Og sådan fik jeg smæk i røven på en mandag …

Jeg ville egentlig have skrevet et højpandet indlæg om moderne kunst, men så stiftede jeg bekendtskab med en russisk banya.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men jeg ved i hvert fald, at jeg er meget, meget ked af, at jeg ikke måtte tage billeder derinde, for det er svært at forklare med ord, hvordan det er at kigge direkte op i en ældre russisk kvindes allerhelligste (det skete flere gange ved en fejl). Til gengæld ville det måske være upassende med billeder af den slags herinde. Man ved jo aldrig, om der er børn tilstede.

Til dem, der ikke ved, hvad en banya er, kan jeg fortælle, at det er et russisk saunabad. Da jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige former for hamam både i Tyrkiet og i Bulgarien, tænkte jeg, at der skulle meget til for at imponere mig. Jeg har trods alt allerede prøvet at blive klasket i ansigtet med et par meget lange og rynkede bryster. Men ak, jeg skulle blive klogere.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, da jeg gik ind i badeområdet med mit American Dollars-håndklæde omkring mig (muligvis også en smule upassende håndklædevalg), men jeg blev hurtigt ekstremt fascineret af det, der kom til at foregå.

For det første synes jeg altid, det er en lille smule grænseoverskridende at være nøgen i selskab med folk, jeg ikke kender (eller med folk, jeg kender, for den sags skyld). Jeg er meget lidt blufærdig på mine egne vegne og er egentlig rimelig ligeglad med, om andre ser mig uden tøj på. Men jeg bliver hurtigt blufærdig på andres vegne. Derfor var det en tand underligt at stå fuldstændig Kong Hans og snakke med lige så nøgen russisk kvinde, fordi det jo er så satans svært at finde ud af, hvor man skal kigge hen, eller hvad man skal gøre af sine hænder (ikke fordi jeg stod og fik kinky idéer til fingersjov – men det virker jo dumt, når de bare hænger (sms)). Muligvis blev det også endnu mere akavet, fordi haren og jeg var i gang med at modtage gode råd til, hvordan vi bedst muligt smækkede hinanden i røven med det bundt grene, vi havde fået udleveret. Mere om det senere …

Selve saunaritualet fungerede på den måde, at vi gik ind i et rum, der var afsindigt varmt, og jeg tænkte, at jeg ikke overlevede mange minutter. Det var så inden, jeg fandt ud af, at det slet ikke var blevet varmt endnu. For pludselig begyndte banyamutter at kaste vand ind i rummets kæmpe ovn og vifte luften fra ovnen rundt i rummet. SÅ fandt jeg ud af, hvad varme er. Det kan efter sigende blive over 90 grader derinde, og jeg synes, det er slemt nok at komme igennem en gennemsnitlig dansk sommerdag.

Heldigvis var der ikke så langt til nedkøling – enten ved at trække i en snor, som udløste en spand koldt vand, eller ved at kaste sin (stadig nøgne) krop ned i en kæmpestor træbalje fyldt med lige så koldt vand. Det prøvede vi en del gange, før vi endelig havde gjort os fortjent til at få udleveret grendusken, der havde ligget til opblødning.

Nu kender jeg haren meget godt, men jeg tror aldrig, vi har været helt så tætte på hinanden, som vi kom i dag under saunasmækningsseance med nogenlunde følgende ordudveksling:

”Har du været en slem, slem pige?”
”Ja, jeg har!”
SMÆK!
”Hov … er det for hårdt?”
”Nej, gør det igen!”
SMÆK SMÆK
”Mere?”
”Ja, vildere!”
SMÆK SMÆK SMÆK SMÆK

Jeg synes egentlig, vi formåede at leve os ret godt ind i ritualet, men vi var på ingen måder lige så seje som de to ældre, russiske kvinder, der havde dobbelt op på grene og virkelig fik smækket igennem, så alt vibrerede.

Efter sigende skulle man føle sig som et nyt og bedre menneske med fremragende helbred efter sådan en omgang. Det ved jeg ikke, om jeg gør. Men jeg føler i hvert fald, at jeg har fået udvidet de intime horisonter …

banya

Regnbuen uden ende

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om, hvorvidt det, jeg ser, også er det, der sker. Sådan en oplevelse havde jeg i går morges. Jeg befandt mig et sted mellem mellemdrøm og vågen i luften over Sjælland, hvor jeg forsøgte at tvinge mine øjne åbne ved at lege ‘hvad ligner skyerne’ (en lidt små-skizofren leg for én person, men jeg er heldigvis ret begejstret for at diskutere med mig selv på ‘Det-er-en-gummistøvle! Nej-det-er-en-gummiged!’-måden).

Lige pludselig lignede skyen dog noget helt andet. Den lignede en sky med en helt rund regnbue i midten og skyggen af et fly inde i regnbuen. Det så ret vildt ud, og jeg var slet ikke klar over, om det fænomen rent faktisk fandtes. Derfor turde jeg heller ikke spørge min sidemand (en rationelt-udseende, tysktalende jakkesæts-type), om han kunne se det samme. I øvrigt nåede jeg frem til, at hvis det bare var noget, jeg bildte mig ind, så måtte min hjerne være noget mere fantasifuld, end jeg turde håbe på, så lige meget hvad var det en succesoplevelse. Og under alle omstændigheder var det flot. Helt afsindigt flot og fantastisk og magisk. Illusion eller ej.

Dog affødte oplevelsen efterfølgende akut-nedsmeltning – for hvis skatten findes for enden af regnbuen, og regnbuen er rund, hvad så? Betyder det, at skatten er overalt, eller at den slet ikke er der? Den regner jeg nok aldrig ud. Til gengæld har jeg besluttet mig for, at den mulige udsigt til magiske regnbuer – runde eller ej – er al regn værd. Måske er det derfor, jeg synes, det kan være forfærdeligt rart at gå rundt i regnvejr.

rainbowPS: En hurtig google-søgning viser, at det ikke var min fantasi, der løb af med mig. Fænomenet findes, men er åbenbart ret sjældent. Og selvom magi (heldigvis) aldrig nogensinde kan gengives på billeder, så kan du måske alligevel få et indtryk af det her.

Key West om morgenen

Miami er måger. Key West er kyllinger. Hanekyllinger, der galer i kor og om kap med hinanden gennem den sovende by.

Det er Thanksgiving morning og med margaritas fra Sloppy Joe’s i blodet er solopgangen ekstra fin. De, der allerede er ude, nikker og siger ‘mår’nin’, og jeg nikker tilbage, mens jeg prøver at regne ud, hvad der er anderledes, end det plejer at være. En kvinde stiller bekymrede spørgsmål til min kropstemperatur. Jeg smiler og svarer, at jeg er okay. Trods gåsehud og det, der er værre. Solen skinner. Alt er godt. Også selvom jeg har glemt mit kort over byen og ikke aner, hvor jeg er på vej hen. En ældre herre tøffer forbi på scooter og råber ‘Ho ho ho’ efter mig. Jeg kan ikke afgøre, om det er fordi, julestemningen har ramt ham, eller om det er endnu en kommentar til min sparsomme påklædning (jeg HAR altså tøj på. Også mere end bare bikini …) Det undrer mig, at jeg kan høre ham. Pludselig går det op for mig, hvad der er anderledes, end det plejer at være. Jeg har glemt musikken i mine ører. Den betryggende barriere mellem mig og virkeligheden ligger hjemme på hotelværelset og sover sammen med hamsteren og guldfisken. Og det er faktisk slet ikke så farligt at kunne høre verden og hanerne og de mennesker, jeg sniger mig til at tage billeder af. Selvom de opdager det, bliver de ikke sure. Musik i ørerne kan være godt, men musik uden for ørerne er endnu bedre, da det kommer fra det åbne vindue ved en lukket bar. Bobby McFerrin synger ‘Don’t Worry, Be Happy’. Samme melodi, der vækker mig hver morgen, når telefonen begynder at vibrere. Måske er jeg alligevel meget godt i sync med verden.

PS: Tak.