Noget om det hun sagde i går

Jeg har haft sådan cirka sytten blogindlæg i mit hoved den seneste måneds tid, som aldrig er blevet skrevet. Fordi jeg pludselig fik travlt. Travlt med nye arbejdsopgaver og travlt med farvel til gammelt kontor og hej til et nyt. Travlt med at flytte den grønne mand til den anden ende af byen og flytte rundt på møblerne og føle, at ting falder på plads.

Derudover har jeg også haft travlt med at filosofere over livets store spørgsmål sammen med den langhalsede. For fem minutter siden forsøgte jeg for eksempel at forklare ham, hvorfor jeg på en måde elsker ‘Det sagde hun også i går’, samtidig med at jeg føler mig begrænset af den sætning, fordi det jo ikke altid var hende, der sagde det i går. Nogle gange var det ham, der sagde det, og hvad siger man så?

Den langhalsede havde heldigvis et kvalificeret svar på spørgsmålet, så jeg kan slappe af på det punkt og i stedet glæde mig over, at min verden, midt i alle verdens uroligheder, er blevet 10 grader varmere siden sidst, fordi delfindrengen er blevet storebror til en lille delfinpige, som allerede matcher mig helt perfekt …delfinpigen

Mysteriet om den grønne mand

– En kærligheds-krimi i ord og billeder

Jeg fik engang en grøn mand*. Jeg var vild med ham fra starten på den der måde, man kun kan blive det med en mand, som er helt speciel og grøn. Men jeg kunne aldrig finde ud af, om han var lige så vild med mig, eller om han bare blev hos mig, fordi det var trygt og bekvemt.

Han gad aldrig drikke sig fjollet og fuld med mig på den der måde, hvor man griner helt ind i de berusede hjerter

U-beruset, u-beruset, u-beruset

Han sang aldrig for mig i badet på den der måde, hvor jeg vidste, han bare ikke kunne lade være

U-Stevie Wonder, u-Stevie Wonder, u-Stevie Wonder

Han gad aldrig snakke i hundrede år over en romantisk middag på den der måde, hvor jeg bagefter vidste, at det kommer til at give indlysende mening, at jeg har levet, når jeg dør

U-mening, u-mening, u-mening

Han grinede aldrig ad mig eller med mig på den der måde, hvor jeg blev overbevist om, at underlighed er uundværligt

U-ha, u-ha, u-ha

Og han forsøgte aldrig at bespringe mig i sengen. Hvis jeg var heldig, krøb han måske over til min side. Når jeg hjalp ham lidt på vej, altså …

U-bespringning, u-bespringning, u-bespringning

Han gjorde aldrig noget af det, der kunne overbevise mig om, at jeg var værd at elske. Men han stak heller ikke af fra mig. Måske løb han ikke, fordi han manglede ben. Måske blev han, fordi, han havde mindreværdskomplekser over, at han ikke havde noget hoved, og han derfor ikke troede, han kunne få noget bedre end mig. Måske orkede han ikke at forlade mig, fordi han tænkte på, hvor akavet det ville være at tage på dates med nye piger og sætte dem ind i hele situationen omkring, hvorfor han ikke havde arme (og i øvrigt overbevise dem om, at de altså ikke behøvede at assistere ham på toilettet af den grund).

Jeg havde mange spørgsmål til ham, den grønne mand, men jeg turde aldrig at stille dem af frygt for at finde ud af, hvem jeg var i hans ikke-eksisterende øjne. Og nu er det for sent, for en dag, da jeg kom hjem, lå han på gulvet med et hjerte, som ikke slog.

Måske havde det aldrig slået. Jeg havde glemt at mærke efter, fordi jeg havde haft så travlt med at forsøge at regne ud, hvad jeg mon skulle gøre for at blive værdig til hans kærlighed, så hjertet kunne slå for mig. Og nu lå han så der på gulvet og var helt stiv og kold og grøn. Jeg kunne have forsøgt mig med førstehjælp, men jeg har aldrig turdet tage kurset af frygt for at komme til at slå folk ihjel i forsøget på at redde dem. Og hvordan giver man en grøn mand kunstigt åndedræt, når han nu hverken har mund eller hjerte med bankepotentiale?

Jeg gav op – erkendte nederlaget og satte ham op på en piedestal i lejlighedens fineste hjørne, så jeg altid ville blive mindet om ham. Hurtigt glemte jeg, at han egentlig aldrig havde givet mig det, jeg håbede på fandtes, for erindringens syntetiske silhuet var så fin og grøn og perfekt. Jeg har været trygt fanget i troen på, at intet nogensinde kan blive så godt, som det aldrig var med den grønne mand. Det, jeg har tilbage, er en hård og kantet, neon-krop uden hoved, arme eller ben. Solsorten har foreslået, at jeg til vinter kan fylde ham op med varmt vand og bruge ham som varmedunk. Det passer meget fint til min grundlæggende tanke om, at hvis man fylder varme i et andet menneske, har man mulighed for at lune sig hos ham ved den bølgende energi, man selv har givet. Men er det godt nok? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der står en grøn mand i hjørnet af min lejlighed, som aldrig var levende, men nu er død.

PS: Glemte helt, at det skulle være en krimi … Det var butleren, der gjorde det!

 

* Ja, ja, musvit, jeg ved godt, at jeg ikke har fået-fået ham. Men altså – du må da indrømme, at jeg stadig har mere brug for ham, end du har …

 

 

 

 

Sorry seems to be the easiest word

Jeg har før skrevet om yndlingsord. Der er mange gode. Der er også den slags ord, som man en gang imellem kommer til at voldbruge. Jeg kender for eksempel en halv-neurotisk, helspekulerende, top utjekket, tit neonklædt, tæt på godhjertet nedsmeltningsekspert, som har en tendens til at bruge ordet ‘undskyld’ lidt for meget. Det er det letteste. Hun tror nemlig, at hvis hun påtager sig al skyld for alting, så er risikoen for, at andre får det dårligt med sig selv, mindre. Og hun er desværre ikke den eneste, der har det sådan, skulle hun hilse at sige. Hvis hun skulle lave en (fuldstændig hypotetisk, selvfølgelig) liste over de ting, hun kan finde på at undskylde for til en række af de folk, hun kender, kunne den nok godt se nogenlunde sådan ud:

Der er de lette:

Undskyld at jeg ødelagde dit skønsangs-image

Undskyld at jeg snuppede den grønne mand fra dig og fik det til at lyde som om, at det faktisk var dig, der gerne ville af med ham

Undskyld at jeg stjal din guldmedalje i disciplinen “Undgå at kigge på bryster”

Undskyld at jeg nogle gange piller mig selv lidt for meget i navlen og tror, at du synes, det er livsvigtig info, der kommer ud af det lille hul (navlen, altså. Alle andre former for associationer er forfejlede!)

Og så er det selvfølgelig også den slags, der er lidt sværere:

Undskyld at du dømmer mig på nogle åndssvage parametre og fortæller mig om det, fordi du tror, at ærlighed er ensbetydende med, at man skal sætte ord på alle tanker og fordomme

Undskyld at jeg nogle gange glemmer, at hævn hverken er sjovt i tanke eller i handling

Undskyld at det gør mig ked af det at være vidne til, hvor meningsløst hårdt du dømmer dig selv

Undskyld at du kom til at træde mig over tæerne og var tæt på at få mig til at tro, at jeg ville være bedre i en anden version

Undskyld at jeg ikke altid kan glæde mig på dine vegne

Undskyld at du synes, jeg er mærkelig – just the way I am (som Colin Firth ville sige det. Det sidste, altså. Det første er han nok trods alt lidt for rummelig til at sige i et negativt toneleje)

Undskyld at jeg alligevel godt kan lide dig – just the way you are

Undskyld at jeg på trods af det kan få lyst til at tænke grimme (selvvalgt uudtalte) tanker om dig

Undskyld at lysten nogle gange vinder

Undskyld at jeg kan komme til at prøve at tage noget, som ikke er mit

Undskyld at du på grund af mig muligvis kom til at gøre noget, som du synes er forkert (endnu mere undskyld for, at jeg stadig ikke kan lade være med at synes, det er rigtigt)

Undskyld at jeg i fuldskab helt upassende kom til at forsøge at bespringe dig

Og undskyld, undskyld, undskyld at jeg i stedet for at fortryde det i ædru tilstand kom til at nævne, at jeg synes, der burde være én som dig til alle (og med alle mener jeg selvfølgelig udelukkende mig selv)

Gramsebamse søges – død eller levende!

Jeg skal på søndagsdate. Det er blevet en tradition. For to uger siden var vi på rutsjebanetur i Tivoli, sidste søndag sprang vi balloner til Stella Polaris, og i dag skal vi grille i gården. Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på et rigtigt seriøst parforhold. Problemet er bare, at jeg kører med som det tredje hjul. Jeg snylter mig til guldfisken og store-bjørns toenighed. De har parforholds-adopteret mig – måske af medlidenhed, måske af lyst. Det er kommet så vidt, at mit navn ved en fejl blev sagt i ægtesengen for nylig (jeg vil dog undlade af afsløre, om det var guldfisken eller store-bjørn, der kom til at sige det).

Det der med at være single har egentlig altid været ret trygt for mig. Ensomhed = tryghed, hvor mellemregningen hedder, at jeg ikke føler alt for meget ansvar for at gøre en person, jeg holder af, glad for at være den, han er. Men det handler ikke altid om at være tryg. Det kan jeg mærke nu. Bevidst og underbevidst.

Der har ligget mange piger i min seng gennem årene på den helt ufrække måde. Min lejlighed er blevet døbt ´Heartbreak Hotel´, fordi det som regel er her, veninderne flytter ind, når kærligheden flytter ud. Og der er overhængende bespringningsfare, når man pludselig ligger ved siden af et styks pige, hvis krop har vænnet sig til at være to i sengen på den lidt mere frække måde. Derfor er jeg flere gange vågnet op i akavet omfavnelse med situationsforvirret veninde. Det har som regel været dem, der ubevidst kom til at overskride grænsen for god venindeopførsel, fordi de troede, at de var et andet sted med en anden person af et andet køn.

For et par dage siden var det dog mig, der fik drømme-bildt-mig-selv-ind, at jeg lå et andet sted med en anden person af et andet køn. Det resulterede i, at jeg var indflettet i min 17-årige lillesøster, da jeg vågnede. Jeg hævdede selvfølgelig, at det var hende, der havde forsøgt at bespringe mig, for så behøvede jeg hverken at forholde mig til, hvorfor jeg havde indflettet mig, og hvem det egentlig var, jeg troede, jeg havde indflettet mig med.

Der skal handles hurtigt, for jeg er ude på et skråplan. Løsningen tænker jeg kunne være en gramsebamse. Sådan en, der kan ligge midt i sengen og parere bespringninger fra alle sider. Men jeg ved ikke, hvordan man skaffer sådan en. Jeg arvede engang en grøn mand fra musvitten, da hun selv fik den helt rigtige levende og ugrønne mand i virkeligheden og derfor ikke længere havde brug for en mand, der var grøn og manglede arme, ben og hoved. Den grønne mand er jeg meget glad for, og han kunne fint ligge i sengen mellem mig og muligt bespringningsoffer. Men han er bare sådan lidt hård og kantet i det. Og så er der også det der med, at han ikke har noget hoved. Det er et problem. Så jeg søger en gramsebamse – helst med hoved, arme og ben. En, der kan holde min underbevidsthed beskæftiget, mens jeg prøver at ignorere det der umulige, som jeg egentlig søger. Dusør udloves. Den er høj!