Bittersød erfaringsnote #22

Kære mig selv

Næste gang du skal ud at rejse, så er det en rigtig god idé at fylde håndbagagen med brugbare ting. Det er nemlig virkelig sur rævkanal at strande i Sunny Beach* uden kuffert, når du er iført Batman-trusser og en kjole, du hev op af vasketøjskurven, da du tog hjemmefra. Så er det lige pludselig ikke så stor en fest at have fyldt håndtasken med Stjernemix og Salte fisk. Specielt ikke, når man befinder sig et sted, som udelukkende sælger tøj af mærkerne Adidos, Mike og Puha. Oh well, i det mindste er jeg tosset med neon …

20140710-100803-36483405.jpg
* Igen er det en arbejdstur. Og nej, jeg skal hverken være guide for Ungrejs eller bartender på Vikingen. Jeg skal til gengæld bo på pensionisthotellet lige som sidst, mens ungdommen-nu-til-dags indtager partyhotellet. Så slipper jeg også for at høre på den 17-årige lige så bagageløse fyr, der var rasende over, at han havde lagt sin fisseparfume i kufferten. Jeg elsker mit liv!

Noget om fremtiden

‘Jeg håber ikke, det her kommer til at lyde forkert – men tænker du egentlig nogensinde over fremtiden?’

Spørgsmålet kom fra løven fredag morgen. Og det lød ikke spor forkert. Jeg ved nemlig godt, at min opførsel for det meste signalerer, at jeg på ingen måder har en struktureret voksenplan gemt i neonærmet. Til gengæld skal man passe på med at stille en halvneurotisk, helspekulerende type den slags spørgsmål, for siden har jeg selvfølgelig ikke været i stand til at lave andet end at tænke over den der fremtid. Tankerne har fyldt så meget, at jeg slet ikke har haft overskud til at skrive. Og så er den altså gal!

For det gik lige pludselig op for mig, at den vildeste fremtidsplan, jeg har lagt i år, var, da jeg investerede i et luksustelt til Roskilde Festival. Imens køber folk omkring mig rigtige huse med vaskesøjler og samtalekøkkener, mens andre føder tigerunger og bliver chefer for rigtige voksne mennesker.

Forleden sagde guldfisken: ‘Om en måned får jeg en opvaskemaskine, og så er mit liv fuldendt’. Jeg ved godt, at hun sagde det for sjov. Men det fik mig alligevel til at spekulere endnu mere. For hvad vil egentlig give rigtig mening for mig i fremtiden? Jeg ved, hvilke personer det vil give mening for mig at dele fremtiden med. Men hvad skal jeg selv gøre for at sikre mig, at min fremtid er mest muligt meningsfuld?

Spekulationerne fortsætter. Og det føles lige dele skide farligt og fantastisk …

PS: Dilemmaet omkring, hvordan jeg vil forme min fremtid, fører mig uundgåeligt tilbage til harens gode, gamle og noget mere håndgribelige dilemma: Hvad vil du helst – én kæmpe stor tand eller tusindvis af små tænder? Så det spørgsmål stiller jeg lystigt alle, jeg snakker med for tiden. Mest fordi det føles så dejligt afklarende at høre andre tage stilling til noget, hvor intet er på spil, mens jeg selv prøver at tage stilling til fremtiden, hvor alt for meget er på spil. Det kammede dog over, da jeg helt ubevidst kom til at lave en freudian slip på kontoret i dag, og ved en fejl råbte: ‘Hvad vil du helst – én kæmpe stor pik …’ Godt, man ikke har kontorplads lige ved siden af den administrerende direktør!

fremtiden

Projekt ny og bedre livsstil – kapitel 1

Første dag tilbage på kontoret (av), første dag i allersidste sommermåned (av av), første kig på bankbogen efter lidt for lystig ferielivsstil (av av av!!!) August, du er ikke min ven!

Jeg har alle gode intentioner om, at det er nu, jeg bliver voksen og fornuftig (okay, voksen er måske lige lovligt ambitiøst. Men så fornuftig i hvert fald. Bare en smule …) Bankrådgivertype vil helt sikkert sætte pris på livsstilsændringen, men det er bare som om, at pengene bruger sig selv, mens jeg sover (eller er fuld).

Derfor har jeg gjort det, jeg altid gør, når jeg har haft lidt for uansvarlig omgang med pungen. Jeg har købt en ny, for det er jo videnskabeligt bevist, at en ny neonpung holder bedre på pengene end den gamle, og derfor hjælper det at bruge endnu flere penge på at købe den.

Problemet er bare, at den nye pung ikke har plads til alle mine kort. Eller måske er det nærmere løsningen på problemet? Jeg ved det ikke. De gode intentioner er der nok af, og de har været der før, men jeg har virkelig en plan om at gennemføre planen nu og komme ud af august med overskud – meget realistisk, når jeg i skrivende stund har sådan cirka 372 kroner tilbage på kontoen. Er der nogen, der ved, hvor man kan sælge et organ nutildags?

pung

Noget om de bedste somre

Efter sådan en semisøvnløs nat er det faktisk helt okay at stå op til nostalgiske Beach Boys-toner og radiosummesnak om minder fra de bedste barndomssomre. Selv ville jeg ikke kunne udvælge den bedste. Der er mange gode, og da jeg tulrede rundt på stranden i morges med endnu mere nostalgimusik i ørerne, tænkte jeg på nogle af de allerbedste (i helt ulogisk (men for mig ret meningsfuld) rækkefølge).

Der var den sommer, hvor jeg havde opdaget, at der var noget, som hed ungdomsromaner, selvom jeg vist egentlig ikke var helt gammel nok til at læse den slags. Men det gjorde jeg. Og jeg blev så opslugt af historierne om hemmelige forelskelser og fester og hyggesnaverier (og det, der var værre), at jeg blev nødt til at starte forfra på flere af bøgerne, så snart jeg var færdig. Sådan fortsatte jeg, indtil bøgerne var læst helt fra hinanden. Og så gik den sommer.

Nogle år senere kom sommeren, hvor jeg selv skulle igennem det hele. Hvem-er-du-mest-vild-med-lige-nu-legene og fester på stranden med bål og halvforbudte, lunkne dåseøl og gramserier i krattet (nej, ikke dét krat – jeg var en pæn pige). Det var sommeren med lange computerspilsnætter på teenagedrengeværelse, som duftede af spraydeo. Og undulaten kom på besøg, mens mine forældre var på ferie, og vi kom til at holde spontan morgenfest i gildesalen, hvilket var en skide god idé, lige indtil min storesøster kom hjem og opdagede os, samtidig med at fyren, jeg flettede fingre med, havde drukket glasskår ved en fejl. Og tigeren og løven og pumaen og jeg fik overbevist vores forældre om, at vi sagtens kunne tage på camping alene uden at lave ballade. Så det gjorde vi. Og vi lavede ballade og drak os fulde i vodka fra Spriteflasker og var lige ved at ryge rigtigt i kløerne på nogle alt for gamle mandspersoner (som vel egentlig var yngre, end jeg er nu. Skræmmende!)

Midt imellem de to somre, var der den, hvor jeg var i Italien med egernets familie, og vi lurede på Lækro og Smækro og holdt bøvsekonkurrencer, mens de voksne var i operaen. Jeg købte min første t-shirt i ægte neon, og vi bestilte pizza helt selv, og alt var så skønt, så skønt! Året efter kom sommeren, hvor vi var på minifestival og købte vores første øl. Til deling, altså. Mens ingen så det. Og vi følte os halvfulde og syntes, at vi var nogle fandens karle.

I morges hørte jeg musik fra alle de forskellige somre. Jeg har før fortalt, hvordan musik føles for mig. Musik er genialt, fordi det får mig til at huske alt det, jeg ikke har glemt. Derfor er det også fantastisk, at jeg allerede er ved at få en fornemmelse af, hvilke numre der kommer til at minde mig om den her sommer engang i den skræmmende spændende fremtid.

PS: Blandt numrene på nostalgispillelisten i morges var det her. Jeg ved præcis, hvornår jeg hørte det første gang. Det var en helt femte sommer – før alle de andre. I Harzen på bagsædet af verdens mindste bil med munden fuld af orange TicTac. Jeg forstod ikke svensk dengang. Det gør jeg stadig ikke. Alligevel forstår jeg den bedre nu, end jeg gjorde den sommer …

Welcome to the Cirkus

’Er I også artister?’

Spørgsmålet var det første, guldfisken og jeg blev mødt med, da vi ramte vores hotel i det famøse og sagnomspundne Sunny Beach. På en eller anden måde var det så kedeligt og forkert at svare, at vi bare er journalister. For dermed fik vi med det samme meldt os ud af det cirkus, vi er havnet i. Vi observerer, mens ungdommen-nu-til-dags får lov til at gøgle i en grad, som både burde være forbudt for børn og voksne.

Sunny Beach er stedet, hvor drinks kommer i spande med halve flasker sprut og en hel buket af sugerør. I Sunny Beach er alt neon på en måde, som jeg slet ikke kan være med på, selvom jeg vil mene, at mine evner udi pang er forholdsvis svære at konkurrere med. Her er bikinier uden stof og bartendere uden bikinier. Her er (så vidt jeg ved) ingen håndvåben, men faretruende Viagradolke overalt i nattelivet. Her er fest og fare, og jeg er konstant splittet, fordi det på én gang er frygteligt og vildt fascinerende.

Det er som om, vi har havnet i en form for limbo, hvor alt er tilladt. Hvor man er en emsig, gammel kælling, hvis man pænt beder 16-årig hormonbombe om at fjerne hånden fra knap så begramsningsfrisk elefantrøv (røven er forhåbentlig ikke så stor, som den lyder). Eller man er en kedelig type, hvis man afviser ihærdig kioskejer, som forsøger at sælge vibrator og jordbærolie med ordene ’I give goooood massaaaage’.

Sunny Beach er også stedet, hvor man automatisk får lyst til at gøre noget sindssygt – mest fordi det er så pisse kedeligt at være den voksne og ansvarlige i en hel uge. Sidste år havde jeg en slange om halsen (ikke i halsen!). I år har jeg endnu ikke besluttet mig for, hvilken udfordring jeg skal give mig selv. Jeg ved bare, det skal være noget, hvor jeg er forholdsvis sikker på at overleve – for jeg har lovet en langhalset type at passe på mig selv.

Forslag til udfordringer modtages med kyshånd og hockeyspand.

PS: Måske er vi alligevel en større del af det her cirkus, end vi først troede. I hvert fald huskede hamam-mand os venligt på, at vi skal have vores ’swimming costumes’ på, når vi skal indsæbes i morgen.

20130627-185145.jpg

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.

Bittersød erfaringsnote #4

Kære mig selv

Næste gang du har tænkt dig at spankulere rundt med pivåbent tishul i ædru offentlighed, så sørg for guds skyld for at undgå neonfarvede underbenklæder. Undgå i øvrigt også at befinde dig i en større menneskemængde, når fremmed kvinde højlydt gør dig opmærksom på sydstatskrisen. Og når så de 30-40 omkringstående publikummer kigger hånende på dig, og du derfor diskret vender dig om for at hive op i lynlåsen, så sørg lige for at tjekke, om du nu skulle befinde dig med front mod Lagkagehusets vinduesparti til frit skue for stirrende sultne torsdagkunder.

supermanPS: Skulle det alligevel ske for dig, så husk på, at nye bekendtskaber, du netop er blevet introduceret for til hipstergadefest, måske ikke som det allerførste har brug for at høre dig fortælle historier om offentlig fremvisning af underbenklæder.