Den første dag

Der er et eller andet helt specielt nervepirrende spændende ved at tage hul på første dag i et nyt år. Sådan føles det i hvert fald på den sidste dag i det gamle år. Fordi ordet nyt (muligvis fejlagtigt) bliver forvekslet med godt. Men hvis man laver en statistik (ikke at jeg vil forsøge mig med tal), tror jeg, den vil vise, at første januar er årets største opslåningsdag. Tømmermændene lægger sig, og folk går fra hinanden. Fordi de har dummet sig, fordi de er blevet udsat for andre fristelser, fordi de bliver i tvivl. Fordi de føler sig tvunget til at tage deres liv op til revision på grund af et tolvtal, der blev til et trettental.

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. For jeg har ikke nogen at slå op med, så hvem er jeg til at snakke? Til gengæld har jeg et øre, som ikke kan høre. Det begyndte at strejke på ondeste vis i går aftes, og dermed hoppede jeg ind i det nye år på en cocktail af Panodil og Ipren. Da jeg talte i telefon med manden fra lægevagten, som havde trukket nytårstjansen, glemte han at minde mig om, at man skal være varsom med at blande smertestillende og afsindige mængder alkohol (man skal nok bare være varsom med afsindige mængder alkohol sådan helt generelt). Måske troede han, at det gav sig selv. Eller også troede han, at jeg var et barn, og der derfor slet ikke var nogen risiko for, at jeg ville fylde mig med procenter. Tilsyneladende er mellemørebetændelse nemlig kun noget, børn får. Der kunne jeg så fortælle, at min papfar har lagt sig med samme problem. Men han ønskede sig selvfølgelig også primært ting til sin togbane i julegave.

Jeg troede, jeg ville vågne op med spænding i maven på trettenerens første dag. Måske endda kriller. Jeg vågnede op med en ubændig trang til at amputere højre side af mit hoved. Sammen med den del af min krop, hvor tømmermændene sidder (altså alt fra knæene og op). Hvis lægen havde mindet mig om det med alkoholen i telefonen, og jeg havde valgt at lytte (med det raske øre), kunne jeg muligvis have undgået at padle rundt i bunden af min brusekabine to gange inden klokken otte. Men benene forsvandt under mig, og det tog en hel del overtalelse, før de indvilligede i at bære mig ned mod lægevagten.

Da jeg gik forkert for anden gang og endte for enden af en blind vej, gjorde jeg det eneste rigtige. Jeg sparkede til et wannabe-baobabtræ. Så hårdt jeg overhovedet kunne. Det fik jeg ret meget ud af. Blandt andet en meget øm storetå og en frygteligt forskrækket pegetå (jeg sender god karma til den, der kan fortælle mig, hvad tå nummer to egentlig hedder). Og så fik jeg alt det regnvand i hovedet, som havde ligget og hygget sig oppe i træet. Det var specielt rart, fordi jeg netop havde kæmpet for at tørre mit hår uden at besvime igen.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor kirkegårde og kapeller ligger i forlængelse af hospitalerne. Det opmuntrer vel ikke ligefrem folk til at hænge i? Men det kunne jeg i princippet være ligeglad med, for jeg havde jo bare ondt i øret. Det sagde jeg også til den alt for pæne turnuslægetype, da han stak en kold metaldims ind for at stille den diagnose, som jeg allerede kendte. Det var svært at snakke, når jeg samtidig skulle koncentrere mig om at holde vejret. Så han ikke kunne lugte, at jeg stadig var fuld. Der burde være en lov om, at man ikke må sende pæne mænd på arbejde, når singletyper stinker af sprut og er iklædt en fejlagtig kombi af grå joggingbuks og neon. Og så burde underviserne på medicinstudiet i øvrigt også afsætte tid til at forklare de internationale regler for benflirt. Så en bagstiv, helspekulerende type ikke behøver at blive forvirret over, hvad det egentlig er, der foregår, når tresekundersreglen for fysisk kontakt overskrides med adskillige minutter.

Og så synes jeg, man bør afskaffe døre. For jeg kan åbenbart ikke finde ud af at bruge dem. Heller ikke i år. Men så var det rart, at turnuslægetypen havde overskud til lige at forklare, hvad en lås er, og hvordan den fungerer sådan i al almindelighed. Han havde dog ikke tid til at følge mig helt ud. Det var ærgerligt, for det ville måske have sparet mig for endnu en vildfaring. Jeg er bange for hospitaler, og jeg er endnu mere bange for den slags, jeg ikke kan finde ud af. Jeg gik forbi venteværelset, tog elevatoren ned, drejede rundt om mig selv, gik op ad trappen, forbi samme venteværelse (nu med forundrede tilskuere), tog elevatoren ned. Igen. Drejede rundt om mig selv. Igen. Snuppede en ekstra halv runde. Havnede på en alt for akut gang. Den lange med lyset for enden. Skyndte mig tilbage til trappen. Valgte nu at tage de trin, der gik nedad. Endte i en øde baggård, jeg aldrig havde set før. Men i det mindste var jeg ude. I sikkerheden.

Og jeg fandt ned på apoteket og købte for 256 kroner blandet. Nu med oversvømmelse i øjenkrogen af ydmygelse og ondthed. Det er faktisk ikke så svært bare at betale. Skulle man tro. Men inden jeg nåede dertil, kom jeg til at kaste sytten identiske kvitteringer på 900 kroner fra min pung op i luften. Og ind mod den flinke apotekerpige, som hjalp mig med at samle dem sammen og diskret spurgte, om jeg havde hørt om deres nye chat-konsultationer. Det var sagt i den bedste mening, er jeg sikker på. Og det var ikke helt okay, at jeg følte trang til at råbe.

Men jeg råbte ikke. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg er jo en pæn pige. Jeg sagde tak, tørrede øjnene, tog imod de medicinske redningspakker og mine gamle kvitteringer (som jeg altså virkelig bør smide ud). Og så gik jeg hjem. I regnvejr. Forbi brugte batterier og vådt, gråt pap, som engang indeholdt noget flot.

PS: Måske lyder det ikke sådan. Men jeg er stadig optimistisk. Jeg ligger ned på en mere stående måde, end jeg plejer. Og jeg tror på, det går fremad nu. Jeg er jo trods alt både vågen og i live. Og hvem ved – tretten viser sig måske at være en meget god legeplads …