Og sådan fik jeg smæk i røven på en mandag …

Jeg ville egentlig have skrevet et højpandet indlæg om moderne kunst, men så stiftede jeg bekendtskab med en russisk banya.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men jeg ved i hvert fald, at jeg er meget, meget ked af, at jeg ikke måtte tage billeder derinde, for det er svært at forklare med ord, hvordan det er at kigge direkte op i en ældre russisk kvindes allerhelligste (det skete flere gange ved en fejl). Til gengæld ville det måske være upassende med billeder af den slags herinde. Man ved jo aldrig, om der er børn tilstede.

Til dem, der ikke ved, hvad en banya er, kan jeg fortælle, at det er et russisk saunabad. Da jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige former for hamam både i Tyrkiet og i Bulgarien, tænkte jeg, at der skulle meget til for at imponere mig. Jeg har trods alt allerede prøvet at blive klasket i ansigtet med et par meget lange og rynkede bryster. Men ak, jeg skulle blive klogere.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg gik ind i badeområdet med mit American Dollars-håndklæde omkring mig (muligvis også en smule upassende håndklædevalg), men jeg blev hurtigt ekstremt fascineret af det, der kom til at foregå.

For det første synes jeg altid, det er en lille smule grænseoverskridende at være nøgen i selskab med folk, jeg ikke kender (eller med folk, jeg kender, for den sags skyld). Jeg er meget lidt blufærdig på mine egne vegne og er egentlig rimelig ligeglad med, om andre ser mig uden tøj på. Men jeg bliver hurtigt blufærdig på andres vegne. Derfor var det en tand underligt at stå fuldstændig Kong Hans og snakke med lige så nøgen russisk kvinde, fordi det jo er så satans svært at finde ud af, hvor man skal kigge hen, eller hvad man skal gøre af sine hænder (ikke fordi jeg stod og fik kinky idéer til fingersjov – men det virker jo dumt, når de bare hænger (sms)). Muligvis blev det også endnu mere akavet, fordi haren og jeg var i gang med at modtage gode råd til, hvordan vi bedst muligt smækkede hinanden i røven med det bundt grene, vi havde fået udleveret. Mere om det senere …

Selve saunaritualet fungerede på den måde, at vi gik ind i et rum, der var afsindigt varmt, og jeg tænkte, at jeg ikke overlevede mange minutter. Det var så inden, jeg fandt ud af, at det slet ikke var blevet varmt endnu. For pludselig begyndte banyamutter at kaste vand ind i rummets kæmpe ovn og vifte luften fra ovnen rundt i rummet. SÅ fandt jeg ud af, hvad varme er. Det kan efter sigende blive over 90 grader derinde, og jeg synes, det er slemt nok at komme igennem en gennemsnitlig dansk sommerdag.

Heldigvis var der ikke så langt til nedkøling – enten ved at trække i en snor, som udløste en spand koldt vand, eller ved at kaste sin (stadig nøgne) krop ned i en kæmpestor træbalje fyldt med lige så koldt vand. Det prøvede vi en del gange, før vi endelig havde gjort os fortjent til at få udleveret grendusken, der havde ligget til opblødning.

Nu kender jeg haren meget godt, men jeg tror aldrig, vi har været helt så tætte på hinanden, som vi kom i dag under saunasmækningsseance med nogenlunde følgende ordudveksling:

”Har du været en slem, slem pige?”
”Ja, jeg har!”
SMÆK!
”Hov … er det for hårdt?”
”Nej, gør det igen!”
SMÆK SMÆK
”Mere?”
”Ja, vildere!”
SMÆK SMÆK SMÆK SMÆK

Jeg synes egentlig, vi formåede at leve os ret godt ind i ritualet, men vi var på ingen måder lige så seje som de to ældre, russiske kvinder, der havde dobbelt op på grene og virkelig fik smækket igennem, så alt vibrerede.

Efter sigende skulle man føle sig som et nyt og bedre menneske med fremragende helbred efter sådan en omgang. Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg føler i hvert fald, at jeg har fået udvidet de intime horisonter …

banya

Noget om erfaring og umtji umtji

Guldfisken og jeg rejser til Bulgarien i nat – på antropologisk pilgrimsrejse til Sunny Beach, hvor vi skal studere og dokumentere adfærdsmønstret hos ungdommen-nu-til-dags.

Da jeg i gamle dage (og her taler jeg ikke meget gamle dage) søgte ind på den ret så seriøse journalistuddannelse, havde jeg ikke i min vildeste fantasi (og den er ellers ret vild) forestillet mig, at en arbejdsuge kunne bestå af teenagetømmermændsinterviews, tattooreportager og hockeyspandstømning i umtji-umtji-neonkaosby. Men det kommer den til de næste syv dage. Og jeg er sikker på, at forargelsen, forundringen og fascinationen er lige så stor i år, som den var, da vi var afsted sidste år.

I går aftes, da jeg lå i græsset i Frederiksberg Have med giraffen og lyttede til den tryggeste musik og ventede på hekseafbrænding (gad vide, hvornår den politiske korrekthed får aflivet den skik) kom jeg til at tænke på, hvor meget der er sket, siden jeg på den her dag sidste år rendte rundt og panikpakkede ti minutter inden, guldfisken kom og hentede mig i en taxa. Sankt Hans aften gør mig altid lidt melankolsk på nytårsmåden, fordi det er en form for vendepunkt, og derfor rammer tankerne om alt det vigtige mere effektivt på den længste dag.

Udefra ser det måske ikke ud til, at der er sket det store. Jeg har ikke skiftet job, jeg er ikke flyttet, jeg har ikke videreudviklet mine evner udi gøgl med kroppen, og jeg har heller ikke lært at gå hjem fra en fest, før bentøjet begynder at strejke. Men i mit hoved er der rykket rundt på ret mange brikker (ja, der er faktisk lidt at rykke rundt med). Ting er faldet på plads og giver mening, og selvom det ikke betyder endeligt farvel til ruminering og nedsmelninger og irrationel angst, så er jeg blevet meget bedre til at lukke ned for det og skrue op for alt det, der føles skide godt. Jeg tror faktisk, jeg har lært mere om mig selv det seneste år, end jeg har de første 27.

Desværre/heldigvis er jeg nok ikke blevet så voksen og fornuftig, at jeg kan undgå at falde i en bulgarsk sprutspand i Sunny.