– formåede at kaste op i tre forskellige lufthavne (og i Kastrup ved tre forskellige lejligheder)
– fik en elefant for livet
– for første gang formåede at blive så fuld, at en taxachauffør nægtede at køre med mig (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse er at se det som en bedrift …)
– rejste verden rundt med alle de dyr, som jeg aldrig vil være foruden (og begyndte at glæde mig til fantastiske ture i det nye år med dem, jeg ikke kom afsted med i år)
– virkelig begyndte at sætte pris på vandfast mascara
– blev bekræftet i vigtigheden af notesbøger. Både de gamle, de digitale, og ikke mindst dem, der findes på gaden
– fandt ud af, at det faktisk føles bedre at pille sig selv i navlen end at pille i sår
– forsøgte at lære at følge hjertelinjerne på min hånd
– overlevede ufrivillig overnatning på skræmmende solseng i Thailand (guldfisk, tavlen er nu visket ren og undskyldningen endeligt accepteret, så drop den dårlige samvittighed)
– endnu engang blev overbevist om, at børn kan være kloge på en helt anden måde end voksne (det gælder specielt en meget vigtig 9-årig …)
– debuterede på karaokescenen (og erfarede dermed, at ting rent faktisk godt kan gå værre, end man frygter)
– lærte, at det godt kan betale sig at lade være med at forhandle sig selv ned i pris
– dummede mig (og blev klogere)
– faldt pladask i sjasket for den sødeste tigerunge i verden
– beviste, at det alligevel godt kan lade sig gøre at transformere 50 kvadratmeter lorteø-lejlighed til et rimelig okay koncertlokale for en enkelt aften
– som udgangspunkt forsøgte at være glad uden grund frem for sur for en sikkerheds skyld
– indtog Bulgariens solrige strand 10 år for sent og fik en slange om halsen (men dog ikke i halsen)
– lærte, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop ikke altid er en ubetinget god idé (min læge griner muligvis stadig, selvom det er strengt)
– gik op ad gaden ned igen (igen, igen, igen, igen)
– sagde ja
– blev klogere på de vigtige ting
– accepterede, at det kan være helt ok at indrømme, at det er svært at stå på egne ben
– påbegyndte, færdiggjorde og ændrede en mission
– opdagede, at vigtige dyr kender hinanden i skove (heldigvis!)
– fik nye (savnede) bekendtskaber og udviklede de (uundværlige) gamle. Måske allervigtigst det til mig selv
– kunne konstatere, at melankolien i afskeden med det forgangne (og hidtil vildeste) år endte med at blive lige så overvældende som den krilrende nysgerrighed omkring det år, der lurer lige om hjørnet. 2013 virker slet ikke så farligt mere. Jeg tror faktisk på, at det bliver godt!
PS: Godt nytår (hvorend du er … )
Skudamuda 
Du har glemt:
– du var en utrolig vigtig bestanddel i at denne musvit har haft et sjovt, skørt, alvorligt, grinagtigt, beruset og helt og aldeles fantastisk 2012.
– du fortjente retten til en meget særlig vandrepokal (som jeg dog håber du ikke skal have i 2013)
– og så skal du heller ikke glemme, at du var på medaljetyveri med mig på Psykopaten.
GODT NYTÅR – vi tager ‘je’ne regrette rien’ i aften for fuld hammer dansende på stolene og så går det hele jo alligevel!!
Du har ret! Medaljerne! Hvordan kunne jeg dog glemme dem? Shame on me!
Årsagen til fortjenesten af vandrepokalen prøver jeg dog at fortrænge, selvom jeg ser frem til at have den stående (solsort, tager du den med i aften?) Og lad os så lige aftale, at ingen fortjener at få den i 2013!
Jeg smører stemmen og satser på, at tusindbenet vil synge for, når vi skruer op for Edith. Tak for et (når alt kommer til alt) ret fantastisk år, som aldrig havde været det samme uden dig eller resten af badedyrsklubben (åh, nu savner jeg Finn).
Af hjertet tak fordi episoden med solsengen i Thailand endelig er tilgivet. Jeg vil gøre mit bedste for at episoden ikke gentager sig i 2013, hvor vi forhåbentlig skal rejse verden rundt igen – inklusive Sunny Beach!
Ved du hvad – jeg føler mig stor i slaget og vælger derfor også at tilføje sidste års natlige mordattentat på tømmerflåden til tilgivningslisten. Jeg overlevede jo på forunderlig vis begge episoder, og eftersom det ikke har dræbt mig, er jeg vel logisk nok blevet stærkere af det. I hvert fald har jeg fået to gode historier til arkivet, og dem ville jeg på ingen måder være foruden!