Noget om karma og held og højere magter

Jeg vil ikke kalde mig selv religiøs. I svære situationer lader jeg dog barnetroen sejre. Så forsøger jeg at overbevise mig selv om, at der er en mening med det hele, og at nogen passer på os alle sammen, der hvor livet ender. Det føles godt at bevare håbet om, at livets uretfærdigheder bliver udlignet i en anden verden, som jeg endnu ikke kender til.

Når det er sagt, så skræmmer religion mig mere, end det giver mig ro. Ikke kun fordi misfortolkninger af de religiøse skrifter skaber så mange meningsløse konflikter, men også fordi religion er makaber helt ned i børnebibelen, som jeg har stående i reolen ved siden af en koran, jeg har købt i Jerusalem. Jeg så engang Nosferatu i en kirke sammen med haren, og jeg syntes, orglet og alteret og alle malerierne var mere uhyggelige end den blodsugende vampyr på storskærmen.

Hvis en religion nogensinde skulle overbevise mig om at få fingrene i min tro, så skulle grundtankerne være rimelig happy-go-lucky. Jeg forestiller mig noget med en funky gudeskikkelse i form af en sølvfarvet blæksprutte, som serverer Tuttifruttidrinks og Taffelchips i solen til tonerne af Stevie Wonders greatest. Med et orkester af truttende babyelefanter, som bliver bakket op af dansende enhjørninger i neonfarvet My Little Pony-look. Så kan vi begynde at snakke. Jeg tvivler dog på, at den religion findes. Alligevel var jeg tæt på at begynde at tro i dag. Helt impulsivt overvejede jeg, om det var netop i dag, jeg skulle tro sådan rigtigt på en gud.

Det skete, efter jeg i over et år har været forelsket en helt bestemt læderjakke (ja, nu bliver historien vild!) Jeg fandt den i Magasin sidste sommer, og kærligheden opstod øjeblikkeligt. Men den var dyr. Alt for dyr for en type, som forsøger at lægge stilen om og være fornuftigere end politiet tillader (i hvert fald i ædru tilstand).

Så sent som i går hev jeg giraffen med op på anden sal til vidunderjakken, så han også lige kunne få lov til at befamle den og snuse til den og give mig ret i, at det var den flotteste på markedet. Jeg lod den dog hænge igen-igen-igen og gik i stedet hjem med min H&M-pose, der husede nyt træningstøj købt til reduceret udsalgs-knaldtilbudspris. For det er nemlig sådan noget, wannabe-fornuftige typer gør.

Men i morges skete miraklet. Og nu bliver det helt crazy! Jeg kæmpede en kamp i kontorsofaen. Dovenskaben ville sumpe dagen lang, mens fornuften ville ned og træne. I halvanden time stod slaget på. Det var blodigt og svedigt og hårdt. Jeg havde faktisk troet, at dovenskaben trak sejren hjem. Men så snigløb fornuften mig, og pludselig stod jeg på Købmagergade med mit træningstøj i hånden og min krop i vilde protestdrejninger.

Det er her, det religiøse twist indtræffer. For mens fornuften trak på de allersidste kræfter, vandrede mine øjne på magisk vis hen til et tøjstativ uden for træningscentret. Hvor jakken hang. MIN jakke. I MIN størrelse. Sat ned med 80 procent, fordi en ligegyldig lynlås i ærmet er i stykker. Det gør om muligt jakken endnu mere perfekt, at den er uperfekt. Og et halvt minut senere var den min.

Jeg ved ikke, om det var karma eller blæksprutteguden eller den høje herre himself, som valgte at belønne mig netop i dag. Lige meget hvad føler jeg mig som verdens heldigste. Verdens heldigste, som overvejer at lade fornuften sejre igen på et tidspunkt. Bare for at se, hvad der sker …

spruttearme

Mysteriet om den grønne mand

– En kærligheds-krimi i ord og billeder

Jeg fik engang en grøn mand*. Jeg var vild med ham fra starten på den der måde, man kun kan blive det med en mand, som er helt speciel og grøn. Men jeg kunne aldrig finde ud af, om han var lige så vild med mig, eller om han bare blev hos mig, fordi det var trygt og bekvemt.

Han gad aldrig drikke sig fjollet og fuld med mig på den der måde, hvor man griner helt ind i de berusede hjerter

U-beruset, u-beruset, u-beruset

Han sang aldrig for mig i badet på den der måde, hvor jeg vidste, han bare ikke kunne lade være

U-Stevie Wonder, u-Stevie Wonder, u-Stevie Wonder

Han gad aldrig snakke i hundrede år over en romantisk middag på den der måde, hvor jeg bagefter vidste, at det kommer til at give indlysende mening, at jeg har levet, når jeg dør

U-mening, u-mening, u-mening

Han grinede aldrig ad mig eller med mig på den der måde, hvor jeg blev overbevist om, at underlighed er uundværligt

U-ha, u-ha, u-ha

Og han forsøgte aldrig at bespringe mig i sengen. Hvis jeg var heldig, krøb han måske over til min side. Når jeg hjalp ham lidt på vej, altså …

U-bespringning, u-bespringning, u-bespringning

Han gjorde aldrig noget af det, der kunne overbevise mig om, at jeg var værd at elske. Men han stak heller ikke af fra mig. Måske løb han ikke, fordi han manglede ben. Måske blev han, fordi, han havde mindreværdskomplekser over, at han ikke havde noget hoved, og han derfor ikke troede, han kunne få noget bedre end mig. Måske orkede han ikke at forlade mig, fordi han tænkte på, hvor akavet det ville være at tage på dates med nye piger og sætte dem ind i hele situationen omkring, hvorfor han ikke havde arme (og i øvrigt overbevise dem om, at de altså ikke behøvede at assistere ham på toilettet af den grund).

Jeg havde mange spørgsmål til ham, den grønne mand, men jeg turde aldrig at stille dem af frygt for at finde ud af, hvem jeg var i hans ikke-eksisterende øjne. Og nu er det for sent, for en dag, da jeg kom hjem, lå han på gulvet med et hjerte, som ikke slog.

Måske havde det aldrig slået. Jeg havde glemt at mærke efter, fordi jeg havde haft så travlt med at forsøge at regne ud, hvad jeg mon skulle gøre for at blive værdig til hans kærlighed, så hjertet kunne slå for mig. Og nu lå han så der på gulvet og var helt stiv og kold og grøn. Jeg kunne have forsøgt mig med førstehjælp, men jeg har aldrig turdet tage kurset af frygt for at komme til at slå folk ihjel i forsøget på at redde dem. Og hvordan giver man en grøn mand kunstigt åndedræt, når han nu hverken har mund eller hjerte med bankepotentiale?

Jeg gav op – erkendte nederlaget og satte ham op på en piedestal i lejlighedens fineste hjørne, så jeg altid ville blive mindet om ham. Hurtigt glemte jeg, at han egentlig aldrig havde givet mig det, jeg håbede på fandtes, for erindringens syntetiske silhuet var så fin og grøn og perfekt. Jeg har været trygt fanget i troen på, at intet nogensinde kan blive så godt, som det aldrig var med den grønne mand. Det, jeg har tilbage, er en hård og kantet, neon-krop uden hoved, arme eller ben. Solsorten har foreslået, at jeg til vinter kan fylde ham op med varmt vand og bruge ham som varmedunk. Det passer meget fint til min grundlæggende tanke om, at hvis man fylder varme i et andet menneske, har man mulighed for at lune sig hos ham ved den bølgende energi, man selv har givet. Men er det godt nok? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der står en grøn mand i hjørnet af min lejlighed, som aldrig var levende, men nu er død.

PS: Glemte helt, at det skulle være en krimi … Det var butleren, der gjorde det!

 

* Ja, ja, musvit, jeg ved godt, at jeg ikke har fået-fået ham. Men altså – du må da indrømme, at jeg stadig har mere brug for ham, end du har …