Noget om nødhjælp til selvhjælp

Jeg orker ikke at gå ind i en større politisk diskussion. I hvert fald ikke online. Jeg kender gode mennesker, der stemmer i alle lejre, og selvom jeg uden tvivl er mere uenig med nogen end med andre, forsøger jeg at lade være med at hidse mig alt for meget op. Jeg accepterer, at demokratiets grundvilkår er, at alle skal høres. Også dem, som jeg virkelig gerne vil lukke munden på.

Den obligatoriske, journalistiske objektivitet dikterer, at jeg gør klogt i at forholde mig nogenlunde politisk neutralt i det offentlige rum. Jeg tror dog ikke, det kommer som den store overraskelse, når jeg skriver, at dagens valgtømmermænd snarere er et resultat af gravøl end af festsjusser.

Jeg har aldrig været den store politiske aktivist, og derfor har det også overrasket mig, at et valg kunne tage så stor en del af min opmærksomhed, som det har gjort den her gang. At jeg er blevet så påvirket af den splittelse, jeg har følt er blevet trukket ned over hovedet på det land, jeg først og fremmest ønsker at se som et solidarisk fællesskab.

Jeg brugte den første del af dagen på at være frustreret. Anden del bruge jeg på at drikke øl (igen). Tredje del brugte jeg på at forsøge at tænke konstruktivt. Og fjerde del (ja, dagen har faktisk fire dele) brugte jeg på at lave en fast, månedlig overførsel til to nødhjælpsorganisationer. Fordi det pludselig gik op for mig, at det ikke kun handler om, hvad mit land kan gøre for verden, men at det heldigvis også handler om, hvad jeg kan gøre for verden. Og det kan ingen politiske partier tage fra mig.

Så med fare for at lyde som en gloriepudsende jubeloptimist, vil jeg gerne sende et stille blogpip til alle dem, der heller ikke har lyst til at lukke landets grænser og lade danskerne være sig selv nærmest.

Alt er ikke tabt. Du bestemmer selv.