Noget om dybt vand

Jeg har været i havet i dag. Godt nok kun i indsøen, men det var vildt nok til mig, og jeg kom under med hoved og hale og det hele i gysende 11 grader koldt vand. Det troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne. Så derfor blev jeg nødt til at gøre det. Jeg tvinger mig selv til at gøre mange ting for tiden, som jeg ikke tror, jeg kan. For jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg kan, hvad jeg vil.

Vandet ligger nemlig sådan, at jeg er kommet til at sige mit dejlige job op. Om et par måneder skal jeg vinke frivilligt farvel til verdens bedste arbejdsplads og velkomstkramme en krilrende ny tilværelse ude i friheden. Det er frygteligt, forvirrende og fantastisk på samme tid. Jeg har det som om, at jeg slået op med en kæreste, jeg stadig elsker, og nu håber jeg bare på, at vi kan blive ved med at være venner, selvom vi også begynder at se andre.

Jeg var jo forberedt på, at det skulle ske på et tidspunkt. At jeg skulle give slip på trygheden og hverdagen med guldfisken og hamsteren og pumaen og alle de andre fabelagtige arbejdsdyr. Jeg vidste bare ikke, at det skulle ske nu. Før jeg vidste det, altså. Det skete en tilfældig tømmermændsmorgen, hvor jeg luntede rundt på min strand og lige pludselig kunne mærke, at jeg ville starte mit eget web-produktionsselskab. Hvis jeg da overhovedet kan tillade mig at kalde det et selskab, når det indtil videre kun består af én person. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg den morgen på stranden følte mig sindssyg og dum og modig og sej på samme tid. Sådan har jeg det stadig. For selvom jeg de sidste tre år har lavet tv til nettet i alle former og farver, aner jeg ikke, om jeg kan holde røven oppe, når den faste løn er en blottet saga, og jeg i stedet skal hale opgaver ind ude fra det store hav.

90 procent af tiden tænker jeg, at det hele nok skal gå. At min røv har godt af et kærligt los, at mine fødder kommer til at elske den usikre grund, og at mit hoved trænger til at blive tvunget ud i noget nytænkning. De sidste 10 procent går med hysteriske tuderier og banderier og svovlerier og rysterier i den inderste underbuks, fordi jeg slet ikke ved, om jeg overhovedet ved, hvad det er, jeg har gang i.

Heldigvis kender jeg en langhalset type med to brede skuldre, 20 flasker rødvin på lager og en imponerende evne til at overbevise mig om, at alt bliver skide godt. Jeg har besluttet mit for at lytte til ham, fordi han er meget, meget klog. Så lige nu føler jeg, at det hele virkelig bliver skide godt. Og hvis det ender med en fiasko, bliver det i det mindste en skide god fiasko. Det er da ikke det værste, man kan ende med …