Noget om at finde meningen

Jeg var i Berlin med den langhalsede i weekenden. Det er næsten tre år siden, jeg var der sidst sammen med musen. På en måde føles det som om, det er 30 år siden.

I den periode stolede jeg ikke helt på, at mine fødder kunne holde mig oprejst. Og jeg var flere gange om dagen så træt af at være inde i mit eget hoved, at jeg overvejede at få installeret en mental muteknap (man kan jo så meget nutildags).

Jeg var forvirret og fortvivlet og mest af alt træt af, at jeg ikke kunne finde en mening med noget af det, der skete omkring mig.

To uger senere blev jeg inviteret på verdens koldeste strandpicnic af verdens varmeste giraf. Og jeg fandt ud af, at det rent faktisk er mørkest inden daggry.

Jeg har flere gange oplevet, at verden kan falde sammen på fem sekunder. Men det var først der, jeg lærte, at det modsatte også kan ske.

Nogle gange kommer meningen heldigvis meget hurtigere, end man tør håbe på … goldelse

Fuldautomatisk sofalykke

Man skal altid huske at overholde løfter til børn. Det er meget, meget vigtigt!

Dengang min krop var barn, lovede jeg mig selv, at når jeg blev voksen nok til at selv at bestemme, så ville jeg købe en slikautomat. Sådan en man kan tage med hjem og slet ikke behøver at putte penge i.

Jeg blev mindet om løftet, da jeg var i Berlin med musen, og vi kom til at snakke om de små, tekniske genialiteter. Jeg fandt faktisk også en automat i lufthavnen på vej hjem. Men den var alt for lille. En hån mod mit indre barn, vil jeg nærmest sige. Til gengæld var det heldigt, at Netto havde et lidt mere seriøst bud på barnedrømmen i spotvareafdelingen.

Så i dag gjorde jeg det. Ignorerede alle undrende voksenblikke, smed maskinen på båndet sammen med M&M’s til en værdi af flere måneders lommepenge og gik hjem for at indvie vidunderet.

Nu er der fest i den røde sofa. Singlefest på den bedste måde. Og den-11-årige-pige-inden-i-mig synes faktisk, at jeg er en helt okay wannabe-voksen.

slikautomat

PS: Til reunion i weekenden sagde min filmlærer noget ret betryggende – at hun syntes, det var meget federe at være i 30’erne end i 20’erne. Og endnu federe at være i 40’erne end i 30’erne. Måske går det virkelig den rigtige vej …

Entotrefirefemsekssyvotteni10

Jeg var ved at gøre upassende ting i bukserne, da jeg tvang mig selv op i Vor Frelsers kirketårn i sommer. Først troede jeg, at jeg var sej, fordi jeg turde at gå (næsten hele vejen) derop helt alene. Så troede jeg, at jeg skulle dø, og følte mig pludselig knap så sej, fordi det virkede meget farligt at dø helt alene (selvom jeg selvfølgelig ville foretrække ikke at trække nogen med i faldet, hvis uheldet uheldigvis skulle være ude).

Men jeg overlevede mod alle odds. Og jeg overlevede også tre tårne i Berlin.

Det første var sådan en lidt hovsa-agtig form for overlevelse, fordi det meget sent gik op for mig, at jeg rent faktisk var i livsfare. Musen og jeg havde forvildet os ind i domkirken og fandt nogle trapper, som vi begyndte at bestige. Og efter dem var der flere trapper. Og flere igen. Der gik et langt stykke tid, før jeg opdagede, at vi rent faktisk var på vej op i tårnet, og lige pludselig var vi der. Kirketårnet var en femmer på farlighedsskalaen, fordi det var stort og stabilt (ingen umiddelbar fare for, at vindstød ville ryste det en syv-otte meter fra side til side), og gulvet udenfor var bredt, så jeg følte mig faktisk så meget uden for akut livsfare, at jeg selv formåede at tage et par billeder.

Det andet tårn var planlagt og noget højere, men til gengæld foregik opstigningen i elevator. Musen og jeg havde en ret interessant diskussion, fordi han er mere tryg ved trapper end teknologi, hvor jeg har det lige omvendt (selvom jeg selvfølgelig også lider af elevatorklaustrofobi. Det er jo om at tage imod al den angst, man bliver tilbudt her i livet …) Musen stoler mest på sine egne ben. Jeg har absolut ingen tiltro til egne ben. Den kunne jeg så lige tænke lidt over, mens jeg bællede drinks til overpriser i tv-tårnet (en flot promille hjælper selvfølgelig også med til at holde angsten nede. Netop derfor er jeg lidt træt af, at det ikke er socialt acceptabelt at rende rundt med en konstant skid på. Det ville gøre livet så meget mindre farligt).

Det sidste tårn – det var til gengæld uden tvivl det værste. Men da musen fortalte mig om Guld-Else, kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at komme op i hende (som man siger). Og så blev jeg stædig. For musen forsøgte at trække lidt i land, da jeg samme morgen både havde lavet halvbesvimelsestricket på badeværelset og sagt hej igen til resterne af drinks fra dagen før. Men jeg nægtede at lade mig stoppe af, at min krop tilsyneladende  satte ud. Så jeg insisterede på, at jeg kunne klare det.

guldelse

Og jeg klarede det. På trods af fosterstilling på halvvejen og huller i gulvet på vej op (hvem laver den slags???) Tårnet var en klar otter (det er farligt!), og da jeg først kom derop, troede jeg ikke, jeg turde gå hele vejen rundt om Else. Men jeg er åbenbart mere stædig, end jeg troede. Så jeg lukkede øjnene og talte til 10. Alt gav ikke mening for mig bagefter. Det kommer muligvis aldrig til at ske. Men jeg kom hele vejen rundt og ned igen. Nu kan jeg bare håbe på, at noget af meningen kommer, når overblikket engang sætter sig fast.

Endepunkt-vendepunkt

’Tag nu de sko på. Ellers kan det være, du lige pludselig får klumpfod. Spontan klumpfod. Og så får du dem aldrig på!’

Ordren kom fra kaninen for et par uger siden. Hun havde fået øje på et par sko i min entré, som hun ikke havde set før. Og som hun ikke havde set mig i. Skoene er købt i London sammen med haren. Jeg prøvede at forklare, at jeg gemte dem til en særlig lejlighed. Det syntes kaninen var noget fis. Hun fik støtte fra guldfisken, som mente, det kunne sammenlignes med altid at gemme pålægschokolademaden til sidst. For hvad nu hvis man ikke kan spise mere, når man når så langt? (Jeg vil til hver en tid gemme det bedste til sidst. Og jeg sørger altid for løbende at tage en status på mætheden, så jeg kan springe direkte til det bedste, når det lakker mod enden. Så det er de bedste smagsminder, der hænger ved …)

Som udgangspunkt mente jeg, at det med skoene var min egen sag. Men jeg kunne godt mærke, at de to andre dyr gik lidt højere op i at få mig i skoene, end jeg først havde regnet med. Det kan jeg på en måde godt forstå – alt hvad der er sket den seneste tid taget i betragtning. Alligevel holdt jeg stædigt fast på at gemme skoene til en helt speciel dag.

For skoene er helt specielle. De er fantastiske. Med glimmer over det hele. To aflange discokugler solidt placeret på fødder, som kommer til at svæve, når de sko kommer på. Jeg kommer til at eje verden i de sko. Danse dagen lang – bekymre mig en anden gang. Skoene kommer til at føre mig ned ad de helt rigtige stier. Der, hvor alt giver mening.

Og de skal på i morgen. For det er lige nøjagtigt den dag, jeg har ventet på, kan jeg mærke nu. Vendepunktet, hvor alt begynder at gå fremad. I splinternye Diggelo Diggeley-sko. Så vær på vagt – det bliver farligt flot og fantabiliastisk.

PS: Jeg skulle egentlig også skrive en masse om Berlin og noget med de tre tårne. Det kommer snarest. Måske i morgen, hvor jeg uden tvivl helt sikkert og garanteret er sprængfyldt med fornyet overskud efter en hel dag iført de to skinnende vidundere (og publikum venter i spænding. Tre tyske tårne, siger du? Arhmen sikke en klippehænger at gå til køjs på).

Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvis det altså ikke er for vildt et ønske). Men indtil videre har jeg altså sikret mig hende her, som står til rådighed døgnet rundt. Og hun kommer med til Berlin.

bodil_den_andenMåske findes der en regel om, at 28-årige burde være vokset fra det der med sovedyr.Jeg har da også kunnet undvære et i op mod 20 år. Men på det seneste har jeg bare erkendt, at behovet for nærhed er steget til uoverskuelige højder. Og for at undgå at jeg begynder at voldkramme fremmede typer på Christianshavns Torv, må jeg prøve at få behovet dækket andre steder.

Sidste weekend fik jeg lov til at øse lange krammere ud over den 9-årige (hun kender heldigvis også til vigtigheden af at kunne mærke et andet hjerte slå). Og da jeg troede, ingen så det, sneg jeg mig til at lægge mig helt tæt op ad min sovende lillesøster på sofaen. Begge dele kan vel med lidt god vilje placeres i kategorien ’familiære kærlighedstilkendegivelser’ og behøver ikke nødvendigvis af opfattes som ynkeligt.

Det ville da trods alt være værre, hvis jeg var sådan en top utjekket type, der kunne finde på at ligge i samme seng som en anden krop. En tungt sovende krop, som jeg lige kunne krabbe mig sidelæns over mod. I mørket. Uden den anden krop opdagede det. Og så helt diskret løfte kroppens venstre arm op og lægge den rundt om mig. Som om armen mente det. Se DET ville være ynkeligt.

Luft under vingerne

Hjælper det at sige Ave Maria’er, hvis man ikke er katolik? Og kan det overhovedet betale sig at bede om syndsforladelse, hvis man ikke angrer? Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan man Ave’er de Maria’er – så jeg forsøger i stedet at improvisere med følgende:

’Tilgiv mig o høje bankrådgiver-type, thi jeg har syndet og brugt mere, end hvad jeg har. Men hvis folk som dig virkelig gerne ville undgå den slags, synes jeg ærligt talt, at opfindelsen af MasterCard er en streg i regning på jeres konto’.

Jeg er vinterkulret på den der måde, hvor jeg føler, at jeg kan tillade mig alt, fordi foråret endnu ikke har meldt sin ankomst. Derfor dømmer jeg afgang. Ikke nødvendigvis til mere solrige himmelstrøg, men til destinationer, som forhåbentlig varmer lige meget hvad.

For-sjov-søgning på Momondo resulterede i hovsa-køb på den helt rigtige måde. På den alt for dyre måde. Og for ligesom at skabe balance i regnskabet forsøgte jeg at opveje køb af dyr rejse med tillægskøb af billig rejse. Bare for at bevise, at jeg godt kan ferie-shoppe økonomisk.

Jeg burde have dårlig samvittighed. Men det er der ikke plads til i min krop, for den er fyldt op af glæde ved tanken om, at jeg om en god måned sidder i Berlin med musen, og at jeg til påske går op ad gaden ned igen i New York med mig selv.

Berlin har jeg ikke besøgt siden kort efter murens fald. Mit tydeligste minde derfra handler om et æg, som jeg syntes var lidt for hårdkogt (børnehjerner har en underligt skøn måde at selektere fremtidige minder på). Men så er det godt, at jeg har musen med, for han har været der mange gange før og kan huske detaljer, der ikke udelukkende handler om æg. Guldfisken har netop pointeret det ironiske i, at vi skal rejse på Valentine’s Day – forhåbentlig betyder det, at jeg kan kaste min kærlighed på endnu en fantastisk by, der kalder på at blive eventyrsopdaget.

New York skal jeg genopdage på eventyrlig vis for syvende gang. Mine ben savner at gå op og ned ad Bleecker og kigge på pladebutikker og sidde på kaffebar og sluge limonade i takt med tasterne for derefter at tage musik i ørerne og gå videre ned til bænkene i de mørke parker, hvor jeg kan være lige dele skræmt og fascineret af dyrene, som piler forbi mine fødder.

Jeg kan allerede mærke, at det bliver alle pengene værd. Dobbelt op, endda. Berlin, Berlin og New York, New York.