Noget om Elvis

Jylland er indtaget, og jeg er netop kommet hjem fra halvårlig date med tigeren, løven og pumaen. Ud over fælles konsensus om foldet toiletpapir fik vi også konstateret, at mange ting sker på halve og hele år. Flest gode ting, heldigvis, men alligevel kan det nogle gange være svært at spæne om kap med virkeligheden. Specielt når man proportionelt set er uretfærdigt udfordret på benlængde.

I en tid, hvor mange ting sker, kan det derfor også være meget betryggende at konstatere, at noget stadig er, som det altid har været. At Elvis stadig hænger på træet.

Alt er skide godt!

elvis

Noget om alt det der er sket

Jeg havde store planer om at skrive et blogindlæg, som ville revolutionere. Som ville ændre din opfattelse af verden-as(s)-you-know-it. Som ville bringe ny mening til dit liv og berige dig med grin og godterier og glædescancan.

Men så skete der en masse. En døgnrejse skete. Og en poetiske nat fuld af Kina med kål og skål og æg skete. Og en delfinunge skete – den fineste af slagsen leveret af min seje storesøs, som fortjener stående ovation for den imponerende indsats og det fantastiske resultat. Og en treretters smagsorgasme på vinbar skete. Og en snøffelsdagskage til dagens lækre, langhalsede fødselsdagsvoksenbarn skete.

Og nu sker der det, at jeg ligger i min seng og forsøger at få bare en lille smule overblik over alt det, der skal ske de kommende par dage. Når det er sket, vender jeg bomstærkt tilbage med sidste nyt fra det store savannecirkus.

snoeffelsdagskage

Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’

Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde set mig i. Skoene er købt i London sammen med haren. Jeg prøvede at forklare, at jeg gemte dem til en særlig lejlighed. Det syntes kaninen var noget fis. Hun fik støtte fra guldfisken, som mente, det kunne sammenlignes med altid at gemme pålægschokolademaden til sidst. For hvad nu hvis man ikke kan spise mere, når man når så langt? (Jeg vil til hver en tid gemme det bedste til sidst. Og jeg sørger altid for løbende at tage en status på mætheden, så jeg kan springe direkte til det bedste, når det lakker mod enden. Så det er de bedste smagsminder, der hænger ved …)

Som udgangspunkt mente jeg, at det med skoene var min egen sag. Men jeg kunne godt mærke, at de to andre dyr gik lidt højere op i at få mig i skoene, end jeg først havde regnet med. Det kan jeg på en måde godt forstå – alt hvad der er sket den seneste tid taget i betragtning. Alligevel holdt jeg stædigt fast på at gemme skoene til en helt speciel dag.

For skoene er helt specielle. De er fantastiske. Med glimmer over det hele. To aflange discokugler solidt placeret på fødder, som kommer til at svæve, når de sko kommer på. Jeg kommer til at eje verden i de sko. Danse dagen lang – bekymre mig en anden gang. Skoene kommer til at føre mig ned ad de helt rigtige stier. Der, hvor alt giver mening.

Og de skal på i morgen. For det er lige nøjagtigt den dag, jeg har ventet på, kan jeg mærke nu. Vendepunktet, hvor alt begynder at gå fremad. I splinternye Diggelo Diggeley-sko. Så vær på vagt – det bliver farligt flot og fantabiliastisk.

PS: Jeg skulle egentlig også skrive en masse om Berlin og noget med de tre tårne. Det kommer snarest. Måske i morgen, hvor jeg uden tvivl helt sikkert og garanteret er sprængfyldt med fornyet overskud efter en hel dag iført de to skinnende vidundere (og publikum venter i spænding. Tre tyske tårne, siger du? Arhmen sikke en klippehænger at gå til køjs på).

Det var så året hvor jeg …

– formåede at kaste op i tre forskellige lufthavne (og i Kastrup ved tre forskellige lejligheder)

– fik en elefant for livet

– for første gang formåede at blive så fuld, at en taxachauffør nægtede at køre med mig (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse er at se det som en bedrift …)

– rejste verden rundt med alle de dyr, som jeg aldrig vil være foruden (og begyndte at glæde mig til fantastiske ture i det nye år med dem, jeg ikke kom afsted med i år)

ufarligt_hospital

– for første gang nogensinde stødte på et hospital, som ikke fremprovokerede nogen former for angst

– virkelig begyndte at sætte pris på vandfast mascara

– blev bekræftet i vigtigheden af notesbøger. Både de gamle, de digitale, og ikke mindst dem, der findes på gaden

– fandt ud af, at det faktisk føles bedre at pille sig selv i navlen end at pille i sår

- åndede lettet op, da jeg blev spået en lovende fremtid med et godt greb om den store kugle

– rystede en lille smule i kjolen, da jeg blev spået en lovende fremtid med et godt greb om en stor kugle

– forsøgte at lære at følge hjertelinjerne på min hånd

– overlevede ufrivillig overnatning på skræmmende solseng i Thailand (guldfisk, tavlen er nu visket ren og undskyldningen endeligt accepteret, så drop den dårlige samvittighed)

– endnu engang blev overbevist om, at børn kan være kloge på en helt anden måde end voksne (det gælder specielt en meget vigtig 9-årig …)

- blev nyforelsket i neon og andre vigtigheder

– blev nyforelsket i neon og andre lysende vigtigheder

– debuterede på karaokescenen (og erfarede dermed, at ting rent faktisk godt kan gå værre, end man frygter)

– lærte, at det godt kan betale sig at lade være med at forhandle sig selv ned i pris

– dummede mig (og blev klogere)

– faldt pladask i sjasket for den sødeste tigerunge i verden

- oplevede på den hårde måde, at selvom man forsøger at være 99 procent sober og en enkelt procent smålummer på internettet, så formår Google alligevel at vende statistikken på hovedet

– oplevede på den hårde måde, at selvom man forsøger at være 99 procent sober og en enkelt procent smålummer på internettet, så formår Google alligevel at vende statistikken på hovedet

– beviste, at det alligevel godt kan lade sig gøre at transformere 50 kvadratmeter lorteø-lejlighed til et rimelig okay koncertlokale for en enkelt aften

– som udgangspunkt forsøgte at være glad uden grund frem for sur for en sikkerheds skyld

– indtog Bulgariens solrige strand 10 år for sent og fik en slange om halsen (men dog ikke i halsen)

- begyndte at sætte pris på vigtige tegnede tegn

– begyndte at sætte pris på vigtige tegnede tegn (og lysende tegn)

– lærte, at uautoriseret og ubevidst medicinsk indgreb på egen krop ikke altid er en ubetinget god idé (min læge griner muligvis stadig, selvom det er strengt)

– gik op ad gaden ned igen (igen, igen, igen, igen)

– sagde ja

- både så regnbuen uden ende og regnbuen med ende. Og lærte at acceptere, at hverken den ene eller den anden nødvendigvis udløser den skat, som de gemmer på

– både så regnbuen uden ende og regnbuen med ende (og lærte at acceptere, at hverken den ene eller den anden nødvendigvis vil udløse hele den skat, som de gemmer på)

– blev klogere på de vigtige ting

– accepterede, at det kan være helt ok at indrømme, at det er svært at stå på egne ben

– påbegyndte, færdiggjorde og ændrede en mission

- endnu engang mødte den ægte julemand (men dog for en gangs skyld  forsøgte at gøre en lang historie meget, meget kort)

– genså den ægte julemand (men forsøgte dog for en gangs skyld at gøre en lang historie meget, meget kort)

– opdagede, at vigtige dyr kender hinanden i skove (heldigvis!)

– fik nye (savnede) bekendtskaber og udviklede de (uundværlige) gamle. Måske allervigtigst det til mig selv

– kunne konstatere, at melankolien i afskeden med det forgangne (og hidtil vildeste) år endte med at blive lige så overvældende som den krilrende nysgerrighed omkring det år, der lurer lige om hjørnet. 2013 virker slet ikke så farligt mere. Jeg tror faktisk på, at det bliver godt!

gajolsandheder

PS: Godt nytår (hvorend du er … )