Det var så året hvor jeg … – vol. 3

– Ikke fik skrevet en liste over alt det, der er sket.

Det gjorde jeg ellers både sidste år og året før det. Og gør man det to år i træk, er det en tradition. Og traditioner skal holdes ved lige. For alt i verden. I hvert fald hvis man er en OCD-agtig type, der skal følge alle de regler, som pludselig opstår i eget hoved.

Men det har også været året, hvor jeg har indset, at man ikke kan nå det hele. Den lærestreg forsøgte voksne typer muligvis allerede at banke på plads i mit hoved, dengang min krop var barn. Men det er først nu, jeg har lært at acceptere den (så godt, som jeg nu ellers kan).

Da jeg sagde mit job op i sommer og sprang ud i selvstændighedens vaklende frihed, troede jeg, det betød, at jeg fik tid til det hele. Men jeg fandt ud af, at det der med pludselig at have tid til det hele nærmere betyder, at man kun når det kvarte. Fordi mulighederne bliver lidt for mange.

Bloggen er blevet forsømt på det seneste. Og jeg hader at forsømme. Heldigvis betyder forsømmelsen i det her tilfælde, at mit liv har været sprængfyldt med andre gode ting. Andre projekter, som er vigtige lige nu. Og som er er svære at lægge fra sig. For eksempel kæmper jeg i skrivende stund en brav kamp for at komme igennem den 1,3 kilo tunge bland-selv-slikpose, jeg købte som en slags sidste nadver, inden den står på sukkerafvænning om et døgns tid. Og et projekt så omfattende kræver en ihærdig indsats.

Vigtigst af alt har det været året, hvor jeg virkelig har lært, at personer er vigtigere end projekter. Og at vigtige personer er vigtigere end noget andet. Gruppen af vigtige typer er blevet større. Heldigvis. Det føles skide godt. Så oven i alle gode intentioner om at bliver et sundere, sødere og smukkere menneske i 2015, er mit største nytårsforsæt, at jeg skal gøre det, der føles godt, med de personer, der får mig til at have det godt.

Derfor bliver 2015 året, hvor bloggen går i dvale. Den er på forhånd blevet fodret med rigelige mængder syntetslik og procenter, så jeg er sikker på, at den kan overleve længe i cyber-hiet. Og det er dejligt trygt at vide, at den stadig findes, hvis abstinenserne melder sig, og jeg får akut behov for at berette om afsindige pinligheder og andet gøgl. Den 2. januar eller deromkring.

Tak, fordi du læste med. Jeg håber, vi ses derude i den virkelig verden lige pludselig meget snart …