Noget om karma og held og højere magter

Jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. I svære situationer lader jeg dog barnetroen sejre. Så forsøger jeg at overbevise mig selv om, at der er en mening med det hele, og at nogen passer på os alle sammen, der hvor livet ender. Det føles godt at bevare håbet om, at livets uretfærdigheder bliver udlignet i en anden verden, som jeg endnu ikke kender til.

Når det er sagt, så skræmmer religion mig mere, end det giver mig ro. Ikke kun fordi misfortolkninger af de religiøse skrifter skaber så mange meningsløse konflikter, men også fordi religion er makaber helt ned i børnebibelen, som jeg har stående i reolen ved siden af en koran, jeg har købt i Jerusalem. Jeg så engang Nosferatu i en kirke sammen med haren, og jeg syntes, orglet og alteret og alle malerierne var mere uhyggelige end den blodsugende vampyr på storskærmen.

Hvis en religion nogensinde skulle overbevise mig om at få fingrene i min tro, så skulle grundtankerne være rimelig happy-go-lucky. Jeg forestiller mig noget med en funky gudeskikkelse i form af en sølvfarvet blæksprutte, som serverer Tuttifruttidrinks og Taffelchips i solen til tonerne af Stevie Wonders greatest. Med et orkester af truttende babyelefanter, som bliver bakket op af dansende enhjørninger i neonfarvet My Little Pony-look. Så kan vi begynde at snakke. Jeg tvivler dog på, at den religion findes. Alligevel var jeg tæt på at begynde at tro i dag. Helt impulsivt overvejede jeg, om det var netop i dag, jeg skulle tro sådan rigtigt på en gud.

Det skete, efter jeg i over et år har været forelsket en helt bestemt læderjakke (ja, nu bliver historien vild!) Jeg fandt den i Magasin sidste sommer, og kærligheden opstod øjeblikkeligt. Men den var dyr. Alt for dyr for en type, som forsøger at lægge stilen om og være fornuftigere end politiet tillader (i hvert fald i ædru tilstand).

Så sent som i går hev jeg giraffen med op på anden sal til vidunderjakken, så han også lige kunne få lov til at befamle den og snuse til den og give mig ret i, at det var den flotteste på markedet. Jeg lod den dog hænge igen-igen-igen og gik i stedet hjem med min H&M-pose, der husede nyt træningstøj købt til reduceret udsalgs-knaldtilbudspris. For det er nemlig sådan noget, wannabe-fornuftige typer gør.

Men i morges skete miraklet. Og nu bliver det helt crazy! Jeg kæmpede en kamp i kontorsofaen. Dovenskaben ville sumpe dagen lang, mens fornuften ville ned og træne. I halvanden time stod slaget på. Det var blodigt og svedigt og hårdt. Jeg havde faktisk troet, at dovenskaben trak sejren hjem. Men så snigløb fornuften mig, og pludselig stod jeg på Købmagergade med mit træningstøj i hånden og min krop i vilde protestdrejninger.

Det er her, det religiøse twist indtræffer. For mens fornuften trak på de allersidste kræfter, vandrede mine øjne på magisk vis hen til et tøjstativ uden for træningscentret. Hvor jakken hang. MIN jakke. I MIN størrelse. Sat ned med 80 procent, fordi en ligegyldig lynlås i ærmet er i stykker. Det gør om muligt jakken endnu mere perfekt, at den er uperfekt. Og et halvt minut senere var den min.

Jeg ved ikke, om det var karma eller blæksprutteguden eller den høje herre himself, som valgte at belønne mig netop i dag. Lige meget hvad føler jeg mig som verdens heldigste. Verdens heldigste, som overvejer at lade fornuften sejre igen på et tidspunkt. Bare for at se, hvad der sker …