at jeg stadig manglede at støvsuge konfetti op. Og giraffen har kvitteret med sætning: ‘Det er meget sødt, at du tror, du kun mangler at støvsuge’.

Det var nok også en smule optimistisk at tro, støvsugningen kunne gøre det, for projektet endte med at tage på den forkerte side af tre timer. Til gengæld blev jeg meget klogere på, hvad der var sket i løbet af den nytårsaften, der ellers er så sløret for mig. For eksempel fandt jeg de udtørrede mynteblade, som hanmusvit efter sigende skulle have kastet efter midnat. Og jeg slettede sporene fra den champagneflaske, som ifølge rygterne eksploderede ud over stuen.

Nå ja, så fandt jeg selvfølgelig også ud af, at undulaten nok havde ret, da hun forsøgte at rekonstruere aftenen for mig og fortalte, at jeg havde været oppe at slås med mine møbler grundet balancebesvær. Lamper giver da ikke syv års uheld, vel?

lampeskade

Bittersød erfaringsnote #(20)13

Køre mig selv

Når du ikke kan huske, hvordan du væltede ind i det nye år, har du været for fuld. Alt, alt for fuld! Undskyld til alle, som blev ramt af mig i nat. Jeg har de bedste intentioner om snarlig forbedring.

Selvom jeg ikke kan huske farvellet til det gamle år, synes jeg faktisk, at goddaget til det nye er ret fedt. Med tømmermænd og en bombet lejlighed og en opkastlysten krop og det hele. Så med fare for sadistisk afstraffelse i form af Nemesis’ brutale smæk tør jeg godt sige, at det sgu kun kan blive skide godt, det der 2014.

alt_det_jeg_ikke_kan_huske

PS: Når du skriver køre i stedet for kære, er du for bagstiv til at skrive blogindlæg!

Det var så året hvor jeg … – vol. 2

– Mødte en giraf

Det er corny, jeg ved det, men da jeg begyndte at tænke over, hvad der er sket i år, overskyggede det alt det andet i en sådan grad, at jeg simpelthen ikke kunne komme i tanke om, hvad der ellers er sket. Sidste år var jo spækket med skandaler og pinligheder og megabranderter, og dem syntes jeg bare ikke, der har været så frygtelig mange af i år. Indtil jeg kom i tanke om, at det her jo også var året, hvor jeg:

stjal en kegle og skovtissede i et af Ruslands mest trafikerede lyskryds

– tabte min yderst ydmyge(nde) formue på casino i Sunny Beach

– lærte, at der er forskel på Øresund og Ørestad station, og at det ikke er fede tider at komme alt for sent til en bus fuld af 40 fremmede mennesker, som jeg ellers havde de bedste intentioner om at gøre et fabelagtigt førstehåndsindtryk på

– erfarede, at jeg kan have 18 gigantskumfiduser i egen mund. På én gang. Efter adskillige snapse, som ellers burde sætte gang i opkastrefleksen (ja, jeg er stadig dybt imponeret over mig selv og ikke bange for at indrømme det …)

Derudover var det også året, hvor jeg:

– for alvor begyndte at frygte, at selv jeg kan blive ramt af noget voksent og fornuftigt og røvkedeligt

– blev sjaskhamrende uhelbredeligt forelsket i en delfinunge

befløj et himmelskib med bankende hjerte og langhalset hånd i min

– fik smæk i røven på en nøgen mandag i russisk banya

– formåede at være til to bryllupper uden at besvime af stangstivhed til nogen af dem (stor bedrift!)

– erfarede, at jeg er en folder

– tilfredsstillede mit indre barn ved indkøb af livsnødvendig slikautomat

– fik taget min rigtige Roskildemødom efter flere års hedt forspil

blev julevoksen på den barnlige måde, hvor det trods mangel på egen familie den hellige aften stadig var mig, der sad med alle gaverne (næsten)

– tog tre armbøjninger. TRE ARMBØJNINGER. Ja, jeg siger det bare …

Det sidste punkt i sig selv er jo en bedrift af en sådan kaliber, at året må betegnes som en sand succes. Og hvis jeg sidste år udnævnte 2012 til at være det hidtil vildeste, er jeg skam ikke bleg for at udnævne 2013 til det hidtil bedste.

Skide godt nytår!

savannenytaar

Den første dag

Der er et eller andet helt specielt nervepirrende spændende ved at tage hul på første dag i et nyt år. Sådan føles det i hvert fald på den sidste dag i det gamle år. Fordi ordet nyt (muligvis fejlagtigt) bliver forvekslet med godt. Men hvis man laver en statistik (ikke at jeg vil forsøge mig med tal), tror jeg, den vil vise, at første januar er årets største opslåningsdag. Tømmermændene lægger sig, og folk går fra hinanden. Fordi de har dummet sig, fordi de er blevet udsat for andre fristelser, fordi de bliver i tvivl. Fordi de føler sig tvunget til at tage deres liv op til revision på grund af et tolvtal, der blev til et trettental.

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg har ikke nogen at slå op med, så hvem er jeg til at snakke? Til gengæld har jeg et øre, som ikke kan høre. Det begyndte at strejke på ondeste vis i går aftes, og dermed hoppede jeg ind i det nye år på en cocktail af Panodil og Ipren. Da jeg talte i telefon med manden fra lægevagten, som havde trukket nytårstjansen, glemte han at minde mig om, at man skal være varsom med at blande smertestillende og afsindige mængder alkohol (man skal nok bare være varsom med afsindige mængder alkohol sådan helt generelt). Måske troede han, at det gav sig selv. Eller også troede han, at jeg var et barn, og der derfor slet ikke var nogen risiko for, at jeg ville fylde mig med procenter. Tilsyneladende er mellemørebetændelse nemlig kun noget, børn får. Der kunne jeg så fortælle, at min papfar har lagt sig med samme problem. Men han ønskede sig selvfølgelig også primært ting til sin togbane i julegave.

Jeg troede, jeg ville vågne op med spænding i maven på trettenerens første dag. Måske endda kriller. Jeg vågnede op med en ubændig trang til at amputere højre side af mit hoved. Sammen med den del af min krop, hvor tømmermændene sidder (altså alt fra knæene og op). Hvis lægen havde mindet mig om det med alkoholen i telefonen, og jeg havde valgt at lytte (med det raske øre), kunne jeg muligvis have undgået at padle rundt i bunden af min brusekabine to gange inden klokken otte. Men benene forsvandt under mig, og det tog en hel del overtalelse, før de indvilligede i at bære mig ned mod lægevagten.

Da jeg gik forkert for anden gang og endte for enden af en blind vej, gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg sparkede til et wannabe-baobabtræ. Så hårdt jeg overhovedet kunne. Det fik jeg ret meget ud af. Blandt andet en meget øm storetå og en frygteligt forskrækket pegetå (jeg sender god karma til den, der kan fortælle mig, hvad tå nummer to egentlig hedder). Og så fik jeg alt det regnvand i hovedet, som havde ligget og hygget sig oppe i træet. Det var specielt rart, fordi jeg netop havde kæmpet for at tørre mit hår uden at besvime igen.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor kirkegårde og kapeller ligger i forlængelse af hospitalerne. Det opmuntrer vel ikke ligefrem folk til at hænge i? Men det kunne jeg i princippet være ligeglad med, for jeg havde jo bare ondt i øret. Det sagde jeg også til den alt for pæne turnuslægetype, da han stak en kold metaldims ind for at stille den diagnose, som jeg allerede kendte. Det var svært at snakke, når jeg samtidig skulle koncentrere mig om at holde vejret. Så han ikke kunne lugte, at jeg stadig var fuld. Der burde være en lov om, at man ikke må sende pæne mænd på arbejde, når singletyper stinker af sprut og er iklædt en fejlagtig kombi af grå joggingbuks og neon. Og så burde underviserne på medicinstudiet i øvrigt også afsætte tid til at forklare de internationale regler for benflirt. Så en bagstiv, helspekulerende type ikke behøver at blive forvirret over, hvad det egentlig er, der foregår, når tresekundersreglen for fysisk kontakt overskrides med adskillige minutter.

Og så synes jeg, man bør afskaffe døre. For jeg kan åbenbart ikke finde ud af at bruge dem. Heller ikke i år. Men så var det rart, at turnuslægetypen havde overskud til lige at forklare, hvad en lås er, og hvordan den fungerer sådan i al almindelighed. Han havde dog ikke tid til at følge mig helt ud. Det var ærgerligt, for det ville måske have sparet mig for endnu en vildfaring. Jeg er bange for hospitaler, og jeg er endnu mere bange for den slags, jeg ikke kan finde ud af. Jeg gik forbi venteværelset, tog elevatoren ned, drejede rundt om mig selv, gik op ad trappen, forbi samme venteværelse (nu med forundrede tilskuere), tog elevatoren ned. Igen. Drejede rundt om mig selv. Igen. Snuppede en ekstra halv runde. Havnede på en alt for akut gang. Den lange med lyset for enden. Skyndte mig tilbage til trappen. Valgte nu at tage de trin, der gik nedad. Endte i en øde baggård, jeg aldrig havde set før. Men i det mindste var jeg ude. I sikkerheden.

Og jeg fandt ned på apoteket og købte for 256 kroner blandet. Nu med oversvømmelse i øjenkrogen af ydmygelse og ondthed. Det er faktisk ikke så svært bare at betale. Skulle man tro. Men inden jeg nåede dertil, kom jeg til at kaste sytten identiske kvitteringer på 900 kroner fra min pung op i luften. Og ind mod den flinke apotekerpige, som hjalp mig med at samle dem sammen og diskret spurgte, om jeg havde hørt om deres nye chat-konsultationer. Det var sagt i den bedste mening, er jeg sikker på. Og det var ikke helt okay, at jeg følte trang til at råbe.

Men jeg råbte ikke. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg er jo en pæn pige. Jeg sagde tak, tørrede øjnene, tog imod de medicinske redningspakker og mine gamle kvitteringer (som jeg altså virkelig bør smide ud). Og så gik jeg hjem. I regnvejr. Forbi brugte batterier og vådt, gråt pap, som engang indeholdt noget flot.

roskildePS: Måske lyder det ikke sådan. Men jeg er stadig optimistisk. Jeg ligger ned på en mere stående måde, end jeg plejer. Og jeg tror på, det går fremad nu. Jeg er jo trods alt både vågen og i live. Og hvem ved – tretten viser sig måske at være en meget god legeplads …