Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har forsøgt at lave, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på ...

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har tegnet, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på …

Julemanden - nu med navle og blodtud

Julemanden – nu med navle og blodtud

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer ...

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer …

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …

En overraskende heldig type

En af de gode ting ved ikke at have styr på særlig meget er, at jeg elsker overraskelser. Engang troede jeg fejlagtigt, det måtte betyde, at alle andre også elsker overraskelser. Jeg har dog efterhånden lært, at ordensmennesker kan have lidt svært ved at kapere den slags, fordi overraskelserne saboterer alt det planlagte. Derfor er det en god idé lige at varsle en overraskelse hos et ordensmenneske, inden man overrasker. Man kan for eksempel sende en besked om, at ordensmennesket gerne må sætte kryds i kalenderen en bestemt dato og i øvrigt spare appetit op, inden man overrasker med en spontan gourmet-middag. For mit eget vedkommende er en helt bestemt del af min mave indrettet til netop den slags, så lige meget hvor mange frysepizzaer og karamelvafler, jeg har kørt ned i løbet af dagen, er der altid plads i overraskelsesmaven.

I Miami overraskede guldfisken og jeg hamsteren med en luksusovernatning den sidste aften. I dagene op til kom jeg dog til at tænke på, at jeg muligvis ikke kendte hamsteren godt nok til at vide, om hun havde et ordensmenneske gemt i sig. Måske foretrak hun i virkeligheden brunt, gulvtæppebeklædt lufthavnsmotel frem for lys og overdådig balkon-suite ved stranden – fordi det jo var sådan, vi havde planlagt den sidste overnatning hjemmefra. Heldigvis blev hun glad på den helt rigtige måde, og det gjorde mig glad på den helt rigtige måde. Det bedste ved overraskelser er nemlig, når de gør afsenderen lige så begejstret som modtageren.

Forleden modtog jeg en af de helt igennem gode overraskelser. Da jeg kom op fra frokost på arbejdet, stor der en kurv på mit skrivebord med 24 pakker i. Jeg var helt forvirret og tænkte først, at den var havnet et forkert sted (jeg ved ikke, hvorfor min første indskydelse ved modtagelse af overraskelser som regel er, at de ikke er til mig). Heldigvis var den havnet det rigtige sted. Jeg har ikke helt forstået, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det, men haren syntes åbenbart ikke, at en overraskelses-rejse til London var nok. Hun har også lavet pakkekalender til mig. En over-kodyl-fantastisk en af slagsen. Selvom hun ikke fejrer jul på samme måde, som jeg gør, ved hun, at jeg elsker december lige så meget, som jeg elsker overraskelser. Gaverne er helt rigtige, men indpakningen er næsten endnu bedre. Med hver gave følger nemlig et vers fra en sang, som både passer til gaven, men som jeg også kan mærke, hun har tænkt over i forhold til mig. I morges, da jeg skulle lede efter dagens pakke, kom jeg til at smugkigge på sangen til d. 24. … og blev endnu engang mindet om, at jeg på mange måder virkelig er en heldig halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert.

sidste_time

Gode dage

Der findes dage, som er gode i sig selv. Lige meget hvad der sker, vil 4. december altid være en af årets bedste. Det har den været, siden jeg lærte mig selv noget om vigtige tal, dengang min krop var et ikke særlig gammelt barn. Der er flere årsager til datoens vigtighed. For det første er den placeret i december. Plus. Så er der det med firetallet. Fire er det bedste tal. Et andet rigtig godt tal er tolv, og det næstbedste tal er tre. Hvis man dividerer tolv med tre, giver det … fire. Derfor er 4. december en helt igennem god dag.

4

PS: Nej, jeg er ikke (nødvendigvis) sindssyg. Jeg har bare et meget passioneret had/kærlighedsforhold til tal og dato.

Breve fra dengang min krop var barn

Konfirmationsmappen er altså ret lærerig at dykke ned i. Den kommer med en slags svar på spørgsmål, som undrer mig. For eksempel har jeg haft lidt svært ved at finde mening i, at jeg i en alder af 27 år netop har investeret i et sovedyr (og nej, det er ikke en gramsebamse). Muligvis forsøger jeg at krybe tilbage til barndommen, fordi jeg engang havde lidt for travlt med at blive voksen.

Fri fortolkning af gemte breve fra dengang, min krop var barn, tyder på noget i den retning. Min mor har gemt en del af dem, jeg har skrevet til hende gennem årene. Her er et par eksempler (som endnu engang er service-oversat fra barnsk til dansk).

Mor skal huske at have sig nonnetøj med på arbejde i morgen.

Mor skal huske at have sit nonnetøj med på arbejde i morgen.

skattejagt

Kære mor
En lille skattejagt til dig. Start ved døren ind.

julemand

For det første har jeg ingen idé om, hvorfor min mor skulle være fromt påklædt på sin arbejdsplads. Men jeg synes, det er ret pudsigt, at jeg har følt behov for at huske hende på det. Andre børn ville måske stole på, at deres forældre er gamle nok til at have styr på egne kostumer. Og eftersom min mor er en ret tjekket type med (lidt for) mange egne huskelister, virker det endnu mere mærkeligt.

Så er der det med skate-jagten, som jeg altså tror var en skattejagt. Min mor har nemlig aldrig været den store skater-type. Jeg elsker skattejagter. Men det plejer vel at være de voksne, der arrangerer den slags for børnene og ikke omvendt? Måske var skattejagten det tætteste, jeg kom et rebelsk oprør mod normalitet.

Nu er det jo 1. december i dag, og derfor synes jeg, at brevet om julemanden er ekstra passende. Jeg elsker jul. Det har jeg altid gjort. Det er trygt. Og jeg elsker også at tro på magiske fænomener som julemanden. Da min krop var barn fyldte den følelse tilsyneladende tilstrækkeligt meget til, at jeg også havde behov for at forsøge at overbevise min mor om, at han findes*. Hvorvidt hun blev overbevist, ved jeg ikke. Men konfirmationsmappen har i hvert fald lige overbevist mig om, at der måske er en mening med, at jeg er en forholdsvis barnlig voksen, når nu jeg engang var et ret voksent barn.

* Til tvivlerne kan jeg afsløre, at julemanden rent faktisk findes. Jeg kender ham personligt, men vil afholde mig fra at afsløre hans sande identitet her.

Listebarnets gode intentioner

Jeg er ikke den tjekkede type. Det ved de fleste, der kender mig. Jeg har lært at acceptere min utjekkede skæbne – efter mange års kamp for at forsøge at overbevise mig selv og resten af verden om, at jeg faktisk havde styr på mere end intet. For det er dumt at opbygge illusioner, hvis man ikke kan leve op til dem. Nu forsøger jeg at overbevise mig selv om, at jeg gør en form for god gerning ved at have så lidt styr på mit liv som muligt. For det må vel betyde, at de fleste andre får det en lille smule bedre med sig selv, når de spejler sig i mig.

Dengang min krop var barn, kæmpede jeg dog stadig for at lokalisere den tjekkede del af min hjerne. For den måtte da være der et sted. Troede jeg. Tydeligvis. Det fandt jeg i hvert fald beviser for, da jeg dykkede ned i de gamle mapper med gemte skriverier fra barndommen (endnu engang tak til min mor, fordi hun har været så god til at sætte alle mine pinligheder i system …) Her fik jeg fingrene i en række huskelister, jeg lavede til mig selv som 8-årig. Igen vil jeg lige hjælpe med en oversættelse af barneskrift og stavefejl – og så i øvrigt forsøge at konkludere lidt på den unge Skudamudas listige planer.

1. december

Start med at åbne alle dine julekalendere og pakkekalender, og så tag 5 armbøjninger. Sving med armene
Gå ud og spis
Når du er færdig, pak din skoletaske
Tag tøj på, og gå i skole.

Okay, det der med ’alle dine julekalendere’ er lidt suspekt, for jeg husker ikke, at jeg havde et bjerg af dem. Måske havde jeg to. Og den ene af dem havde jeg sandsynligvis selv tegnet (det siger lidt om kvaliteten af kunstværket, at min mor ikke har gemt den). Derudover indrømmer jeg blankt, at jeg aldrig har været i stand til at tage en armbøjning. Ikke en eneste. Og da slet ikke fem. Jeg må have haft urealistisk høje tanker om egne evner allerede dengang. Til gengæld har jeg helt sikkert været i stand til at svinge med armene. Men hvorfor har jeg dog troet, at det var nødvendigt at gøre? Muligvis havde jeg udviklet en neurose, som fortalte, at armene kunne risikere at sætte sig fast, hvis jeg ikke lige fik dem kickstartet fra morgenstunden.

I forhold til rækkefølgen på sidste halvdel af listen tænker jeg, at jeg i hvert fald ikke har været et særlig blufærdigt barn, hvis jeg både ville spise og pakke min skoletaske, inden jeg tog tøj på (den eneste video-optagelse, der findes af mig fra den periode, bekræfter desværre den formodning). Og hvorfor skulle jeg i øvrigt overhovedet huske mig selv på, at jeg skulle tage tøj på? Har jeg mon engang glemt det? Det husker jeg ikke, men det kan selvfølgelig være, min selektive hukommelse har sorteret traumet fra. Min hjerne er ret god til at slette alle beviser fra de situationer i mit liv, som har været ubærligt pinlige. Nå, videre til dag to i projekt ny-og-bedre-barnlig-livsstil.

 2. december

Åben dine julekalendere
Tag 5 armbøjninger
Sving med armene
Har du god tid, så gå i bad
Red dit hår
Spis
Pak din skoletaske
Gå i skole

Meget gentager sig, men her er dog også nye tilføjelser. For eksempel det der med at gå i bad. Personlig hygiejne var åbenbart kun noget, jeg prioriterede, hvis jeg havde tid til det (det havde jeg helt sikkert ikke, for jeg sov altid for længe). Og det var tilsyneladende først på andendagen, jeg fandt det nødvendigt at få styr på mit hår. Der var selvfølgelig heller ikke så meget at holde styr på, eftersom min far altid insisterede på, at det skulle være helt drengekort (derfor kan jeg også med god samvittighed fralægge mig ethvert ansvar for, at jeg ikke altid opfører mig lige feminint i dag …)

3. december

Start med det, du plejer
Gå ud og spis
Spis franskbrød
Pak, og gå i skole

Okay, de gode intentioner holdt virkelig længe. ’Start med det, du plejer’ må betyde, at jeg i hvert fald ikke skulle tage armbøjninger, eftersom jeg helt sikkert ikke har gennemført det de første to dage. Dovenskaben melder sig allerede her, og det gør trangen til de tomme kulhydrater tydeligvis også.

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem min morgen den 3. december 1993, hvis jeg ikke havde haft denne uundværlige liste at klamre mig til. Jeg var muligvis stadig nøgen og sulten og havde aldrig fået taget min 9. klasses afgangseksamen, fordi jeg glemte at gå i skole. Og dog. Der findes ingen huskelister fra d. 4. december og frem, så noget kunne tyde på, at jeg lige præcis den dag indså, at lister er ret ubrugelige, hvis det, der står på dem, er indlysende. Og det er de i øvrigt også, hvis man ikke har tænkt sig at efterleve de opfordringer, man skriver til sig selv …