Jeg er blevet sådan en stærk og svedig håndværkertype. Næsten. Jeg har i hvert fald fjernet tapet fra verdens mindste væg hos giraffen. Fanget i et øjebliks jubeloptimisme tilbød jeg det selv i forsøget på at bidrage lidt til fællesskabet, når nu jeg nasser så voldsomt på hans lejlighed i girafhuset (jeg kan kun få mig selv til at indrømme det her i en parentes, men jeg er alvorligt bange for, at jeg har fundet et sted, hvor jeg føler mig endnu mere hjemme end på min egen lorteø).
Giraffen har selv fjernet alt tapetet i resten af lejligheden, og der manglede kun det lillebitte frimærke i gangen. Så sådan en smule kunne jo ikke være nogen sag, tænkte jeg. Specielt ikke fordi der kun var tale om et enkelt lag tapet mod fire lag i stuen.
Guldfisken og storebjørn har lige revet deres gamle køkken ned, og ifølge dem er det voldsomt let at rive noget ned, men knap så let at bygge noget op igen. Derfor regnede jeg med, at tapetnedrivningen ville tage et sted mellem 12 og og 16 minutter (ifølge logik for snabeldyr). Det tog fem timer. Fordelt over tre dage, fordi min højre arm var foruroligende tæt på at amputere sig selv fra min krop i protest over udsættelse for unødvendigt hård aktivitet. Men jeg var stædig, og jeg klarede den, og jeg følte mig som en fandens håndværkerkarl, da jeg endelig, endelig, endelig kunne kalde mig tapetvægssejrherre.
Andre havde nok fundet en lidt mere effektiv teknik til, hvordan man ondulerer sådan en smule væg, men jeg kan nu konstatere, at jeg er ualmindeligt dårlig til at rive ned. Det havde måske været muligt at spare en time eller to eller tre, hvis ikke jeg helt automatisk var kommet til at fokusere så meget på, hvordan jeg kunne bygge noget op i ødelæggelsesprocessen. Men i min verden er de små ting (heldigvis) stadig vigtigere end tiden, der går …
Skudamuda 