Noget om voksenjob og sovedyr

Da jeg i morges skulle pakke til to dages voksenjobtur til det jyske, var jeg splittet. For er det egentlig okay at tage sit sovedyr med på en lønnet tur, hvor man skal forestille at være en nogenlunde seriøs type?

Jeg var i tvivl. Men tanken om en nat i en fremmed seng uden en giraf som sengekrammerat var ikke helt god. Så jeg tog chancen og smed sovedyret i tasken. 

Hurra for det. Det viser sig nemlig, at han passer helt perfekt til den seng, man åbenbart godt kan være så heldig at få tildelt, selvom man skulle forestille at være en slags voksen på job.  

 

Noget om putterier på turen

Guldfisken er en fremragende rejsemakker. Specielt fordi jeg ved, hun altid gør sit bedste for at passe på mig – selv når hun forsøger at slå mig ihjel. Men på trods af at vi er meget tætte på turen (detaljerne må I fantasere jer til (hvis I tør)), så er hun altså ikke en lige så god putter som min hverdagssovemakker derhjemme.

Derfor har jeg taget en stand-in med i form af Nixon den anden. I starten var det dog som om, at lokalbefolkningen ikke helt forstod, hvor værdifuld han er. For eksempel var der hovedrysten at spore hos det filippinske lufthavnspersonale, da de opdagede, at jeg havde puttet min computer i kufferten for at gøre plads til mit sovedyr i håndbagagen. Men altså – skulle jeg miste en af de to ting, så er jeg slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville vælge. Der findes jo masser af computere – men kun én Nixon den anden. Og hvordan skulle han klare sig, hvis filippinske røvere tog ham til fange? Han taler jo slet ikke deres sprog. Og tænk nu, hvis banditterne glemte at give ham al den kærlighed, han fortjener. Det ville jo være frygteligt!

Heldigvis findes der en stuedreng i Manilla, som behandler en bamse, som en bamse fortjener at blive behandlet. Derfor er jeg netop kommet hjem til en stolt og cool Nixon den anden, der tronede i sengen som en konge og lignede én, der var godt på vej til at bestille den helt onde omgang roomservice fra menukortet, som var lagt frem til ham. Så er jeg faktisk ret ligeglad med, at andre voksne mennesker i det her land griner, fordi de synes, jeg er for gammel til sådan noget bamseri. For der findes i hvert fald en enkelt filippinsk fyr, der er barn nok til at forstå mig .…

nixonii

 

Noget om tryghed

Der findes mange trygge ting i verden. VHS-bånd for at nævne noget. Eller musik med minder i. Eller sovedyr. Den slags kan jeg let blive tryg ved.

Det er sværere at blive helt tryg ved andre mennesker. For eksempel er jeg ikke tryg ved at ringe til folk, jeg ikke kender (godt, jeg ikke er journalist!) Jeg er heller ikke tryg ved større forsamlinger af mennesker, der snakker meget højt. Eller ved folk, som ikke giver mig plads til at turde være mig.

Heldigvis findes der en del personer, som gør mig ret tryg meget af tiden. Men det er svært at være meget tryg hele tiden. Før i tiden turde jeg ikke helt tro på, det overhovedet kunne lade sig gøre. Men nu ved jeg, at jeg kan være så helt og aldeles tryg ved en anden person, at jeg for eksempel:

– tør ligge helt stille i halve timer uden at tage stilheden som et tegn på, at noget er galt, men derimod tage den som et tegn på, at noget er godt

– tør tale, før jeg tænker, og stille impulsive, dumme spørgsmål som: ‘Hvordan siger man grapefrugt på engelsk?’ eller: ‘Kan man egentlig spise sig selv?’ eller: ‘Lugter min skulder af tis?’

– tør indrømme, at jeg har en fetish for det der klamme, flydende ost på glas, og at jeg engang var meget bange for at se introen til Bamse og Kylling

– tør klappe vildt og voldsomt med røven i badet, fordi vand forstærker lyden

– tør tude helt hysterisk uden grund, fordi det føles så forløsende rart at trække vejret bagefter

Engang troede jeg, at den form for tryghed var farlig, fordi det kræver mod at turde være så tryg, at kun frygten for at miste trygheden skaber utryghed. Heldigvis har jeg lært, at det er farligere ikke at turde. Og den viden gør mig tryg på den allertryggeste måde.

tryghed

Gramsebamse fundet

Jeg flygter. Lige om lidt. Tasken er pakket, og øverst ligger Bodil den anden. Hun gør det ikke helt ud for at være den gramsebamse, jeg efterlyste for et halvt års tid siden. Egentlig kunne jeg vel godt have tænkt mig et lidt større eksemplar i hankønsudgaven. Muligvis den levende af slagsen. I menneskeform (hvis det altså ikke er for vildt et ønske). Men indtil videre har jeg altså sikret mig hende her, som står til rådighed døgnet rundt. Og hun kommer med til Berlin.

bodil_den_andenMåske findes der en regel om, at 28-årige burde være vokset fra det der med sovedyr.Jeg har da også kunnet undvære et i op mod 20 år. Men på det seneste har jeg bare erkendt, at behovet for nærhed er steget til uoverskuelige højder. Og for at undgå at jeg begynder at voldkramme fremmede typer på Christianshavns Torv, må jeg prøve at få behovet dækket andre steder.

Sidste weekend fik jeg lov til at øse lange krammere ud over den 9-årige (hun kender heldigvis også til vigtigheden af at kunne mærke et andet hjerte slå). Og da jeg troede, ingen så det, sneg jeg mig til at lægge mig helt tæt op ad min sovende lillesøster på sofaen. Begge dele kan vel med lidt god vilje placeres i kategorien ’familiære kærlighedstilkendegivelser’ og behøver ikke nødvendigvis af opfattes som ynkeligt.

Det ville da trods alt være værre, hvis jeg var sådan en top utjekket type, der kunne finde på at ligge i samme seng som en anden krop. En tungt sovende krop, som jeg lige kunne krabbe mig sidelæns over mod. I mørket. Uden den anden krop opdagede det. Og så helt diskret løfte kroppens venstre arm op og lægge den rundt om mig. Som om armen mente det. Se DET ville være ynkeligt.

Breve fra dengang min krop var barn

Konfirmationsmappen er altså ret lærerig at dykke ned i. Den kommer med en slags svar på spørgsmål, som undrer mig. For eksempel har jeg haft lidt svært ved at finde mening i, at jeg i en alder af 27 år netop har investeret i et sovedyr (og nej, det er ikke en gramsebamse). Muligvis forsøger jeg at krybe tilbage til barndommen, fordi jeg engang havde lidt for travlt med at blive voksen.

Fri fortolkning af gemte breve fra dengang, min krop var barn, tyder på noget i den retning. Min mor har gemt en del af dem, jeg har skrevet til hende gennem årene. Her er et par eksempler (som endnu engang er service-oversat fra barnsk til dansk).

Mor skal huske at have sig nonnetøj med på arbejde i morgen.

Mor skal huske at have sit nonnetøj med på arbejde i morgen.

skattejagt

Kære mor
En lille skattejagt til dig. Start ved døren ind.

julemand

For det første har jeg ingen idé om, hvorfor min mor skulle være fromt påklædt på sin arbejdsplads. Men jeg synes, det er ret pudsigt, at jeg har følt behov for at huske hende på det. Andre børn ville måske stole på, at deres forældre er gamle nok til at have styr på egne kostumer. Og eftersom min mor er en ret tjekket type med (lidt for) mange egne huskelister, virker det endnu mere mærkeligt.

Så er der det med skate-jagten, som jeg altså tror var en skattejagt. Min mor har nemlig aldrig været den store skater-type. Jeg elsker skattejagter. Men det plejer vel at være de voksne, der arrangerer den slags for børnene og ikke omvendt? Måske var skattejagten det tætteste, jeg kom et rebelsk oprør mod normalitet.

Nu er det jo 1. december i dag, og derfor synes jeg, at brevet om julemanden er ekstra passende. Jeg elsker jul. Det har jeg altid gjort. Det er trygt. Og jeg elsker også at tro på magiske fænomener som julemanden. Da min krop var barn fyldte den følelse tilsyneladende tilstrækkeligt meget til, at jeg også havde behov for at forsøge at overbevise min mor om, at han findes*. Hvorvidt hun blev overbevist, ved jeg ikke. Men konfirmationsmappen har i hvert fald lige overbevist mig om, at der måske er en mening med, at jeg er en forholdsvis barnlig voksen, når nu jeg engang var et ret voksent barn.

* Til tvivlerne kan jeg afsløre, at julemanden rent faktisk findes. Jeg kender ham personligt, men vil afholde mig fra at afsløre hans sande identitet her.