Noget om nødhjælp til selvhjælp

Jeg orker ikke at gå ind i en større politisk diskussion. I hvert fald ikke online. Jeg kender gode mennesker, der stemmer i alle lejre, og selvom jeg uden tvivl er mere uenig med nogen end med andre, forsøger jeg at lade være med at hidse mig alt for meget op. Jeg accepterer, at demokratiets grundvilkår er, at alle skal høres. Også dem, som jeg virkelig gerne vil lukke munden på.

Den obligatoriske, journalistiske objektivitet dikterer, at jeg gør klogt i at forholde mig nogenlunde politisk neutralt i det offentlige rum. Jeg tror dog ikke, det kommer som den store overraskelse, når jeg skriver, at dagens valgtømmermænd snarere er et resultat af gravøl end af festsjusser.

Jeg har aldrig været den store politiske aktivist, og derfor har det også overrasket mig, at et valg kunne tage så stor en del af min opmærksomhed, som det har gjort den her gang. At jeg er blevet så påvirket af den splittelse, jeg har følt er blevet trukket ned over hovedet på det land, jeg først og fremmest ønsker at se som et solidarisk fællesskab.

Jeg brugte den første del af dagen på at være frustreret. Anden del bruge jeg på at drikke øl (igen). Tredje del brugte jeg på at forsøge at tænke konstruktivt. Og fjerde del (ja, dagen har faktisk fire dele) brugte jeg på at lave en fast, månedlig overførsel til to nødhjælpsorganisationer. Fordi det pludselig gik op for mig, at det ikke kun handler om, hvad mit land kan gøre for verden, men at det heldigvis også handler om, hvad jeg kan gøre for verden. Og det kan ingen politiske partier tage fra mig.

Så med fare for at lyde som en gloriepudsende jubeloptimist, vil jeg gerne sende et stille blogpip til alle dem, der heller ikke har lyst til at lukke landets grænser og lade danskerne være sig selv nærmest.

Alt er ikke tabt. Du bestemmer selv.

moma

Billedet er fra MoMa i New York. Det har ikke (direkte) noget med politik at gøre …

Noget om at ødelægge og bygge op

Jeg er blevet sådan en stærk og svedig håndværkertype. Næsten. Jeg har i hvert fald fjernet tapet fra verdens mindste væg hos giraffen. Fanget i et øjebliks jubeloptimisme tilbød jeg det selv i forsøget på at bidrage lidt til fællesskabet, når nu jeg nasser så voldsomt på hans lejlighed i girafhuset (jeg kan kun få mig selv til at indrømme det her i en parentes, men jeg er alvorligt bange for, at jeg har fundet et sted, hvor jeg føler mig endnu mere hjemme end på min egen lorteø).

Giraffen har selv fjernet alt tapetet i resten af lejligheden, og der manglede kun det lillebitte frimærke i gangen. Så sådan en smule kunne jo ikke være nogen sag, tænkte jeg. Specielt ikke fordi der kun var tale om et enkelt lag tapet mod fire lag i stuen.

Guldfisken og storebjørn har lige revet deres gamle køkken ned, og ifølge dem er det voldsomt let at rive noget ned, men knap så let at bygge noget op igen. Derfor regnede jeg med, at tapetnedrivningen ville tage et sted mellem 12 og og 16 minutter (ifølge logik for snabeldyr). Det tog fem timer. Fordelt over tre dage, fordi min højre arm var foruroligende tæt på at amputere sig selv fra min krop i protest over udsættelse for unødvendigt hård aktivitet. Men jeg var stædig, og jeg klarede den, og jeg følte mig som en fandens håndværkerkarl, da jeg endelig, endelig, endelig kunne kalde mig tapetvægssejrherre.

Andre havde nok fundet en lidt mere effektiv teknik til, hvordan man ondulerer sådan en smule væg, men jeg kan nu konstatere, at jeg er ualmindeligt dårlig til at rive ned. Det havde måske været muligt at spare en time eller to eller tre, hvis ikke jeg helt automatisk var kommet til at fokusere så meget på, hvordan jeg kunne bygge noget op i ødelæggelsesprocessen. Men i min verden er de små ting (heldigvis) stadig vigtigere end tiden, der går …

tapetkaerlighed