Noget om karma og held og højere magter

Jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. I svære situationer lader jeg dog barnetroen sejre. Så forsøger jeg at overbevise mig selv om, at der er en mening med det hele, og at nogen passer på os alle sammen, der hvor livet ender. Det føles godt at bevare håbet om, at livets uretfærdigheder bliver udlignet i en anden verden, som jeg endnu ikke kender til.

Når det er sagt, så skræmmer religion mig mere, end det giver mig ro. Ikke kun fordi misfortolkninger af de religiøse skrifter skaber så mange meningsløse konflikter, men også fordi religion er makaber helt ned i børnebibelen, som jeg har stående i reolen ved siden af en koran, jeg har købt i Jerusalem. Jeg så engang Nosferatu i en kirke sammen med haren, og jeg syntes, orglet og alteret og alle malerierne var mere uhyggelige end den blodsugende vampyr på storskærmen.

Hvis en religion nogensinde skulle overbevise mig om at få fingrene i min tro, så skulle grundtankerne være rimelig happy-go-lucky. Jeg forestiller mig noget med en funky gudeskikkelse i form af en sølvfarvet blæksprutte, som serverer Tuttifruttidrinks og Taffelchips i solen til tonerne af Stevie Wonders greatest. Med et orkester af truttende babyelefanter, som bliver bakket op af dansende enhjørninger i neonfarvet My Little Pony-look. Så kan vi begynde at snakke. Jeg tvivler dog på, at den religion findes. Alligevel var jeg tæt på at begynde at tro i dag. Helt impulsivt overvejede jeg, om det var netop i dag, jeg skulle tro sådan rigtigt på en gud.

Det skete, efter jeg i over et år har været forelsket en helt bestemt læderjakke (ja, nu bliver historien vild!) Jeg fandt den i Magasin sidste sommer, og kærligheden opstod øjeblikkeligt. Men den var dyr. Alt for dyr for en type, som forsøger at lægge stilen om og være fornuftigere end politiet tillader (i hvert fald i ædru tilstand).

Så sent som i går hev jeg giraffen med op på anden sal til vidunderjakken, så han også lige kunne få lov til at befamle den og snuse til den og give mig ret i, at det var den flotteste på markedet. Jeg lod den dog hænge igen-igen-igen og gik i stedet hjem med min H&M-pose, der husede nyt træningstøj købt til reduceret udsalgs-knaldtilbudspris. For det er nemlig sådan noget, wannabe-fornuftige typer gør.

Men i morges skete miraklet. Og nu bliver det helt crazy! Jeg kæmpede en kamp i kontorsofaen. Dovenskaben ville sumpe dagen lang, mens fornuften ville ned og træne. I halvanden time stod slaget på. Det var blodigt og svedigt og hårdt. Jeg havde faktisk troet, at dovenskaben trak sejren hjem. Men så snigløb fornuften mig, og pludselig stod jeg på Købmagergade med mit træningstøj i hånden og min krop i vilde protestdrejninger.

Det er her, det religiøse twist indtræffer. For mens fornuften trak på de allersidste kræfter, vandrede mine øjne på magisk vis hen til et tøjstativ uden for træningscentret. Hvor jakken hang. MIN jakke. I MIN størrelse. Sat ned med 80 procent, fordi en ligegyldig lynlås i ærmet er i stykker. Det gør om muligt jakken endnu mere perfekt, at den er uperfekt. Og et halvt minut senere var den min.

Jeg ved ikke, om det var karma eller blæksprutteguden eller den høje herre himself, som valgte at belønne mig netop i dag. Lige meget hvad føler jeg mig som verdens heldigste. Verdens heldigste, som overvejer at lade fornuften sejre igen på et tidspunkt. Bare for at se, hvad der sker …

spruttearme

Noget om julemanden

Jeg er håbløst naiv – har altid været det og vil kæmpe for at holde fast i al den naivitet, jeg kan rumme, så længe som overhovedet muligt. For jeg synes, det føles markant bedre at være naiv end skeptisk. Det er meget sjovere, og det åbner op for mange flere muligheder at tro på muligheder frem for begrænsninger. Hvis man har let ved at blive skuffet, kan det selvfølgelig være lidt af en udfordring. Men det har jeg arbejdet på at lade være med at blive (alt for tit). Til gengæld bliver jeg heldigvis meget let overrasket.

Dengang min krop var barn, satte jeg hvert år en broderet kalender op derhjemme, så julemanden havde et sted at aflevere sin pakke (høhø). Og jeg husker tydeligt krilleren i maven, når jeg hver morgen fandt endnu en sølvpapirsgave, som knitrede, når jeg åbnede den. Det handlede ikke så meget om, hvad der var inde i den. I princippet kunne det have været et bøjet søm, og jeg var blevet glad. Det handlede mere om, at pakken overhovedet var der. At jeg havde noget at se frem til. Og at nogen tænkte på mig. Så kunne den for min skyld indeholde et hul fra en vanillekrans eller hvidt fnuller. Jeg er overbevist om, at jeg ville være glad for tanken lige meget hvad.

Jeg var meget begejstret for idéen om, at julemanden fandtes, selvom jeg på et tidspunkt blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt det mon var min mor, der satte pakkerne på kalenderen. Den tvivl blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg en morgen konstaterede, at der endnu ikke var kommet nogen pakke, hvorefter jeg gik ud på badeværelset med min mor. Da vi kom tilbage, hang der på mirakuløs vis en sølvpapirsdimmer på kalenderen, som min mor umuligt kunne nå at have afleveret. Jeg var så vild i varmen ved tanken om, at julemanden så nok alligevel var en rigtig mand, at jeg helt glemte at overveje, om pakken mon kunne være blevet placeret af min søster, som lå og rævesov i værelset ved siden af.

De fleste holder nok op med at tro på julemanden, inden de starter i skole. Men konfirmationsmappen afslører, at jeg stædigt fortsatte med at holde fast i min tro, til jeg var 9-10 år gammel (det er faktisk utroligt, at jeg havde venner). Muligvis sagde fornemmeren mig en gang imellem, at der var noget lorent ved hele det cirkus, men jeg tænkte, det godt kunne betale sig at tro for en sikkerheds skyld. Fordi det var sjovere med eventyret end uden.

Her er et lille uddrag af de hilsner, jeg har lagt til den gavmilde herre gennem årene:

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har forsøgt at lave, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på ...

Jeg går stærkt ud fra, at det ikke er en taleboble, jeg har tegnet, men derimod et forsøg på at understrege, hvad julemanden bærer rundt på …

Julemanden - nu med navle og blodtud

Julemanden – nu med navle og blodtud

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer ...

Som ni-årig eksperimenterede jeg åbenbart med julestøvle frem for broderet kalender, og derfor ville jeg lige informere julemanden om den lille ændring, så han ikke blev forvirret. I øvrigt ved jeg ikke, hvad en klasefest er. Muligvis noget med druer …

PS: Bare fordi min krop er blevet voksen, betyder det ikke, at mit hoved følger med. Jeg har tidligere slået fast, at den rigtige julemand findes. Jeg har endda arbejdet for ham. Men ud over ham er jeg heldigvis så afsindigt heldig at kende en hare og en giraf, som ved, hvor meget indpakkede tanker betyder for mit barnlige sind. Derfor ligger der lige nu 48 gaver, som venter på at blive pakket ud. Og derfor ved jeg allerede nu, at jeg de næste 24 morgener får lov til at holde fast i den barnlige forventningsglæde, som gør tilværelsen lidt mere eventyrlig for en håbløst naiv type …